Grænselandets historie

Det dansk-tyske grænseland har haft stor magtpolitisk, strategisk og økonomisk betydning på grund af områdets geografiske placering ved roden af den jyske halvø og tæt på de øer, som kontrollerer indsejlingen til Østersøen. Det er årsagen til, at grænselandet er Danmarks "blodigste jord".

At tre folkeslag, det danske, det tyske og det frisiske, samtidig møder hinanden/støder sammen i området, har i perioder yderligere forstærket spændingerne i området. Grænselandets historie er nøglen til forståelse af Danmarks historie, men også en inspiration til, hvordan fredelig sameksistens kan vokse ud af historiens krige, konflikter ofg modsætninger..

Her følger en version af grænselandets historie af dr. phil. Hans Schultz Hansen, områdeleder ved Rigsarkivet. I teksten er indlagt en række links med yderligere oplysninger.

Du kan også læse den længere version med links her

Indtil 1544: Vikingetid og middelalder

Ved vikingetidens begyndelse omkring år 800 løb det danske riges grænse mod syd langs Ejderen. Sydgrænsen for dansk bebyggelse og sprog var linjen fra Slesvig by til Husum. På det midterste stykke fulgte den grænsevolden Danevirke, hvis ældste del er dateret til 737. Området mellem Danevirke og Ejderen var oprindeligt øde, men befolkedes senere fra 1100-tallet af plattysktalende holstenske bønder og herremænd.

Den sydslesvigske vestkyst op til Tønder var allerede ved historisk tids begyndelse beboet af frisere med eget sprog.

Tværs over det sydlige Slesvig gik i vikingetiden den vigtige transithandelsrute mellem Vest- og Østeuropa. Et centrum for denne handel var Hedeby, som var beskyttet mod fjendtligt overfald af en halvkredsvold. Her byggede munken  Ansgar i år 826 Nordens første kristne kirke. I løbet af 1000-tallet mistede Hedeby sin betydning, og handelen flyttede til byen Slesvig. Slesvig nævnes i 948 som sæde for en biskop. De fleste andre købstæder opstod først i løbet af 1200-tallet i takt med befolkningens vækst og fremgangen i landets opdyrkning i den tidlige middelalder.

I slutningen af 1100-tallet blev Sønderjylland et hertugdømme. Da Valdemar Sejrs søn Abel i 1241 blev hertug af Sønderjylland, begyndte hertugernes kamp for øget selvstændighed i forhold til den danske kongemagt. Da Danmark svækkedes af indre uroligheder fra 1320'erne, vandt de holstenske grever stor indflydelse i Sønderjylland, som de benævnte Slesvig efter hertugdømmets hovedby. Fra 1375 var de hertuger af Slesvig. Holstenske adelsmænd indvandrede og erhvervede godser overalt i hertugdømmet, hvor den sønderjyske herremandsstand var svækket af den senmiddelalderlige landbrugskrise. Plattysktalende håndværkere og købmænd bosatte sig i købstæderne.

Fra 1375 forsøgte den danske kongemagt forgæves at genvinde magten over hertugdømmet Slesvig. Krige mellem kongen og de holstenske grever hærgede landsdelen i begyndelsen af 1400-tallet, men endte med kongemagtens nederlag.

I 1459 uddøde den holstenske hertug-greveslægt. Det følgende år valgte det magtfulde slesvig-holstenske ridderskab i Ribe den danske konge Christian den 1. til såvel hertug af Slesvig som greve af Holsten. Ridderskabet fik til gengæld udstrakte privilegier og monopol på embederne i Slesvig og Holsten, som kongen lovede skulle forblive "evigt udelte sammen".

Reformationen slog tidligere igennem i Slesvig end i det øvrige Danmark. 1528 udstedte hertug Christian en luthersk kirkeordinans for den nordligste del af hertugdømmet. Ved Reformationen fastlagdes den grænse mellem dansk og plattysk kirkesprog, som havde dannet sig i løbet af senmiddelalderen og som forløb stort set som den nuværende dansk-tyske grænse (tysk var dog også kirkesproget i de nordslesvigske købstæder). Kirkesproget blev senere afgørende for skolesproget. 

