Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Børnebog med sønderjyske ord.

Sønderjysk

Betegnelse dels for de traditionelle lokale dialekter med egne sprogformer, dels for en moderne regional dialekt med kun få sprogformer fra de traditionelle dialekter.

Sønderjysk har været folks talesprog mellem Ejderen og Kongeåen, men i det sydligste Slesvig begyndte folk i 1700-tallet at skifte fra sønderjysk til plattysk og senere højtysk. De forbandt tysk med høj social status, kirken og skolen. Endnu i begyndelsen af 1900-tallet havde en mindre del af befolkningen lige syd for den senere 1920-grænse sønderjysk som modersmål, men i år 2000 var det en sjældenhed. I området nord for 1920-grænsen er sønderjysk modersmål både for dansksindede og tysksindede og dermed en nationalt neutral dialekt. De danske brugte dog sønderjysk til at markere deres danskhed med, da tysk var officielt sprog under preussisk styre 1864-1920, og de skrev litteratur og sange på sønderjysk.

Efter Genforeningen ville mange sønderjyder fjerne nye og gamle tyske låneord fra sønderjysk for at fremhæve det danske. For de tysksindede var sønderjysk stadig en nationalt neutral dialekt. De forbandt danskhed med rigsdansk og talte sønderjysk og tysk, indtil de nationale modsætninger svandt ind fra 1970’erne. Rigsdansk er herved blevet afnationaliseret. De tysksindede taler nu både sønderjysk, tysk og rigsdansk, og nogle omtaler sig som ”tyske sønderjyder”.

Blandt de danske sønderjyder blev rigsdansk udbredt som talesprog fra 1920’erne pga. mobilitet og sprogets høje status i skole og medier. Kontakten med rigsdansk medførte et glidende skifte inden for sønderjysk fra de traditionelle lokale dialekter til en moderne regional dialekt. I år 2000 taler de fleste, som behersker sønderjysk, også rigsdansk, mens nogle i Sønderjylland kun taler rigsdansk. De traditionelle lokale dialekter forekommer blandt ældre, og Alsingergildet og Æ Synnejysk Forening søger at bevare dem i tale og skrift, bl.a. ved at udgive ordbøger. Den moderne regionale dialekt er fremherskende blandt de midaldrende og unge, og den forekommer også i reklamer, lokalaviser og på skilte. Begge former for sønderjysk spiller fortsat en rolle for en sønderjysk identitet.

Den moderne regionale dialekt er præget af skiftende dialektale former. Den samme person kan veksle mellem a eller æ og jeg i samme situation. Derimod er udtalen f og ch i ord med b og g (fx gab/gaf og tog/toch) fælles i alle ord modsat de traditionelle dialekter. Udtalen af langt e, ø og o kan være forskellig med udtalen ie/ ye/ ue på Als og andre steder som ei/ øy/ ou, fx bien over for bein, men ofte er tvelydene forsvundet i moderne sønderjysk. Det foransatte bestemte kendeord lyder som æ i moderne sønderjysk og skrives med æ fx æ bil, mens de traditionelle dialekter har dels æ, dels e. De geografiske skillelinjer mellem brug af stød, ingen stød og musikalsk accent er ligeledes udjævnet.

Af Karen Margrethe Pedersen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Magda Nyberg: Den sproglige udvikling i Sønderjylland efter Genforeningen, i: Sønderjysk Årbog 1995.

Karen Margrethe Pedersen: Sprogbrug og sprogsyn hos flertal og mindretal i den dansk-tyske grænseregion, i: Henrik Lorentzen, Lars Trap-Jensen (red.): Nordiske Studier i Leksikografi, bd. 8. 2006.