Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Skærbæk Kommune

Kommune i Sønderjyllands Amt på 360 km2 dannet af Brøns, Døstrup, Mjolden, Rejsby, Rømø, Skærbæk og Vodder sognekommuner ved kommunalreformen 1. april 1970. Kommunevåben 1985 med tre lodret stillede springstokke. Rådhus i Skærbæk. Kommunen havde 7.172 indbyggere i 2006 og indgik 2007 i Tønder Kommune. Til kommunen hørte, udover Skærbæk, byerne Døstrup, Brøns og Rejsby samt Rømø. De fire byer ligger alle på geestranden ud mod marsken, ved jernbanen og hovedvejen mellem Tønder og Ribe. Store dele af både Ballummarsk-diget og Rejsbymarsk-diget lå i kommunen. På Rømø meget store sommerhusområder, samt Havneby med den i 1961-64 anlagte fiskerihavn. Herfra stort fiskeri af rejer og muslinger. Vest for Skærbæk ligger Hjemsted med den arkæologiske oplevelsespark Hjemsted Oldtidspark og længst mod øst det i 1943 etablerede Renbæk Statsfængsel.

Kommunen blev 1. januar 2007 sammenlagt med Bredebro, Højer, Løgumkloster, Nørre Rangstrup, Toftlund og Tønder Kommune til Tønder Kommune.

Af Kim Furdal og Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.