Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Genforeningen med links til kilder

Tanken om og fastsættelsen af en afstemning (oktober 1918 - juni 1919)

Så snart det tyske tilbud om våbenstilstand var blevet kendt, henvendte H.P. Hanssen sig 5. oktober i det tyske udenrigsministerium vedrørende en løsning af det nordslesvigske spørgsmål. Ved at genoptage tanken om Clausen-linjen fra 1891 forestillede han og andre nordslesvigere sig, at Danmarks fremtidige sydgrænse skulle gå syd om Tønder og nord om Flensborg (se tekst). Samtidig tilkendegav det danske socialdemokrati uofficielt over for Ebert, at en eventuel folkeafstemning skulle begrænses til de danske områder i Nordslesvig (se tekst). Kun få dage efter lod ledende tyske socialdemokrater i Slesvig-Holsten denne tanke sive ud til offentligheden (se tekst).

H.P. Hanssen gentog sit krav den 23. oktober i den tyske rigsdag (se tekst), medens den samlede danske rigsdag på samme tid - efter mange forberedende samtaler - blev enig om at bane vejen for en ny grænsedragning i overensstemmelse med nationalitetsprincippet (se tekst). Medens der som en følge af denne udvikling samlede sig en tysk modbevægelse på det lokale plan (se tekst), anbefalede den nye tyske revolutionsregering under ledelse af Ebert i midten af november en løsning af det nordslesvigske spørgsmål ved en folkeafstemning (se tekst).

H.P. Hanssen gik ind for, at en folkeafstemning begrænsedes til Nordslesvig for at undgå, at det fremtidige Danmark i lang tid fremover fik et tysk mindretal (se tekst). Danskerne i Flensborg og Mellemslesvig, som derved i bogstavelig forstand blev "udgrænset", krævede imidlertid ligeledes en folkeafstemning (se tekst), medens atter andre stræbte efter at få grænsen ved Slien-Danevirke - i givet fald også uden afstemning, hvis det ikke var muligt på anden måde (se tekst). Aabenraa-retningen med H.P. Hanssen som leder og Flensborg-danskerne med Andreas Grau og I.C. Paulsen i spidsen opnåede den 17. november kun med møje og besvær at sammenfatte deres forskellige standpunkter i en resolution, som fastlagde, at afstemningen skulle finde sted i Nordslesvig som en helhed ("en bloc"), men derimod kommunevis i Mellemslesvig (se tekst).

Efter at man på dansk side - da de allierede havde grebet ind i sagen - havde opgivet tanken om en direkte dansk-tysk forståelse om en folkeafstemning i Nordslesvig (se tekst), blev Nordslesvig-spørgsmålet i 1919 taget op ved fredsforhandlingerne i Paris og drøftet dér under fransk formandskab i en belgisk-slesvigsk kommission, som danske, men derimod ikke tyske repræsentanter fik foretræde for (se tekst). Kommissionen udvidede afstemningsområdet med en tredje, sydslesvigsk zone, som strakte sig til Danevirke (se tekst). En afstemning i hele Slesvig ville efter den tyske rigsregerings mening, som dog ingen vægt havde, have krævet en kommunevis afstemning i hele Slesvig og områdeafståelser, hvor 2/3 gik ind for det (se tekst). Den tredje afstemningszone, som endnu var med i det første udkast til fredstraktaten 7. maj 1919, blev efter heftig protest fra den danske regering Zahle (se tekst) strøget i traktatens endelige tekst efter en bemærkelsesværdig kort samtale mellem den britiske premierminister Lloyd George og USA’s præsident Wilson - så at sige i en sidebemærkning og i sidste minut (se tekst).

Artikel 109-114 i traktaten, som blev offentliggjort den følgende dag, behandlede Slesvig-afstemningen. Artiklerne fastsatte afstemningsområdet til at omfatte to zoner, hvilke personer der havde stemmeret, fremgangsmåde ved afstemningen, tolkningen af afstemningens resultat og en fælles kontrol, der skulle udøves af en international kommission (se tekst).

