Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Hovedbygningen på Søgård gods

Søgård

Tidligere hovedgård ved Kliplev ca. 10 km. syd for Aabenraa ved Søgård Sø og Hostrup Sø. Gården nævnes første gang i 1357, men den er formentlig endnu ældre.

Søgård blev anlagt af Johan Limbek i 1340’erne. Senere overgik den til slægten Ahlefeldt, der her samlede et meget stort gods. 1535 deltes det mellem to brødre, Frantz og Gregers, og fra den tid kendes beskrivelser af det firfløjede slot, der var delt mellem de to grene af slægten ved en mur. Det centrale borgområde blev ødelagt, da chausséen mellem Flensborg og Aabenraa blev ført over stedet 1847. 

Søgården blev ødelagt 1643-44 under Torstensson-krigen. Søgård Gods blev atter samlet af storkansler Frederik Ahlefeldt i 1662. Han påbegyndte opførelsen af Gråsten Slot. Ved hans søns, Carl Ahlefeldts, død 1722 viste det sig, at Søgård var konkurs, og alt blev solgt på en tvangsauktion 1725. Den nuværende hovedbygning nord for søen er opført 1834 og 1858-60. Den blev 1934 indrettet til kaserne og totalt ombygget.Ved Danmarks besættelse den 9. april 1940 udsendtes soldater fra Søgård for at tage kampen op mod den overvældende tyske besættelsesmagt i primitive motorcykelstillinger ved bl.a. Hokkerup, Lundtoftbjerg, Bredevad og Bjergskov. 11 soldater fra Søgård faldt i disse kampe. 

I dag er Søgårdlejren træningscenter for Hjemmeværnet.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

 

Litteratur:

 

Carsten Porskrog Rasmussen: Søgård-Gråsten i Ahlefeldternes tid, i: Sønderjysk Årbog 1994.

 

Lennart S. Madsen: Søgård, i: Connie Jantzen m.fl. (red.): Voldsteder i Danmark, bd. 2, Jylland. 1999.