Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Oksevejens grænsestation 1921. Skiltet havde tidligere været opstillet ved Frederikshøj grænseovergangsted, men blev flyttet sydpå i 1920. På billedet en toldbetjent, en politibetjent og to...

Grænsegendarmeriet

Grænsegendarmeriet blev oprettet ved kongelig resolution af 4. december 1838 af tre rytterregimenter i Holsten og var indtil 1864 underlagt hæren. Gendarmeriet kæmpede i 1864-krigen sammen med det slesvigske gendarmeri som en militær enhed. Gendarmeriet blev herefter nedlagt men genoprettet i 1866, hvorefter det virkede som et militært organiseret grænsetoldpoliti-korps ved Kongeågrænsen.

Fra den 5. maj 1920 fungerede korpset langs Kruså-grænsen, hvor den såkaldte Gendarmsti blev anlagt til afpatruljering af grænsen.

Ved besættelsen tidligt om morgenen den 9. april 1940 myrdedes tre grænsegendarmer ved jernbaneviadukten i Padborg af civilklædte tyske efterretningsfolk. Besættelsesmagten frygtede, at jernbaneviadukten ville blive sprængt, hvilket ville forsinke den tyske besættelse alvorligt. Læs fortællingen her.

Under besættelsen faldt osgå korpsets chef oberst Svend Bartholin Paludan-Müller den 26. august 1944 i ildkamp mod Gestapo og tyske militære enheder.

Den 19. september 1944 blev 291 grænsegendarmer ved den såkaldte "Operation Möwe" afvæbnet og interneret i Frøslevlejren. Nogle uger senere blev 141 af dem sendt videre til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg. Af disse omkom 36 under opholdet mens fem døde senere af følgerne af kz-opholdet. En mindemur over de omkomne grænsegendarmer er opstillet i Frøslevlejren. Ved befrielsen 5. maj 1945 overtog modstandsbevægelsen grænsebevogtningen og blev fra den 10. maj assisteret af Den danske Brigade i Sverige. I juli 1945 afløstes disse af mandskab fra hæren, og i maj 1946 overtog Grænsegendarmeriet igen den fulde grænsebevogtning.

Grænsegendarmeriet blev i 1952 omdannet til et civilt korps (Toldgrænsekorpset). Korpset bevogtede den danske grænse mod Tyskland indtil 1968, hvorefter Politiet overtog opgaven i samarbejde med Toldvæsenet. Patruljeringen foregik til fods ad Gendarmstien, hvor hver enkelt gendarm havde et bestemt stykke af grænsen at passe.

I en længere periode var korpsets uniformer lyseblå og blev af samme grund kaldt "de blå gendarmer".

Litteratur:

Mie Ellekilde i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Lars Bjørnboe og Jens Jensen, Det danske Gendarmerikorps, 1981.

Henrik Skov Kristensen, "Grænsen og besættelsen", i Henrik Becker-Christensen (red.) Grænsen i 75 år 1920-1995, 1995.

Aage Emil Hansen, "Told- og grænsebevogtning i efterkrigstiden", i Grænsen i 75 år 1920-1995, 1995.