For at undgå en genoptagelse af krigshandlingerne underskrev Det tyske Rige den 18. juni 1919 under protest fredstraktaten, som af tyskerne blev opfattet som et diktat. Dermed var også forløbet af Slesvig-afstemningen fastlagt, og både danskere og tyskere begyndte på de organisatoriske forberedelser.

I overensstemmelse med sit mandat (se tekst) fik socialdemokraten dr. Adolf Köster, der var blevet udsendt til Slesvig-Holsten som statskommissær, de tyske organisationer og partier til at arbejde sammen om en fælles agitations- og oplysningskampagne, der sigtede mod hele befolkningen (se tekst samt Rendsborg-erklæringen af 3. juli 1919).

Også i Nordfrisland, som alene havde valget mellem dansk og tysk, bølgede snart striden mellem de forskellige opfattelser. Medens tusinder på "frisermødet" i Nibøl den 10. august 1919 aflagde troskabsed til Tyskland (kilde 48), kæmpede en gruppe med Cornelius Petersen og Johannes Oldsen i spidsen for Nordfrislands forening med Danmark (se tekst).

På dansk side fremkaldte offentliggørelsen af de endegyldige fredsbetingelser og dermed bortfaldet af 3. zone voldsomme, interne uoverensstemmelser. Dannevirke-bevægelsen og Flensborg-danskerne satte sig til modværge, selvom deres kamp folkeretligt var udsigtsløs, og beskyldte både H.P.Hanssen, der var blevet udnævnt til dansk minister, og regeringens leder, Zahle, for at føre en "tyskvenlig kurs" (se tekst).

Siden august 1919 havde Den internationale Kommission (CIS) i København forberedt sig på sine opgaver. Dens medlemmer var englænderen Sir Charles Marling, franskmanden Paul Claudel, nordmanden Thomas Heftye og svenskeren Oscar von Sydow. USA havde ret til en plads, men den blev ikke besat, eftersom USA afslog at ratificere fredstraktaterne. Kommissonens generalsekretær var englænderen Charles Brudenell-Bruce, der ikke havde stemmeret, men alligevel fik stor indflydelse.

I den forberedende fase udarbejdede kommissionen både de principielle regler for afstemningens forløb og for de allieredes overtagelse af forvaltningen vedrørende pas, told, skatter, post, politi og forsørgelsesvæsen i afstemningsområdet. 10. januar 1920 kundgjorde CIS i en dansk-tysk proklamation overtagelsen af den øverste, udøvende myndighed (se tekst) og opslog sit kvarter i Flensborg den 16. januar 1920.

Medens de tyske tropper trak sydpå ud af afstemningsområdet, rykkede efter dem franske og engelske tropper ind nordfra; disse blev hilst velkommen af den danske befolkning (se tekst), mens tyskerne ventede dem med ængstelig modvilje (se plakat).

Den "afstemningskamp", som nu satte ind, blev både på dansk og tysk side præget af en massiv propagandaindsats. På plakater, flyveblade, løbesedler og nødpenge, i tidsskrifter og aviser, i sange og karikaturer blev der spredt slagord, som skulle ruske op og lede til en afgørelse. Der blev formidlet identitetsskabende symboler og hældt bidende spot ud over den nationale modstander, som dog kun sjældent blev fremstillet direkte i et fjendebillede. Begge sider appellerede til den historiske bevidsthed,, til materielle interesser og til det sociale ansvar over for den opvoksende generation (se danske og tyske afstemningsplakater) eller også til klassebevidstheden (se tekst).

Det højre-nationalistiske Kapp-kup, der blev sat i værk 13. marts 1920 i Berlin, truede med at overskygge afstemningen, men det fik dog takket være dr. Kösters resolutte modforholdsregler ingen afgørende indflydelse på afstemningsresultatet (se plakat).