1544 - 1830: Hertuger og helstat

, som fik residens i Haderslev. De adelige godser regeredes af de tre landsherrer i fællesskab. Efter hertug Hans den Ældres død i 1580 deltes hans part mellem kongen og hertugen af Gottorp. I 1544 blev hertugdømmerne Slesvig og Holsten delt mellem kong Frederik 1.'s tre sønner: Den danske konge Christian 3., hertug Adolf, der tog sæde på Gottorp slot ved Slesvig, og hertug Hans den Ældre

Den kongelige del opdeltes i 1564 mellem kongen og hertug Hans den Yngre, som fik den sønderborgske del med bl.a. Als og Sundeved. Hans den Yngres område opdeltes senere yderligere mellem de sønderborgske, nordborgske, ærøske og plønske linjer.

Mens Hans den Yngre og hans efterslægt først og fremmest var driftige godsejere, forsøgte hertugerne af Gottorp at vinde størst mulig uafhængighed af den danske kongemagt. Da Danmark i 1600-tallet svækkedes efter nederlag i krigene med Sverige, blev den gottorpske del af Slesvig og Holsten udbygget til en selvstændig ministat. Den danske konge prøvede flere gange i slutningen af 1600-tallet at inddrage den gottorpske del af Slesvig under kronen, men først efter det svenske nederlag i den store nordiske krig lykkedes det.

I 1721 hyldede de slesvigske stænder den danske enevældige konge som herre over hele Slesvig. Kongen kunne tillige snart indlemme de små sønderborgske hertugdømmer, efterhånden som deres økonomiske basis svigtede. Der skete dog ingen ændring i administrationen af Slesvig; hertugdømmet regeredes fortsat sammen med Holsten og på tysk.

Politisk var slutningen af 1700-tallet en fredelig og stabil periode. Efter at de gottorpske hertuger fra 1773 også var ude af Holsten, var begge hertugdømmer på ny samlede under den danske konge. Tiden fra 1773 og frem til 1830'erne kaldes også "den florissante periode" og var den dansk-tyske helstats storhedstid.

I tiden fra 1500-tallet til 1800-tallet var Slesvigs økonomi præget af velstand, som dog led afbræk under svenskekrigene omkring midten af 1600-tallet og under englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. På vestkysten betød stormfloden i 1634 tillige en forbigående tilbagegang.

Bondestanden i de landsherrelige områder (kongens og den gottorpske hertugs andele) nød personlig frihed og kunne sikre sig del i den stigende velstand. Fra begyndelsen af 1600-tallet var de fri for at gøre hoveri, mens adelens bønder var underkastet godsdriftens hårde vilkår med tyngende hoveri og livegenskab, som varede ved indtil de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet. I landsherrernes områder begyndte udskiftningen nogle steder allerede i 1500-tallet. Her var skrivekyndigheden tidligt udbredt og bøndernes bygnings- og boligkultur moderne.

Som bro mellem det økonomisk fremskredne Holsten og det mere tilbagestående kongerige Danmark udfyldte hertugdømmet en vigtig funktion. I købstæderne trivedes handel, skibsfart og skibsbyggeri. Navnlig Flensborg og Aabenraa gjorde sig gældende på verdenshavene.

1830 - 1864: Den nationale konflikt begynder.

I helstatstiden følte de fleste indbyggere i hertugdømmet sig som slesvigere og den danske konges tro undersåtter. Fra begyndelsen af 1800-tallet vandt den nationale tanke imidlertid frem: Fyrsternes mere eller mindre tilfældigt sammensatte magtområde skulle ikke afgrænse de moderne stater; det skulle i stedet folkets sprog og kultur. Samtidig fik den liberale idé om et folkestyret samfund flere og flere tilhængere.

