Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Johann Hermann Schrader, Heimatkundliche Arbeitsgemeinschaft für Nordschleswig

Schrader, Johann Hermann, 1684-1737, teolog og provst

Schrader var født i Hamborg og studerede teologi i Rostock. 1709 kom han til København som huslærer og var i en årrække lærer for Frederik 4.’s datter, prinsesse Charlotte Amalie. 1728 blev Schrader førstepræst og provst i Tønder. Her førte han pietismens tanker ud i livet og var medvirkende til oprettelsen af et embede som dansk og tredjepræst til betjening af landsognets dansktalende menighed, hvor hovedlandsbyen var Emmerske. Her blev H.A. Brorson ansat. I Tønder fik Schrader genopført byens nedbrændte hospital og et vajsenhus med bogtrykkeri. Han var forfatter til en række opbyggelsesbøger og en prædikensamling, men hans væsentligste litterære indsats blev: Vollständiges Gesang-Buch in einer Sammlung Alter und Neuer geistreichen Lieder ..., trykt 1731 og siden kaldet Schraders Salmebog. Den indeholdt 1157 salmer, samlet fra en række tyske, især pietistiske salmebøger, men også 22 af Schraders egne salmer. Brorson oversatte mange af salmerne til dansk.

Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog, bd. 1. 2003.