Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Schackenborg

Schackenborg Slot

Slottet hed oprindelig Møgeltønderhus og nævnes første gang i 1230'erne, hvor borgen og tilhørende jorde, herunder landsbyen Møgeltønder, tilhørte biskoppen i Ribe. Møgeltønderhus havde på grund af sin beliggenhed på gest-randen og ved adgangsvejen til de frugtbare marskområder stor strategisk betydning. Også i stridighederne med de holstenske grever havde borgen betydning, og omkring år 1400 underlagt kongeriget som en del af de såkaldte kongerigske enklaver.

Borgen kom i forbindelse med Reformationen i 1536 under kronen. I 1545 gjorde Christian 3. Detlev Ahlefeldt til lensmand på Møgeltønderhus for et årlig ydelse. Ahlefeldt havde været en dygtig og initiativrig lensmand, der ikke blot restaurerede borgen, men også i 1550'erne sammen med hertug Hans den Ældre gennemførte det store inddigningsprojekt, da digerne i Højer, Rudbøl, Lægan og Kær herred blev anlagt.

I 1562 indløste kongen pantet på 16.000 mark. I 1564 overtog familien Rantzau godset og især under Bendix Rantzau blev bønderne udnyttet til hårdhændet hoveri, som medførte flere klager til kongen over lensmanden. I 1599 købte Christian 4. godset og gav det i len til en række af sine betroede medarbejdere. Godsets jordtilliggender steg i løbet af 1600-tallet til ca. 280 tdr. land.

I 1661 blev Møgeltønderhus, som på det tidspunkt nærmest var en ruin,købt af feltmarskal Hans Schack, der havde vundet stor anerkendelse under forsvaret af København i 1658 under krigen mod Sverige og derfor havde modtaget en passende løn. På fundamenterne af det gamle Møgeltønderhus byggede han i 1664-1667 et nyt trefløjet slot efter tidens smag (barok). To bygninger fik dog lov af blive stående, nemlig portbygningen og det gamle "Fruerhus", den nuværende søndre sidefløj. I 1671 blev Hans Schack ophøjet til greve, og siden da har slottet båret navnet Schackenborg. Det blev udvidet og ombygget i 1756-57 (bl.a. med rokokodekorationer på gårdsiden), men slottet står fortsat som oprindelig bygget.

Schackenborg forblev i slægten Schacks eje de næste 11 generationer frem til 1978, hvor den barnløse lensgreve Hans Schack testamenterede godset til den da 9-årige Prins Joachim. Prins Joachim overtog driften af slottet den 1. april 1993.

I 2014 afhændede Prins Joachim Schackenborg Slot og størstedelen af de tilhørende jorder til Schackenborg-Fonden, som støttes at Danfoss, LEGO og ECCO. Prins Joachim har dog ret til at benytte en del af slottet privat, ligesom han kan drive jagt på jorden.

Litteratur:

"Schackenborg". Særtryk af Sønderjysk Månedsskrift 1997, nr. 4.