Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Sindssygehospitalet i Slesvig, tegnet af arkitekt C.F. Hansen og opført 1818-20. Bygningen rummer i dag Landeskrankenhaus Schleswig. Tegning: F.C. Lund, 1864.

Sundhedsvæsen i Sønderjylland

Betegnelse for det net af institutioner og personalegrupper med offentlig autorisation, der har til formål at undersøge, behandle og pleje syge mennesker samt forebygge sygdom.

Forvaltning. I 1603 udnævnte kongen en fysikus (en offentlig ansat læge med visse forvaltningsmæssige opgaver) i Hertugdømmet Slesvig. Enkelte lokalområder blev efterhånden udskilt som selvstændige fysikatdistrikter. Lægernes uddannelse og dermed også den ydede behandling var meget uensartet. For at sikre en mere ensartet behandling af navnlig smitsomme sygdomme, som man fik kendskab til i begyndelsen af 1700, blev der i 1732 etableret et overordnet sundhedsorgan, Collegium Medici, for Slesvig og Holsten med sæde i Kiel. Det afløstes i 1804 af Det Slesvig-Holstenske Sanitetskollegium. Alle medlemmerne, der var valgt af kongen, havde en tæt tilknytning til Kiels Universitet (oprettet 1665). Kollegiet var rådgivende myndighed overfor behandlerne og skulle sikre, at de hygiejniske forhold i fængsler, sygehuse og karantænestationer var tidssvarende.

I 1757 blev der oprettet 10 fysikatdistrikter i Slesvig, som blev udvidet til 17 i 1852 (de sønderjyske enklaver hørte under Ribe lægedistrikt, der var kongerigsk). Fysikus skulle føre kontrol med læger, barberer, kirurger og jordemødre, foretage visitats på apoteker, varetage epidemiologiske foranstaltninger, bl.a. forestå vaccinationer mod kokopper, og føre tilsyn med hospitaler og fængsler. Efter 1864 vedblev fysikatdistrikterne med at eksistere som administrative enheder i næsten uændret form til 1920. På grund af tilslutning til den slesvigholstenske opstand (se De slesvigske krige) blev de fleste fysici afskediget i 1852 og erstattet af danske læger. Efter 1864 blev sundhedsvæsenet organiseret efter tysk mønster, og de danske fysici blev udskiftet med tyskuddannede medicinalråder (Medizinalräte) underlagtd istriktsregeringen i Kiel. Ved Genforeningen blev der i hvert af de fire nye amter ansat en dansk uddannet embedslæge underlagt Sundhedsstyrelsen. I 1975 blev embederne samlet i Embedslægeinstitutionen for Sønderjylland.

Sygehuse: Tidligere tiders hospitaler i Slesvig, der overvejende havde en plejefunktion, blev i 1800-tallet på privat initiativ, undertiden med offentlig støtte, afløst af små sygehuse (Flensborg 1804, Aabenraa 1832, Sønderborg 1833, Haderslev 1839, Tønder 1855, Gram 1860, Husum 1883). Udviklingen inden for den medicinske behandling medførte, at mange sygehuse blev udvidet, og nye kom til (Diakonissestiftelsen Flensborg 1874, Aabenraa 1891, Læk 1892, Højer 1893, Amtssygehuset i Sønderborg 1894, Løgumkloster 1894, Wyk på Før og Westerland på Sild 1894, Haderslev Bys Sygehus 1896, Nibøl 1897, Tønder 1898), de fleste steder drevet af amt og by i fællesskab. Behandlingen blev varetaget af byernes praktiserende læger, sværere tilfælde kunne overføres til Flensborg eller universitetshospitalet i Kiel.

Ved Genforeningen blev Højer Sygehus nedlagt. Den danske stat overtog marinelazarettet i Sønderborg (indviet i 1911 som lazaret for byens marinestation) og oprettede her Statshospitalet i Sønderborg. Det var det eneste statsejede sygehus i Danmark udover Rigshospitalet og fik i 1960 navneskift til Landshospitalet. De øvrige sygehuse blev overtaget af de nye amter.

Ved kommunalreformen i 1970 blev sygehusvæsenet organiseret under Sønderjyllands Amt. Der blev bygget nye sygehuse i Haderslev (1975) og i Aabenraa (1991). Sønderborg Sygehus blev kraftigt udbygget (1975-85), og samtidig blev amtssygehuset fra 1894 (lagt ind under Statshospitalet i 1934), nedrevet. Sygehusene i Løgumkloster og Gram blev lukket i 1975 og 1989. I 2004 blev der indledt et tæt samarbejde mellem de tilbageværende fire selvstændige sygehuse. Ved kommunalreformen i 2007 blev de lagt sammen til ét sygehus under navnet Sygehus Sønderjylland. Gigtforeningen oprettede i 1965 et privat hospital, Kong Christian X’s Gigthospital i Gråsten, der i et tæt samarbejde med det offentlige også fungerer som reumatologisk specialafdeling for landsdelen. I 2007 blev der oprettet et privathospital med 11 sengepladser i Kollund.

