Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Skrydstrup-kvinden

Egekistegrav fra ældre bronzealder (1800-1000 f.Kr.). Gravhøjen er beliggende 2 km sydvest for Vojens, i en gruppe på seks gravhøje, hvoraf tre er tilbage. Gravhøjen, der var 24 m i diameter og ca. 4 m høj, blev udgravet i 1935 af Haderslev Museums leder C.M. Lund. Den var stærkt afgravet og kun primærhøjen, 13 m i diameter og 1,75 m høj, var intakt. Midt i højen fandtes en stor stendynge, der dækkede over Skrydstrup-kvindens grav, som en alkappe havde forseglet og beskyttet. Alligevel var der ikke meget tilbage af kisten, men den gravlagte var usædvanligt velbevaret.

Det viste sig at være en ung kvinde på 18 år, slank og ca. 171 cm høj. Hun var iført fornemme klæder og havde håret opsat i en kunstfærdig frisure. Ved ørerne sad to spiraloprullede guldringe og ved bæltet en fornem hornkam. En kombination af Kulstof 14-datering af klædedragten og de stratigrafiske iagttagelser i gravhøjen daterer hende til ikke yngre end 1200 og snarest til omkring 1300 f.Kr. Denne datering er samtidig med en hustomt, som blev udgravet i 1993. Den fremkom under en lille gravhøj 600 m nordøst for hendes grav. Huset målte ca. 7,5x30 m. Måske det var her, hun boede. Efter udgravningen blev hun transporteret til Nationalmuseet, hvor hun i dag er udstillet.

Læs også artiklen "Gravhøje i Sønderjylland"

Af Peter Ethelberg i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Ekkehard Aner og Karl Kersten: Die Funde der älteren Bronzezeit des nordischen Kreises in Dänemark, bd. VII. Nordslesvig – Nord. 1984.

Jørgen Jensen: Manden i Kisten. Hvad bronzealderens gravhøje gemte. 1998.

Per Ethelberg m.fl.: Det Sønderjyske Landbrugs Historie, bd. 1. Sten- og Bronzealder. 2000.