I 1830 satte revolutioner i Frankrig og Belgien den enevældige kongemagt under tryk. I 1834 oprettedes fire rådgivende stænderforsamlinger i det danske monarki, heraf én for hertugdømmet Slesvig. De slesvigske stænderforsamlinger blev imidlertid snart centrum for den fremspirende nationale modsætning mellem dansk og tysk. På tysk side ønskede man, at Slesvig sammen med Holsten skulle udgøre en selvstændig stat med sin egen liberale forfatning. Hertugdømmerne skulle kun være løst knyttet til Danmark, men i stedet slutte sig til den tyske enheds- og frihedsbevægelse. Når det oldenborgske kongehus engang uddøde i Danmark, skulle hertugen af Augustenborg som en sidelinje til det danske kongehus regere over hertugdømmerne.

På dansk side var hovedkravene, at dansk indførtes som rets- og forvaltningssprog i det nordlige Slesvig samt at dansk blev ligeberettiget med tysk i de slesvigske stænderforsamlinger. De danske krav støttedes snart af de liberale i København, som ville have Danmarks grænse sat ved Ejderen og Slesvig knyttet nærmere sammen med kongeriget end med Holsten. Højskolen i Rødding og små sognebiblioteker oprettedes for at støtte den danske kulturkamp og forhindre, at det plattyske folkesprog bredte sig til Nordslesvig.

I 1840'erne vandt de to nationale bevægelser frem. De forsøgte at hverve tilhængere gennem den opblomstrende presse, ved at afholde folkefester og fremelske nationale sange og symboler, samle underskrifter til stænderforsamlingerne osv. Størstedelen af befolkningen var dog afventende.

I revolutionsåret 1848 blev hertugdømmerne imidlertid inddraget i de vældige europæiske begivenheder. Efter at den danske konge optog national-liberale ministre fra den ejderdanske bevægelse i sin regering i København, iværksatte de slesvig-holstenske ledere i Kiel en opstand. Det udløste en borgerkrig, Treårskrigen, som fremmede befolkningens opdeling i to fjendtlige nationale lejre, de danskorienterede slesvigere og de tyskorienterede slesvig-holstenere. Preussen sendte tropper til støtte for slesvig-holstenerne.

Krigen endte i 1850 med en dansk militær sejr over slesvig-holstenerne, som stod alene efter at Preussen havde trukket sig ud af krigen. Men stormagterne tillod ikke Danmark at gennemføre Ejdergrænsen. I stedet genoprettedes helstaten for en kort tid. Slesvig blev dog adskilt fra Holsten. I det midterste Slesvig forsøgte den danske regering at standse og omgøre befolkningens skifte fra sønderjysk til plattysk dagligsprog ved at fremme brugen af dansk i kirke og skole med tvang (sprogreskripterne) - resultatet blev derefter.

Det viste sig snart umuligt at finde en varig løsning på det danske helstatsmonarkis forfatningsproblem, som både holstenere, slesvigere og danskere kunne enes om. Resultatet blev krigen i 1864, hvor Preussen og Østrig besejrede Danmark, som måtte afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.

1864 - 1920: Den tyske tid

Efter en indbyrdes krig mellem sejrherrerne i 1866 blev hertugdømmerne i 1867 indlemmet i Preussen, som omdannede dem til provinsen Slesvig-Holsten.

Efter 1864 fortsatte den økonomiske modernisering, som var begyndt omkring 1830, men landsdelen var nu en afsides udkant af det store tyske rige. Det svækkede den økonomiske ekspansion og bevirkede en betydelig udvandring og en langsom urbanisering (byvækst). Landbruget blev mere intensivt, men fedekvæg var stadig et meget vigtigt produkt ved siden af korn, mejeriprodukter og svin. Industrialiseringen begyndte, men slog dog kun fuldt igennem i Flensborg. Samfærdselsmulighederne forbedredes ved dampskibe, et moderne vejnet og især ved jernbanerne, hvad enten det var statsbanernes fjernforbindelser eller de lokale amtsbaner. Langs jernbanerne opstod talrige stationsbyer.

