Historiesyn

Der er forskellige opfattelser af, hvad historie er, og hvordan den enkelte ser på historien. I dag er de fleste historikere enige om, at hver generation har sin opfattelse af historien. Professor, dr.phil. Steen Bo Frandsen, Syddansk Universitet, siger, at ”hver tid har sin fortid”, og at ”enhver tid har den historie, den har brug for”. Vi stiller spørgsmål til historien ud fra samtidens behov og finder de svar, der kan forklare vores egen tid og det samfund, vi er en del af.

Den nationale historiefortællings mest udbredte bog var A.D. Jørgensens "40 fortællinger af fædrelandets historie" fra 1882, som havde baggrund i den preussiske stats målbevidste forsøg på at fortyske dansksindede sønderjyder. Presset fra et aggressivt preussen stimulerede en bestemt historiefortælling med udgangspunkt i en næste mytologisk fortælling om det danske folks sammenhængskraft og styrke gennem århundreder overfor det mægtige tyske rige. Grænselandet og forholdet til vores tyske nabo har gennem de sidste 200 år spillet en afgørende rolle i historiefortællingen. De slesvigske krige i 1848 og 1864 og tabet af hertugdømmerne, Genforeningen i 1920 og Besættelsen 1940-45 var den trend, hvori fortællingen blev indvævet. 

I disse årtier opsættes en ny trend. Globalisering, europæisk samarbejde og kulturmøde stiller andre spørgsmål og efterspørger en anden historiefortælling. Historikerne træder ud af den nationale boble og anskuer fortællingen om os selv i et større perspektiv. Nationernes historie bliver til myten om nationernes historie. Fokus flyttes til fortællingen om vekselvirkningen mellem det danske og vores naboer. Også i den sammenhæng spiller Grænselandet og mindretallene en væsentlig rolle, fordi man i grænselandet har århundreders erfaring med mødet med det anderledes.