Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Cornelius Petersen

Selvstyrebevægelsen

I 1920'erne blev Danmark ramt af en alvorlig landbrugskrise, som i særlig grad ramte de sønderjyske landmænd, som var midt i en omstillingsproces fra tysk til dansk.

Krisen førte til politisk uro, som blev udnyttet af den frisiske bonde Cornelius Petersen på gården Vester Anflod i Møgeltønder. Han grundlagde "Selvstyrebevægelsen", som havde til formål at modarbejde dansk parlamentarisme og oprette en selvstændig slesvigsk bonderepublik, delvis efter forbillede af den nordjyske bondebevægelse under ledelse af Skipper Clement i middelalderen.

Selvstyrebevægelsen og Cornelius Petersen stod i skarp modsætning til statsminister Thorvald Stauning, som ved et møde i Bov i 1926 havde udtalt, at 50.000 arbejdere stod klar til at overtage fallerede landbrug. Efterfølgende kaldte Cornelius Petersen i en artikel statsministeren for en røverhøvding, som man gjorde bedst i at slå ihjel. Denne udtalelse kostede Cornelius Petersen 3 måneders fængsel.

Ved folketingsvalget i 1926 fik Selvstyrebevægelsen af 67.000 mulige kun 2.000 stemmer, og bevægelsen kunne ikke længere tages alvorligt.