Mens slesvig-holstenerne snart affandt sig med indlemmelsen i Preussen og Det tyske Rige, fastholdt de dansksindede nordslesvigere deres sindelag. I de første årtier efter 1864 protesterede de energisk mod annektionen. Deres politiske basis herfor var paragraf 5 i freden mellem Preussen og Østrig fra 1866, der foreskrev en folkeafstemning om, hvorvidt de nordlige distrikter af Slesvig skulle forenes med Danmark. Paragraffen blev imidlertid ophævet i 1878.

Med henblik på en langvarig nationalitetskamp organiserede den danske bevægelse sig fra 1880'erne i en række store og små nationale foreninger. Forbindelsen til Danmark og de folkelige bevægelser dér styrkedes i takt med, at myndighedernes forsøg på at fortyske Nordslesvig med tvang intensiveredes. I 1888 blev tysk således eneste undervisningssprog i folkeskolen, og staten indledte samtidig opkøb af landbrugsjorden for at sikre den på tyske hænder. Den danske bevægelse kunne imidlertid hævde sig. Den uafhængige bondestand, som var dens rygrad, holdt stand i jordkampen og beholdt sin afgørende indflydelse i det nordslesvigske samfund, fordi byerne kun voksede langsomt.

Kulturelt og politisk forvandledes de dansksindede slesvigere til danske sønderjyder. Denne indre vækst fortsatte på trods af den hårde undertrykkelse under den såkaldte "Køllerpolitik" 1897-1901, men efter århundredskiftet vandt tyskheden dog talmæssigt frem især i købstæderne.

Her opstod endvidere en formelt nationalt neutral, men dog tyskledet arbejderbevægelse. I Flensborg fik det allerede skæbnesvangre konsekvenser for danskheden i 1880'erne, idet dansksindede arbejdere begyndte at stemme socialdemokratisk. Den flensborgske danskhed svækkedes dog også af, at byens dansksindede altovervejende havde tysk dagligsprog.

Under den første verdenskrig 1914-18 måtte også de dansksindede sønderjyder som tyske statsborgere sende de unge mænd til fronten, hvor ca. 5.200 blev dræbt. Det tyske nederlag og revolutionen i 1918 åbnede imidlertid vejen for en genforening med Danmark. De danske sønderjyder krævede en folkeafstemning, og dette krav blev imødekommet i fredstraktaten i 1919. I 1920 gennemførtes to folkeafstemninger. Den 10. februar stemte Nordslesvig under ét sig med et dansk flertal på 75 % af stemmerne til Danmark. Den 14. marts stemte 80 procent af vælgerne i den mellemslesvigske afstemningszone derimod for områdets forbliven ved Tyskland. Også Flensborg havde stort tysk flertal. Selv om en kraftig dansk bevægelse på trods af dette ønskede byen med til Danmark, blev grænsen draget af den internationale tilsynskommission nord om Flensborg og syd om Tønder (den nuværende dansk-tyske grænse).

Efter 1920: Det genforenede Sønderjylland

Den nye grænsedragning efterlod et beskedent dansk mindretal syd for grænsen og et noget større tysk mindretal nord for den. De to mindretal organiserede sig snart med egne skoler og præster, politiske partier, kulturelle foreninger osv. De tyske nordslesvigere fik straks i 1920 liberale mindretalsvilkår, mens de danske sydslesvigere først i løbet af 1920'erne opnåede blot nogenlunde tilsvarende frihed. Begge mindretal blev støttet af deres moderlandes regeringer og private grænseorganisationer.

På trods af hårde kriseår for landbruget og antiparlamentariske krisebevægelser både i 1920'erne og 1930'erne blev Nordslesvig snart integreret i det danske samfund. Landbruget indrettedes efter danske markedsforhold, og industrialiseringen fremskyndedes - på Nordals grundlagdes Danfoss. Den danske administration og det danske skolevæsen var andre hovedfaktorer i sammenføjningen.