Sindssygeanstalten i Slesvig blev oprettet i 1820 til behandling af sindslidende patienter fra hele hertugdømmet Slesvig. Ved Genforeningen blev de fleste nordslesvigske patienter overført til sindssygehospitalerne i Ribe og Middelfart, for senere at blive overført til Augustenborg Slot, der i 1932 efter ombygning blev taget i brug som sindssygehospital. I 1987 blev der oprettet en psykiatrisk afdeling ved Haderslev Sygehus.

Læger: I 1600-tallet blev enkelte læger ansat ved hofferne eller som stadsfysici, fra midten af1700-tallet kom der også læger i landdistrikterne. De fleste var uddannet ved Kiels universitet (oprettet 1732) eller ved tyske universiteter. Antallet af læger steg gradvis, og ved Genforeningen var der ca. 60 læger i Nordslesvig (Sønderjylland), alle tyskuddannet. For at de kunne fortsætte deres arbejde i landsdelen, skulle de ansøge justitsministeren om dansk autorisation, de fleste fik dette, men enkelte blev afvist, overvejende af personlige og politiske årsager. Efter 1920 kom der hurtigt danskuddannede læger til landsdelen og lægedækningen udviklede sig som i det øvrige Danmark.

Kvaksalveri udgør et specielt kapitel i det sønderjyske sundhedsvæsen. Kvaksalveri var forbudt i Danmark, men tilladt i Tyskland, hvor alle kunne tage syge i behandling, blot dette blev anmeldt til den stedlige embedslæge. I perioden 1864-1920 nedsatte en række personer uden medicinsk uddannelse sig som behandlere (Kurpfuscher). De varetog en væsentlig del af sygdomsbehandlingen, navnlig i landdistrikterne. Ved Genforeningen fik kvaksalverne mulighed for at søge justitsministeriet om dansk licens, der gav dem tilladelse til at fortsætte arbejdet i Danmark. Ordningen eksisterede til 1935, hvor der kom en ny sundhedslov.

Sygeplejersker: Sygeplejen på sygehusene blev langt op i 1800-tallet varetaget af uuddannet personale. Foreninger og private, bl.a. Margarethenspende ydede hjælp til hjemmepleje. Professionel sygepleje i Slesvig blev indført af diakonisser, der fra omkring 1870 blev udsendt til slesvigske landdistrikter fra moderhuset i Kaiserswert og fra 1878 til sygehusene fra Diakonissestiftelsen i Flensborg. I 1920 arbejdede ca. 30 diakonisser på sygehusene i Nordslesvig, og en del af dem blev her, indtil der var tilstrækkeligt danskuddannet personale. Nogle med personlig tilknytning til landsdelen blev her permanent, idet de skiftede moderhus til Diakonissestiftelsen i København.

En decentral uddannelse af sygeplejersker startede ved de sønderjyske sygehuse i 1921. I 1958 blev uddannelsen centraliseret ved Den sønderjyske Sygeplejeskole i Sønderborg. Uddannelsen sorterer siden 2010 under University College Syd.

Jordemødre: I 1805 blev der oprettet en jordemoderskole ved universitetet i Kiel. Hidtil havde fødselshjælp været praktiseret af uuddannede gifte kvinder. Hertugdømmet blev i 1800-tallet opdelt i 500 jordemoderdistrikter. I 1920 fik alle autoriserede jordemødre umiddelbart tilladelse til at fortsætte deres arbejde i Danmark.

Af Anne Marie Overgaard og Andreas Johannsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Dagmar Bork: Haderslev sygehus 1896-1975. 1999.

Johannes Brix: Lægevirke før 1864. 1980.

Johannes Brix: Aabenraa sygehus 1892-1945, i: Dansk medicinhistorisk Årbog 1992.

Tage Grodum: Embedslægevæsenet og fysici i hertugdømmet Slesvig indtil 1864, i: Dansk medicinhistorisk Årbog 1986.

Harald Jenner: Diakonissenanstalt Flensburg. 1992.

Andreas Johannsen: Fra Marinelazaret til centralsygehus, i: Dansk medicinhistorisk årbog 2000.

Kai E. Larsen: Lægevirke i Sønderjylland. 1970. Jubilæumsbøger: Sønderborg sygehus 1921-1996. 1996. Tønder sygehus. 1998.