Zone 1 (Nordslesvig) stemte den 10. februar, zone 2 den 14. marts 1920. Blandt de ca. 182.000 stemmeberettigede befandt sig også ca. 47.000 udefrakommende, som kom fra nær og fjern, hvor de var blevet opsporet af de danske og tyske organisationer. I mange tilfælde var disse mennesker efter mange års forløb for første gang igen på deres fødeegn, boede som gæster hos familier og oplevede her afstemningsdagene sammen med den hjemmehørende befolkning:

En stemmeberettiget tilrejsende fra Danmark


En stemmeberettiget tilrejsende fra Tyskland


Afstemningen i 2. zone. Uddrag af erindringer fra stemmeberettiget tilrejsende fra Tysklan
Afstemningsdagen i Flensborg den 14. marts 1920 set fra dansk synsvinkel

Af i alt 111.191 stemmeberettigede i 1. zone stemte 101.652. Dette svarede til så høj en stemmeprocent som 91,5, der markerede en klar afgørelse til fordel for Danmark: for Danmark stemte 75.431 (74,9%), medens 25.329 afgav deres stemme på Tyskland (25,1%).

Af de 70.854 stemmeberettigede i 2. zone stemte 64.524. Dette gav ligeledes en høj stemmeprocent, 91, og gav ligeledes et entydigt resultat. For Tyskland stemte 51.724 (80,2%), medens 12.800 (19,8%) besluttede sig for Danmark.

Også i Flensborg, begivenhedernes brændpunkt i 2. zone, stod over for de 8944 danske stemmer (24,8%) et klart tysk flertal på 27.081 stemmer (75,2%).

Der var ganske vist tysk flertal i større områder i den sydlige del af 1. zone, deriblandt også i de fleste byer, medens i 2. zone tre små valgdistrikter på øen Før opviste dansk flertal.

Efter afslutningen på begge afstemninger tilfaldt der Den internationale Kommission den opgave på grundlag af afstemningsresultaterne, men også under hensyntagen til økonomiske og geografiske synspunkter at forelægge et endeligt forslag om grænsen. Fra tysk og Flensborg-dansk side blev der derfor også efter folkeafstemningen gjort forsøg på at få indflydelse på CIS´s forslag til grænsens forløb i retning af deres egne forestillinger. Hos Flensborg-danskerne blev der efter en overgang, der var præget af nedslåethed, udviklet planer for alligevel at knytte byen ved fjorden til Danmark eller i det mindste at opnå en mangeårig internationalisering af 2. og 3. zone og deres økonomiske tilknytning til Danmark for så efter 10-15 år ved en ny folkeafstemning eventuelt at kunne drage Flensborg over til Danmark (Ernst Christiansens dagbogsoptegneler og Dansk petition fra 2. zone).

På tysk side henviste man til, at i den sydlige del af 1. zone havde de talrige afstemningsdistrikter med tysk flertal ofte territorial forbindelse med hinanden og grænsede delvist umiddelbart op til 2. zone. Man krævede en grænse, der forløb nord for Clausen-linjen, og den tyske sagkyndige Johannes Tiedje skitserede en anational udligningslinje (Tiedje-linien), som forløb nord for Højer, Tønder, Ravsted og Tinglev og mødte Flensborg Fjord syd for Gråsten (flyveblad om Tiedje-linjen og Resolution fra Slesviger-Holstener-Forbundet af 26/3 1920). Efter at CIS havde lavet det forberedende arbejde, tog ambassadørrådet i Paris imidlertid hverken hensyn til de danske eller de tyske indvendinger. 15. juni 1920 fik Danmark og Tyskland tilsendt den officielle meddelelse om grænsens forløb, og besættelsestropperne trak sig ud. 1. zone (Nordslesvig) blev indlemmet i Danmark, 2. zone med Flensborg (Mellemslesvig) blev under Tyskland (se tekst).

17. juni 1920 bød overborgmester Todsen, udenrigsminister Adolf Köster, den prøjsiske indenrigsminister Severing og en feststemt befolkning på Søndermarked i Flensborg de tyske tropper velkommen, som med orkesteret i spidsen vendte tilbage til byen. I tilslutning hertil fejredes ved folkefester i Marieskoven og Østersøbadet til den lyse morgen, 18. juni, den genvundne tyske suverænitet, som rigspræsident Ebert i et telegram ønskede til lykke med og udtrykte sin taknemmelighed for (se tekst).