De nationale mindretal ønskede begge grænseflytning, men det danske var for svagt til at virke politisk for kravet. Det tyske mindretal kunne derimod efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 lægge vægt bag sit stærke ønske og fik opbakning fra de lokale nazispidser i Slesvig-Holsten, hvor nazismen tidligt opnåede sit gennembrud i kølvandet på 1920'ernes og 1930'ernes kriseår. Det tyske mindretals organisationer blev snart ensrettet efter nazistisk forbillede, og den nationalsocialistiske ideologi fik et gennembrud blandt de tyske nordslesvigere.

Den tyske rigsregering ønskede imidlertid ikke nogen udenrigspolitisk konfrontation på det slesvigske grænsespørgsmål. Også under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 lå grænsen fast. Det nye tyske nederlag i 1945 svækkede den nordslesvigske tyskhed, og efter Danmarks befrielse iværksatte de danske myndigheder et omfattende retsopgør med mindretallet. Mange interneredes og fængsledes i Frøslevlejren, der omdøbtes til Fårhuslejren.

Det tyske samfunds sammenbrud i Sydslesvig var totalt. Provinsen Slesvig-Holsten blev besat af briterne. Den økonomiske og sociale nød var kolossal, og landsdelen invaderedes dertil af flygtninge fra de tyske østområder. Dette kaos bevirkede sammen med nazismens udhuling af de åndelige værdier, at et flertal af de hjemmehørende sydslesvigere nu ønskede landsdelens indlemmelse i Danmark. Det danske mindretal, som under de vanskelige vilkår efter 1933 var blevet reduceret til sin inderste kerne, oplevede en vældig nytilgang. Talrige danske skoler og foreninger blev oprettet.

I Danmark støttede brede kredse kravet om Sydslesvigs indlemmelse, men folketingsflertallet og regeringen betvivlede varigheden af den sydslesvigske nationale omorientering og modsatte sig en grænseflytning. Efterhånden kom Slesvig-Holsten på fode igen, ikke som en preussisk provins, men som et selvstændigt land i Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland). De materielle kår forbedredes med D-markens indførelse. De fleste tilhængere af Sydslesvigs indlemmelse i Danmark faldt fra den danske bevægelse og fandt på ny en plads i det tyske samfund. Men det danske mindretal var betydeligt styrket i forhold til før 1945.

Under den kolde krig involveredes både Danmark og Tyskland i et tættere europæisk samarbejde, først og fremmest i NATO. Velfærdstaten voksede frem og hæmmede nationalismen. I løbet af 1950'erne faldt de nationale modsætninger til ro. Med København-Bonn-erklæringerne fra 1955 tilsagde Danmark og Tyskland i gensidige erklæringer de slesvigske mindretal liberale vilkår i moderne demokratiske samfund. Det blev understreget, at det står den enkelte i grænselandet frit for at vælge sin nationale identitet, uden at myndighederne må rejse tvivl ved ægtheden i hans motiver.

Den nationale afspænding fortsatte fra 1950'erne til 1990'erne. Da de nationale mindretalsspørgsmål i Østeuropa på ny blev aktuelle efter kommunismens sammenbrud i begyndelsen af 1990'erne, fremhævede mange "den slesvigske model" som en mulig løsning på nationale mindretals problemer. Ved slutningen af 1990'erne følte mange nord for grænsen dog stadig mistro til den store tyske nabo mod syd, og syd for grænsen hindrede det fortsat ringe kendskab til det danske sprog i flertalsbefolkningen en folkelig kontakt til nabofolket i nord.

Planerne om et institutionaliseret grænseoverskridende samarbejde ved dannelsen af en europæisk grænseregion blev realiseret på trods af udbredt modstand nord for grænsen - Nordslesvigs og Sydslesvigs fælles interesse i at udvikle grænseregionen økonomisk og socialt med midler fra EU og modvirke landsdelenes triste skæbner som udkantsregioner i nationalstaterne satte sig igennem.

 

Tidsafsnit i grænselandets historie 
 

Her finder du links til forskellige tidsafsnit i grænselandets historie. (Den enkelte artikels forfatter fremgår af artiklen).

Her finder du også et link til en kronologisk oversigt over de vigtigste begivenheder i Sønderjyllands historie.