Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Hertugdømmerne efter delingerne 1581-1582. Kort: Jørgen Andersen: Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev.

Delinger af Slesvig/Sønderjylland

Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland blev fra tidlig middelalder almindeligvis brugt til forsørgelse af kongehusets yngre sønner. Dette medførte, når der var flere sønner, en række delinger af Slesvig, som splittedes i flere områder under forskellige verdslige og kirkelige administrationer. Allerede før 1200 indtog området en særstilling som grænseområde under en særlig jarl, der stod for grænselandets forsvar. I 1115 blev Knud Lavard grænsejarl, og han er den første i dette område, der har betegnelsen hertug. Med Valdemar Sejr fastlagdes ordningen med at benytte hertugdømmet som sæde for en yngre søn.

Da kong Abels slægt, der havde været slesvigske hertuger siden 1241, uddøde i 1375, tiltvang de holstenske grever sig herredømmet. Først da grev Adolf døde barnløs i 1459, kunne hans søstersøn og arving, Christian af Oldenburg, der siden 1448 havde været konge af Danmark under navnet Christian 1., overtage Slesvig. For at sikre sig ridderskabets støtte måtte han dog i 1460 i Ribe love at holde Slesvig og Holsten sammen - "Up ewig ungedelt." - Ved Christian 1.'s død i 1480 begyndte en ny række delinger, hvor kongen altid beholdt en del af såvel Slesvig som Holsten, mens kongehusets yngre linjer fik andre dele i Slesvig og Holsten.

En afgørende deling fandt sted i 1544 mellem Frederik 1.'s sønner. Den ældste, Christian 3., fik sine hovedparter i Flensborg og Bredsted amter samt Als og Sundeved. Hans den Ældre fik dele af Haderslev, Tønning, Tønder og Slesvig amter, og Adolf fik Aabenraa og Slesvig amter, mens den resterende del af Slesvig skulle regeres af de tre i fællesskab. Holsten deltes efter tilsvarende retningslinier.

Adolfs part, der regeredes fra Gottorp Slot, opretholdtes og udvidedes gennem de følgende delinger, og hans efterkommere fik afgørende politisk indflydelse, bl.a. takket være ægteskabsforbindelser med det svenske kongehus. Først efter den danske sejr i Den store nordiske Krig 1721 kunne kongen inddrage den gottorpske del af Slesvig. I 1773 mageskiftede kongen endvidere med den holstenske del, hvor kongen sikrede sig hertugens del mod nogle nordtyske besiddelser. Hertugdømmerne administreredes dog fortsat på tysk, og den gamle adels store godsbesiddelser strakte sig fortsat ind i begge hertugdømmer.

Derimod blev de augustenborgske hertuger, hvis slægt grundlagdes af en sønnesøn af hertug Hans den Yngre af Sønderborg, kun storgodsejere - ikke regerende hertuger i samme forstand som de gottorpske.