Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

1945 Plakat Sydslesvigsk Udvalg

Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945

"Sydslesvigsk Udvalg", som foreningen hedder i daglig tale, er en lille grænseforening, som fortsat har genforeningshåbet som del af sit program. Således står der i vedtægterne: "Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 har til formål at styrke det danske folks vilje til indsats for Sydslesvig og sydslesvigerne; at opmuntre og støtte sydslesvigerne - især mellem Danevirke og Ejderen - i deres arbejde for at vedligeholde et folkeligt og kulturelt fællesskab med Danmark og det danske folk..., og at støtte sydslesvigerne i deres ønske om at de og landsdelen genforenes med Danmark, såfremt et flertal af landsdelens befolkning ved en folkeafstemning har givet udtryk herfor".

I efteråret 1949 blev professor ved Landbohøjskolen Lars Hansen Larsen formand for Sydslesvigsk Udvalg. Han var meget nationalt orienteret og ønskede Sydslesvig genforenet med Danmark. Til fremme heraf tog han og Sydslesvigsk Udvalg i 1949 initiativ til en underskriftindsamling med krav om, at der skulle gennemføres en folkeafstemning om Sydslesvigs tilhørsforhold. I alt 800.000 stemmeberettigede danskere skrev under, og underskrifterne blev afleveret til statsminister Hans Hedtoft den 18. april 1950. De mange underskrifter fik dog ikke regeringen til at ændre standpunkt

Endvidere fremsatte Sydslesvigsk Udvalg ønsker om oprettelse af danske skoler i den sydligste del af Sydslesvig, altså mellem Danevirke og Ejderen. I dette område ønskede den danske stat ikke at foretage sig noget. Ved privat indsamlede midler søgte Ejderindsamlingen fra 1949, der var igangsat af Lars Hansen Larsen, A.P. Møller og tidl. statsminister Knud Kristensen at imødekomme disse ønsker. Både lokale tyske myndigheder og den allierede besættelsesmagt lagde mange hindringer i vejen, men meget store gaver og driftsmidler fra skibsreder A.P. Møller i perioden 1950 til 1967 hjalp adskillige skoler i gang, herunder Ejderskolen i Rendsborg, de danske skoler i Drage og Vestermølle, der senere også fik tilknyttet børnehaver.

Foreningen har i dag ca. 200 medlemmer i Danmark og ca. 100 medlemmer i Sydslesvig og udgiver tidsskriftet "Sydslesvig i dag". Foreningen uddeler årligt 140.000 til 180.000 kr., primært til formål i Sydslesvig. Mindst 35 % af midlernes skal tilgodese Ejderlandet.

Se hjemmesiden for Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 her.

Se pamflet udgivet af Sydslesvigsk Udvalg i 1951

Se aktuel informationsbrochure
Vedtægter for Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945

Andre mindre grænseforeninger:
Slesvig Ligaen
Slesvigsk Samfund