Generalkonsulen i Flensborg: ”Det er slet ikke så glamourøst”

Henrik Becker-Christensen forlader generalkonsulposten i Flensborg 1. september: "Det har været 19 gode år", siger han. Foto: Niels Åge Skovbo.

Henrik Becker-Christensen, der forlader posten som generalkonsul i Flensborg den 1. september efter 19 år, er ikke i tvivl om, at der sagtens kan findes en kompetent ny generalkonsul i Flensborg. I et stort afskedsinterview i magasinet Grænsen, der udkommer 20. april, gør han dog opmærksom på, at generalkonsulposten i Flensborg altid har været i en særlig kategori.

”Man skal være klar over, at der er vældig meget rugbrødsarbejde forbundet med at være generalkonsul i Flensborg. Det er slet ikke så glamourøst, som nogen måske forestiller sig. Dernæst skal man være opmærksom på en anden ting: Alle andre konsulater i Udenrigstjenesten har fremme af dansk eksport som mål. Eksempelvis generalkonsulatet i Hamborg, der netop er blevet genåbnet tidligere på året som et led i regeringens Tysklandsstrategi.”

”Men generalkonsulatet i Flensborg har historisk ikke haft noget med eksport at gøre. Generalkonsulatet i Flensborg har haft fokus på det danske mindretal i Sydslesvig og de politiske og kulturelle forbindelser mellem dansk og tysk. Det er en helt anden funktion, og sådan har det været siden 1920”, siger Henrik Becker-Christensen.

Henrik Becker-Christensen blev afskediget som generalkonsul i Flensborg i forbindelse med regeringsskiftet i november 2016, hvor den afgående kulturminister Bertel Haarder (V) sagde ja til posten som generalkonsul. Efter et stormfuldt forløb i Flensborg avis, hvor adskillige sydslesvigere beklagede, at de måtte sige farvel til Henrik Becker-Christensen, valgte Bertel Haarder at trække sig.

Udenrigsministeriet har endnu ikke udpeget en afløser for Henrik Becker-Christensen.

Læs interview med Henrik Becker-Christensen her:  

http://www.graenseforeningen.dk/?q=hr-og-fru-danmark-forlader-flensborg.html#.WPiD_2ekKM8