1864: SLAGET OM SANDHEDEN

Tilføjet 21. mar 2013 - 14:01
Del nyheden

Historiker frygter, at Ole Bornedals tv-serie om 1864 vil give danskerne et forkert billede af, hvad der skete i 1864.

- Synopsen er ensidig. Og derfor kan jeg frygte, at serien giver danskerne et misvisende billede af, hvad der skete, siger historiker Rasmus Glenthøj til Politiken i dagens avis. Han forsker i 1864 på Syddansk Universitet.  

Ifølge Rasmus Glenthøj er der i store træk to versioner af nederlaget:
- Den ene går ud på, at det var et aggressivt Tyskland, der kom og maste det lille uskyldige Danmark. Det var de nationalliberales udgave af sandheden.
- Den anden version er selvpiskertraditionen. Hvor det alt sammen var vores skyld, at vi opførte os som idioter ud over enhver grænse, og at vi må tage ansvaret på vores skuldre. Og det er den, der nu bliver gengivet på tv.

Rasmus Glenthøj mener selv, der findes der en version midtimellem, som måske ligger tættere på sandheden. Til det kommenterer instruktør Ole Bornedal:
- Vi laver ikke en dokumentar, men et stykke dramatik, hvor vi har tilladt os at tage historiske figurer og bruge dem, twiste dem, underspille dem, overspille dem og give dem roller, de måske ikke havde. Det har hele tiden været dramaet, der har styret, frem for den historiske korrekthed. Og det er rigtigt, at Monrad kommer til at spille en rolle i den her serie, som sikkert overgør hans rolle som ansvarlig for krigen. Men i den sammenblanding skaber man eventyret til et publikum.