Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Skolevæsen i Sønderjylland før 1920

Undervisningen af børn i Sønderjylland har været præget af forskellige skoleordninger og forholdet mellem dansk og tysk. I 1544 udstedte Christian 3. en skoleforordning for Hertugdømmerne, hvor det blev pålagt kapellanerne på landet at holde skole. Det blev kun sat i værk nogle steder, især på Vestkysten og på Als. Kirkens krav om et grundlæggende kendskab til kristendom førte til, at præster og degne underviste i katekismus og den kristne børnelærdom. Ved siden af disse såkaldte degneskoler begyndte de slesvigske bønder fra slutningen af 1500-tallet at oprette bondeskoler, hvor der blev undervist i læsning, skrivning, regning samt tysk, der var øvrighedens sprog. Herved blev læse- og skrivekyndighed udbredt, også i landbefolkningen.

Konfirmationen blev indført tidligere i en række egne af Slesvig end i Kongeriget, og lærebogen hertil, Pontoppidans katekismusforklaring, udkom både i en tysk og en dansk-slesvigsk udgave. Frem til 1700-tallet var der ikke nogen større forskelle mellem skolerne i det nordlige og sydlige Slesvig. I begge områder var undervisningssproget i landsbyskolerne overvejende dansk, mens læse- og regnebøger var tyske. Kun undervisning i kristendom foregik henholdsvis på dansk og tysk svarende til kirkesproget i området. I købstæderne, hvor der var gudstjeneste på tysk, blev der overalt undervist på tysk.

I slutningen af 1700-tallet skabte en velstandsstigning forudsætning for reformer i skolevæsenet på landet. Initiativtager var generalsuperintendent J.G.C. Adler, der udstedte nye skoleregulativer for de enkelte provstier i Slesvig Stift. De offentlige skoler skulle afløse bondeskolerne, og lærerne skulle være seminarieuddannede og bedre aflønnet end før. En forudsætning herfor var oprettelsen af seminariet i Kiel 1781 og i Tønder 1788. 

Hertugdømmerne fik som det øvrige Danmark allerede i 1814 en skoleordning, som indførte almindelig skolegang hele året for alle børn. Dog var skoleordningen i hertugdømmerne lidt forskellig fra den danske, idet den f.eks. indeholdt bestemmelser om undervisningssproget, hvilket var en selvfølge nord for Kongeåen. Reglen var, at skolesproget skulle følge kirkesproget og ikke folkesproget, og da kirkesproget siden reformationen havde været tysk syd for linjen fra Flensborg til nord om Tønder, blev tysk ligeledes skolesprog her. Hvor kirkesproget var tysk var præsterne ligeledes tysk uddannede, og da præsterne havde tilsynet med skolen var der ingen tvivl om, at skolesproget skulle være tysk. Det fik afgørende nationalpolitisk betydning senere, idet afstemningsresultatet i 1920 stort set fulgte den samme linje.

Allerede efter Treårskrigen i 1848-50 var man meget bevidst om skolesprogets nationalpolitiske betydning. Således gennemførtes i 1851 de såkaldte sprogreskripter i 49 sogne i Mellemslesvig og i Tønder by, således at kirkesproget blev blandet tysk-dansk og skolesproget udelukkende dansk. Disse sprogreskripter skabte udbredt modstand mod det danske fra tysksprogedes side. Sprogreskripterne kom til at virke modsat af deres hensigt.

Efter 1864 blev sprogreskripterne ophævet og tysk blev gjort til skolesprog i hele området syd for ovennævnte linje, ligesom skolerne i de nordslesvigske købstæder (Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder) blev fortysket.

Hvor sprogkampen frem til 1864 havde stået i Sydslesvig, kom den efter 1864 til at stå i Nordslesvig. Undervisningen på landet fik i første omgang lov til at fortsætte på dansk, men da skoletilsynet blev ændret i 1872 og statsmagten fik øget indflydelse over lærerne og undervisningen, fulgte en kraftig fortyskning ved lovændringer i 1878 og i 1888, hvorefter al undervisning bortset fra religionsundervisning skulle gennemføres på tysk. Skærpelsen i 1888 var direkte anledning til dannelse af Nordslesvigsk Skoleforening i 1892, som fik stor betydning ved at skaffe et stort antal sønderjyder skoleophold i Danmark.

Den tyske skole- og sprogpolitik efter 1864 i Nordslesvig virkede lige som den danske politik i perioden 1851-1864 i Sydslesvig stik mod sin hensigt. Den skærpede bevidstheden om nationalt tilhørsforhold frem for at sløve den. Som reaktion mod skolens fortyskning oprettede dansksindede sønderjyder Sprogforeningen og Skoleforeningen, der bl.a. støttede unge sønderjyders ophold ved højskoler og efterskoler i Danmark. Ved udbruddet af 1. Verdenskrig blev mange lærere indkaldt, og undervisningen blev mange steder uregelmæssig. 

Se Museum Sønderjyllands video om Hjemmeundervisning under preussisk styre.

Litteratur:
Erik Nørr: "Genforeningens bedste gave". Skoleordning og amtsskolekonsulenter i Sønderjylland og Danmark 1920-1963. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2003.
Erik Nørr i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
G. Japsen: Det dansksprogede skolevæsen i Sønderjylland indtil 1814. 1968.
Ernst Erichsen, Hermann Sellschopp: Die allgemeine Schulordnung für die Herzogthümer Schleswig und Holstein vom 24. August 1814. Pädagogische Bedeutung und rechtliche Entwicklung. Kiel 1964.
L.S. Ravn: Træk af folkeskolens historie i Nordslesvig 1864-1920. 1981.