I København underskrev Christian 10. den 9. juli den statsretligt afgørende lov om "Indlemmelsen af de sønderjyske landsdele". I et supplerende "Kongeligt budskab", som var tydeligt følelsespræget, karakteriserede Christian X. denne begivenhed som den "genforening", man længe havde stræbt efter (se tekst).

Efter de officielle erklæringer fulgte i hele Danmark en festuge. Endnu 9. juli afholdt man i Københavns idrætspark en stor folkefest med deltagelse af kongehuset og regeringen. Samme aften forlod kongefamilien København med skib og lagde næste morgen til kaj i Kolding. Fulgt og hilst velkommen af en tusindtallig menneskeskare red Christian 10. om formiddagen den 10. juli på en hvid skimmel ind i Nordslesvig over den hidtidige grænse, som således også symbolsk blev slettet.

Den følgende dag, 11. juli, samledes 50.000 feststemte mennesker på Dybbøl Banke, hvor Danmark havde lidt sit afgørende nederlag i 1864, og lyttede til taler af kongen, lensgreve Schack, H.P. Hanssen og af statsminister Niels Neergaard, der efter at have formuleret sin tak heller ikke glemte de tyske nordslesvigere og pegede på de store fremtidige udfordringer (se tekst).

Nordslesvigs forening med Danmark i 1920 betød, at den danske stats område blev udvidet. Allerede i 1918 ved udsigten til denne udvidelse, påbegyndte regering og rigsdag overvejelserne om Nordslesvigs kommende stilling inden for riget. Der blev nedsat et udvalg - Kriegerudvalget bestående af kabinetssekretær A. Krieger og herredsfuldmægtig Martin Hammerich - der skulle foreberede landsdelens indlemmelse.

Kriegerudvalget blev senere afløst af Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg og Det midlertidige Ministerium for sønderjydske Anliggender under H.P. Hanssens ledelse. Målet for de danske politikere og embedsmænd var,k at landsdelen hurtigst muligt skulle gå fuldstændig op i den danske stat (kilde 75). Kongeågrænsen skulle slettes fuldt og helt.

Nordslesvigs integration i Danmark omfattede ligeledes befolkningens integration i det danske politiske system og dermed deling efter partilinjer. De danske nordslesvigere havde i deres politiske arbejde i årene 1864-1920 organiseret sig som en nationale bevægelse og ikke som et partipolitisk parti. De politiske valg var blevet brugt som nationale manifestationer - en lejlighed til at vedkende sig sin danske identitet. Efter 1920 skulle nordslesvigerne finde deres politiske ståsted. Vanskelighederne ved denne proces viste sig særligt ved det første valgt til det danske Folketing, hvor stemmeprocenten i Nordslesvig lå væsentligt under det danske landsgennemsnit (69% mod 77%). I løbet perioden steg valgdeltagelsen imidlertid, og den nordslesvigske befolkning fandt sig til rette i det danske politiske system (kilde 76 og 77).

Særlig opmærksomhed må her rettes mod Socialdemokratiets udvikling. Det socialdemokratiske parti var det eneste parti, der også før 1920 havde været repræsenteret i Nordslesvig men som en del af den tyske socialdemokratiske bevægelse. Partiets organisation i landsdelen var derfor ved indlemmelsen i 1920 tyskorienteret. De lokale partiledelser accepterede imidlertid indlemmelsen i den danske socialdemokratiske bevægelse (kilde 78). Den nordslesvigske organisations integration blev fremmet ved, at den danske partiledelse sendte I.P. Nielsen til landsdelen som partiets repræsentant. I.P. Nielsen tilhørte det danske socialdemokratis internationalistiske fløj og var tyskkyndig. Samtidigt havde han i forvejen et godt ry blandt tyske socialdemokrater, der havde givet ham tilnavnet "der Kindervater" for hans indsats for at få tyske arbejderbørn på ferieophold i Danmark. I løbet af perioden voksede partiets andel af stemmerne i landsdelen, og partiets ry som et tysk parti forsvandt.

