Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Studieafdelingen og Arkivet er forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Mogens Rostgaard Nissen er stedets leder.

Se studieafdelingens egen hjemmeside.

Studieafdelingen
Arkivet
Adresse:
Studieafdelingen og Arkivet
Norderstr. 59
24939 Flensburg. 
Tlf.: 0049 461 8697190 
e-post: mrn@dcbib.dk

Studieafdelingen 

Studieafdelingens formål er ifølge de fælles, reviderede vedtægter af 21.2.1997 at fremme forskning i Sydslesvigs og Sønderjyllands historie og samfundsforhold, samt "at foretage undersøgelser af historisk karakter, samt at medvirke til udgivelse af publikationer."

Studieafdelingen, hvis leder indtil 1996 bar titlen bibliotekslektor, blev oprettet i november 1963 efter tilskyndelse af daværende generalkonsul, professor, dr.phil. Troels Fink. Afdelingens første leder var den senere professor ved Roskilde Universitetscenter og generalkonsul i Flensborg, Lorenz Rerup (1928-1996). Han blev efterfulgt af bibliotekar Paul Kürstein (1919-1973). Den sidste bibliotekslektor før sammenlægningen med arkivet i 1996 var dr.phil. Johann Runge (født 1926), der bestred stillingen fra 1974 til sin pensionering den 1. november 1996.

Studieafdelingen har udgivet 60 bøger, deraf 11 i en separat arkivserie. Bogtitlerne viser, at der arbejdes på to niveauer:

Der er udgivet en lang række biografiske værker, der skildrer forskellige sider af den sydslesvigske hjemstavnshistorie efter 1900, set gennem enkeltskæbner. Tilsammen giver disse biografiske og selvbiografiske bidrag et nærbillede af mindretallet. Hele Sydslesvig er kommet med, land og by og alle sociale lag. Til denne mere folkelige del hører også nogle topografiske billedværker og egnsbeskrivelser.

Andre udgivelser er præget af de skiftende stipendiaters, og de faste medarbejderes egne forskningsresultater. Dette videnskabelige arbejde har resulteret i en lang række bøger om danskhedens historie i Sydslesvig i det 19. og 20. århundrede, om mindretallets politisk-nationale, kulturelle og institutionelle udvikling. Desuden blev der skrevet bøger om Slesvigs middelalder samt om handelens og søfartens historie.

Studieafdelingens videnskabelige og folkelige arbejde foregår især på dansk i et overvejende tysksproget miljø og samler sig navnlig om dansk-slesvigske emner. Derved er Studieafdelingens produktion et supplement til den slesvig-holstenske historieskrivning, som i rigt mål finder sted i Kiel og Flensborg. Ved hjælp af tyskskrevne afhandlinger formidles også kendskab til mindretallet og dets historie til vore tyske medborgere. 

Arkivet

Arkivets formål er "at indsamle, registrere og bevare arkivalier og lydoptagelser hidrørende fra private personer, foreninger, institutioner og virksomheder med tilknytning til den danske folkedel i Sydslesvig, samt at stille det indsamlede materiale til rådighed for offentligheden efter indgåede aftaler og de i de statslige danske arkiver gældende regler for tilgængelighed."

Allerede i 1956 begyndte Dansk Centralbibliotek at tage imod arkivalier fra danske personer, foreninger og institutioner i Sydslesvig. Der var ikke tale om en målrettet indsamling, men om tilfældige afleveringer, når gamle dokumenter, breve, protokoller o.l. blev fundet under oprydning, eller når en bedre anbringelse ikke kunne findes. Studieafdelingens oprettelse i 1963 medførte øget interesse for det utrykte materiale. I vedtægterne hed det, at afdelingen skulle tilskynde til indsamling af materiale vedrørende sydslesvigske forhold. Bl.a. som følge af afdelingens forskning og publikationer blev en række værdifulde arkivalier indsamlet.

Efter 1973 overgik arkivopgaverne i hovedsagen til Den slesvigske Samling - Centralbibliotekets afdeling for lokalhistorisk litteratur og billeder. En systematisk eller opsøgende arkivindsats var der dog stadig ikke tid til.

Med indvielsen af Centralbibliotekets nye bygning i 1987 blev der taget fat på et nyt afsnit. I den nye biblioteksbygning var der afsat plads til et arkivlokale med plads til ca. 1.000 løbende meter reoler, og dermed kunne arkivalierne endelig opbevares samlet og sikkert. Det var nu ønskeligt at intensivere bestræbelserne for at sikre utrykte kilder fra det danske arbejde i Sydslesvig for eftertiden, og med henblik herpå blev der i 1989 oprettet et selvstændigt arkiv, sideordnet Studieafdelingen, og med tilsynsrådet som de to afdelingers fælles bestyrelse.

Herefter er det gået stærkt. Arkivets bestand er vokset med gennemsnitligt 40-45 hyldemeter årligt og rummer nu ca. 700 hyldemeter arkivalier fordelt på ca. 640 personarkiver, ca. 340 foreningsarkiver, ca. 100 institutionsarkiver og 40 kirkearkiver.

Kilde: Studieafdelingens hjemmeside.