Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Studentersamfundets sønderjyske Samfund (4 S)

Fraktion oprettet i 1887 under det venstre-dominerede Studentersamfund, som interesserede sig særligt for det sønderjyske spørgsmål. Studentersamfundet var i 1882 med bl.a. senere statsminister Niels Neergaard som initiativtager brudt ud af den dybt konservative Studenterforening, hvorunder der i 1888 opstod en parallel fraktion til 4 S, nemlig "To Løver".

Bag oprettelsen af 4 S stod H.V. Clausen og Johan Ottosen, der begge fra deres tidlige ungdom havde fattet stor interesse for det sønderjyske spørgsmål. Blandt medlemmerne var også den kulturradikale Georg Brandes, som interesserede sig levende for det sønderjyske spørgsmål og nationalmuseets senere direktør Mourtiz Mackeprang.

De to foreninger var grundlæggende uenige om overordnede indenrigspolitiske spørgsmål (vi er midt i provisoriet), men samtidig enige i behovet for støtte til den danske folkegruppe i Nordslesvig.

Der blev nedsat et fællesudvalg for de to foreninger. Det bestod af otte personer. For "To Løver" højesteretssagfører Sophus Nellemann, rigsarkivar A. D. Jørgensen, stud. theol. H.P. Hansen og cand. theol. Laust Moltezen (senere venstrepolitiker og udenrigsminister). For "4 S" var det filosoffen Harald Høffding, forfatteren Erik Skram, cand. mag. Johan Ottosen og cand. mag. H. V. Clausen. Den ledende skikkelse i samarbejdet var A. D. Jørgensen.

De to foreninger ville i efteråret 1888 indkalde til et fælles studentermøde. Baggrunden var, at en preussisk major ved omflytningen af den tyske garnison fra Aabenraa til Haderslev erklærede, "at den tyske ørn ingensinde ville slippe af sine klør en fodsbred tysk land, som det engang havde været svært at erhverve, men den ville fastholde det vundne og forsvare det med sit hjerteblod".

Erklæringen vakte studenterne i København til dåd. To studenter fra henholdsvis Studenterforeningen og Studentersamfundet fik den idé, at der burde holdes et stort studentermøde om Sønderjylland. Fra Studenterforeningen var det stud. theol. H.P. Hansen, der senere i sit liv i perioden 1926 til 1941 blev formand for Grænseforeningen; fra Studentersamfundet den senere valgmenighedspræst Asger Høimark.

Forberedelserne havde pressens opmærksomhed, hvilket førte til nervøsitet hos kongen, som i det foregående år havde modtaget besøg af den nykronede tyske kejser Wilhelm 2. (1859 - 1941) og været på genvisit hos ham i august 1888. Christian 9. havde forsøgt at tale sønderjydernes sag over for kejseren, og mente, at udtalelser på et stort studentermøde kunne provokere, hvorfor kongen i statsrådet den 12. oktober 1888 anmodede om at få mødet aflyst. Det hedder i referatet: "Hans Majestæt finder det uheldigt, at studenterne vil røre ved denne sag, da der for tiden er indtrådt et bedre forhold til Tyskland, navnlig efter den tyske kejsers besøg i København. De udtalelser, som let kunne fremkomme på et sådant møde, kunne skade det gode forhold til Tyskland, som er i begreb med at udvikle sig, og Hans Majestæt ville derfor anse det for rigtigst, at et sådant studentermøde forhindredes".

Justitsministeren måtte forklare majestæten, at mødet ikke kunne forbydes; konsejlspræsidenten, Estrup, foreslog, at man skulle gøre indflydelsesrige medlemmer af studenterverdenen opmærksom på, at det påtænkte møde let kunne have uheldige følger, navnlig for de danske slesvigere selv og på den måde få studenterne til at opgive tanken, i al fald for tiden.

Den 14. november 1888 holdt de to foreninger et fælles agitationsmøde på Hotel Phønix i Bredgade i København. Som taler ved mødet optrådte ingen ringere end Georg Brandes. Han beskæftigede sig med den indre situation i Danmark og lagde lige stor skyld for spliden på Højre og Venstre, og derved understøttede han bestræbelserne for samling af alle kræfter omkring den sønderjyske sag.

I sommeren 1889 planlagde "4 S" og "To Løver" en stor udflugt til Sønderjylland. Men forberedelserne kom til offentlighedens kendskab. Politiken meddelte, at en flok studenter af forskellig politisk afskygning i en nær fremtid agtede at foretage en større fællestur til Sønderjylland for at gøre sig bekendt med de derværende forhold og styrke de danske i deres kamp for modersmål og nationalitet.

Den megen omtale i bladene virkede neddæmpende. Den 8. juli 1889 meddelte Johan Ottosen i Politiken, at turen var opgivet, men enhver havde naturligvis ret til at foretage en ferierejse, som han har lyst til, skrev han. Og det var der mange der havde. Fordelt på en række mindre hold drog 60 unge studenter til Sønderjylland, hvor de var gæster i danske hjem.

Det samarbejde, der var indledt mellem de to studenterfraktione, havde afsmittende virkning over hele landet. Højre- og Venstre-foreninger formåede at holde fælles møder. For Højres vedkommende var det de konservative klubber, der i løbet af 1880'erne var oprettet i næsten alle købstæder. Som modstykke til klubberne oprettedes derpå i mange byer en "Demokratisk Forening". Også "S.S" (Sønderjysk Samfund), hvor friskolemanden Morten Eskesen var den drivende kraft, havde allerede forsøgt sig med fællesmøder for at samle penge ind til unge sønderjyders ophold på danske højskoler. Højskolerne var ikke velsete i højrekredse, men selv den argeste højremand måtte erkende, at højskolens undervisning gav en særdeles god modvægt mod det, de unge var blevet fyldt med i de preussiske skoler.

Kilde: Troels Fink: Da det begyndte... Grænseforeningens årbog 1989