Nordslesvigs integration i Danmark var ikke bare et spørgsmål om administration og partideling. Det danske samfund og dansk kultur havde i årene 1864-1920 gennemgået en rivende udvikling, som de dansksindede havde været på afstand af. Særlig i området tæt ved den nye grænse - den såkaldte "truede firkant" - var kendskabet til denne udvikling og dansk kultur i det hele taget mangelfuldt. Erfaringerne fra årene 1864-1920 havde vist de dansksindede, at forsamlingshuse kunne fungere som centre for dansk kultur. Efter 1920 iværksatte man derfor et større forsamlingshusbyggeri (kilde 79).

På det økonomiske område stod landsdelens hovederhverv, landbruget, over for en stor omstillingsproces. I årene 1864-1920 havde det nordslesvigske landbrug produceret til et beskyttet tysk hjemmemarked. Store landområder var således udlagt som græsningsarealer for kødkvægsproduktion. Dansk landbrug var derimod baseret på intensive mejeribrug og svineproduktion til eksportmarkeder. Efter 1920 måtte det nordslesvigske landbrug tilpasse sig de nye afsætningsvilkår. De nordslesvigske brug var gennemgående større end de danske og havde en dårligere jordfordeling. Samtidigt betød indlemmelsen i Danmark, at den danske stat kom til at eje store landområder i landsdelen, dels ved overtagelse af den preussiske stats domænegårde, dels ved køb af de augustenborgske godser m.fl. Dette skabte basis for udstykning af et stort antal nye brug. I alt blev der i årende 1920-1942 med statsstøtte udstykket ca. 1.840 nye brug. Fordelingen af disse brug var i en vis udstrækning til debat i forbindelse med den nationale kamp. De tysksindede frygtede, at en storstilet udstykning ville svække deres stilling i landsdelen, mens de dansksindede håbede, at man ved udstykning kunne tiltrække gode danske landmænd til grænsestrøget, hvor danskheden stod svagest (kilde 80).

Hvor Nordslesvig skulle integreres i Danmark, forblev Sydslesvig en del af Tyskland. Men dette Tyskland var et andet end det, der eksisterede før 1. Verdenskrig. Tyskland var ved revolutionen i november 1919 blevet til en republik. Ved valget til den grundlovgivende forsamling i januar 1919 kunne de demokratiske partier - herunder SPD - også i Sydslesvig notere en stor valgsejr. Men Weimarrepublikken blev født i skyggen af nederlaget i 1. Verdenskrig og Versaillestraktaten, og Sydslesvigs historie i årene 1920-1933 bærer tydelige præg af dette. Weimarrepublikken blev af mange snart identificeret med nederlaget, landafståelder, økonomiske kriser og politisk ustabilitet. Ved de efterfølgende valg vandt partierne uden for "Weimar-koalitionen" derfor frem (kilde 81 og 82).

Afståelsen af Nordslesvig blev af de tysksindede sydslesvigere opfattet som en national uretfærdighed. Den nationale kamp måtte fortsætte med en grænserevision som mål. I denne kamp søgte de nydannede tyske nationale foreninger et samlingspunkt. Da Weimarrepublikken blev identificeret med landafståelsen, kunne det "nye" Tyskland ikke bruges. I stedet søgte organisationerne tilbage til de slesvig-holstenske rødder fra forrige århundrede (kilde 83), eller de søgte næring i tidens radikale tanker om et racerent ("völkisches") Tyskland, hvorfra der ikke var langt til nazismen (kilde 84 og 85).

Weimarrepublikken blev i sin korte levetid udsat for gentagne økonomiske og politiske kriser, der gav grobund for politiske partier og andre bevægelser, der stillede sig i opposition til det eksisterende system, f.eks. "Landvolkbevægelsen", der i årene op imod 1930 radfikaliseredes i retning af nazismen (kilde 86).