Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Sønderjyllands historie 1830-1864

Moderniseringen begynder 1830-1864
Stænderforsamlingen i Slesvig og de slesvig-holstenske liberale
Den danske bevægelse i Nordslesvig
De nationale modsætninger vokser i 1840'erne
Vandene skilles 1848
Forsigtige reformer, forfatningsproblemer og ny nationalisme 1850-63
Den anden slesvigske krig og helstatens fald

Moderniseringen begynder 1830-1864

Af dr. phil. Hans Schulz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa. 


I 1830'erne begyndte en periode med fornyet vækst i den sønderjyske økonomi. Landbruget kom ud af den langvarige krise, som havde indfundet sig i kølvandet på Napoleonskrigene. Priserne på landbrugsprodukter steg, på korn og smør, men mest på oksekød. Det blev derfor den stærke vækst i kvægbruget, der i Sønderjylland blev hovedkilden til bondestandens stigende velstand. Det var også den produktion, som var mest begunstiget af naturforholdene med marsken langs vestkysten og de gode enge langs åløbene i midtlandet. Her græssede de nye korthornsstude, først som magerkvæg hos bønderne på geesten, siden som fedekvæg i marsken efter at være solgt hertil på kvægmarkederne i Tønder, Læk eller Husum. Fra marsken de gik videre med skib fra Tønning til slagtning i England eller hvor de nu blev solgt. Men også på østkysten nord for Aabenraa havde fedekvægopdræt stor betydning.

Fra Aabenraa og længere sydpå, herunder på Als, var kornavlen vigtigere for landbruget. Takket være mergling og dræning og det holstenske kobbelbrug med den faste rotation brak-korn-græs steg den sønderjyske kornproduktion. Også smørproduktionen langs østkysten voksede og spredte sig mere og mere fra godserne og proprietærgårdene til de mindre brug.

Den stigende velstand i landbruget viste sig i de mere ambitiøse, herregårdslignende bondegårde, som blev bygget i 1840'erne og ikke mindre i 1850'erne, og hvoraf mange stadig kan ses i landskabet. Samtidig vandt byens mode og smag i påklædning og boligindretning frem hos de velstående sønderjyske gårdmænd. Og så viste velstanden sig på de bugnende kaffeborde - hvis bønderne da ikke foretrak at gå til kros - for kroer blev der også mange flere af.

Velstandsudviklingen gik hånd i hånd med afviklingen af de sidste rester af afhængighedsforholdet til godsejerne. Selveje og arvefæste vandt yderligere frem, hoveriafløsning ligeledes, og godserne mistede deres selvstændige retshåndhævelse. Kun i godsområderne i sydøst vedvarede endnu godsejernes dominans i kraft af forpagtningskontrakter på åremål. Godserne mistede også deres førerposition som foregangsbrug. Endnu spillede godsejere, forpagtere og proprietærer dog hovedrollen i ledelsen af de landboforeninger, som efterhånden kom til at dække de fleste områder af Sønderjylland. Men ellers fejlede bøndernes selvbevidsthed i forholdet til de andre samfundsgrupper ikke noget. Den tid var forbi, hvor embedsmændenes ord uden videre var lov. Og i landsbysamfundet skilte gårdmændene sig mere og mere ud som et lag for sig. Mange steder ophørte således på de blot lidt større gårde skikken med at husbond og tjenestefolk spiste ved samme bord.

Den stigende velstand i landbruget gav mere arbejde til landhåndværkerne, men ellers kom den ikke så meget de lavere sociale grupper på landet til gode. For befolkningstallet steg, uden at antallet af landbrug fulgte med. Den stigende befolkning måtte derfor hovedsagelig bosætte sig i små huse med ingen eller kun ganske lidt jord til og tjene til føden som daglejere på gårde og godser. Og det kunne undertiden være svært, især om vinteren. Lidt bedre synes det at være gået for tjenestefolkene sig, da de bedre kunne flytte derhen, hvor der var arbejde og hvor betalingen var bedst. Men det gik kun, indtil de stiftede familie.

Velstandsstigningen i landbruget blev et lokomotiv også for udviklingen i byerne. Sådan måtte det være, så længe fire ud af fem sønderjyder boede på landet og kun en i købstæderne. Men erhvervsudviklingen her havde også sine særlige forudsætninger i udviklingen af infrastrukturen og teknologien. Der blev fra 1830'erne bygget moderne veje med faste vejbaner, de såkaldte chausséer, der fremmede trafikken med hest og vogn og postforbindelserne mellem byerne. For forsendelsen af større godsmængder over land fik dog navnlig jernbanerne betydning. Den første jernbane i det danske monarki blev banen fra Altona til Kiel, som åbnede i 1844 med stikbane til Glückstadt og Rendsborg i 1845. Det viste ganske klart, at udviklingen i Holsten var længere fremme end i Sønderjylland, der jo lå fjernere fra den store nordtyske metropol Hamborg. Men i 1854 fik Sønderjylland så sin egen jernbane fra Flensborg til Tønning. Det var en tværbane til fremme af transithandelen mellem Østersøen og Nordsøen, men den fik dog også en forbindelse med de holstenske jernbaner via Rendsborg. Fra Flensborg gik det videre nordpå. I krigsåret 1864 åbnede banen frem til Vojens.

Jernbanerne kunne dog ikke slå skibsfarten ud. Den store vækst i den hamborgske handelsflåde trak også sønderjysk skibsfart med, om end tilvæksten her blev mere beskeden. Det var navnlig byerne Aabenraa og Flensborg, i lidt mindre målestok Sønderborg og Ærøskøbing-Marstal, der var de mest betydende sønderjyske skibsfartsbyer.

Skibsfart betød skibsbyggeri, og træskibsværfterne hørte endnu til de største industrivirksomheder i byerne langs østkysten. Teglværksindustrien omkring Flensborg fjord havde også rødder tilbage i historien. Det samme gjaldt en virksomhed som Kobbermøllen ved Flensborg. Men fra 1830'erne kom der også andre industrigrene til. I første omgang var det især jernstøberierne, der producerede redskaber og maskiner til landbruget. Det store støberi, Carlshütte nord for Ejderen ved Rendsborg, blev grundlagt i 1827. I 1838 fik Flensborg sit første støberi, i 1841 Haderslev sit, mens Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Højer og Husum først fik støberier efter Treårskrigen.

En anden branche i fremgang var nærings- og nydelsesmiddelindustrien. Tobaksfabrikkerne voksede fra håndværks- til fabriksstadiet, især i Flensborg, men også i Haderslev og Christiansfeld. Den samme udvikling, fra håndværk eller hjemmeindustri til rigtige fabrikker, gjorde sig gældende for bryggerier og brænderier.

Industrigrundlæggerne var hyppigt håndværkere, der blev bidt af den teknologiske udvikling og kunne skaffe kapital, hvilket ofte skete ved at gå i kompagniskab med en købmand. En helt ny gruppe af fabrikanter opstod. I tal var den dog for ingenting at regne mod industriarbejderne, hvis antal blev fordoblet fra midten af 1840'erne til 1864. Flere steder satte industri og arbejderboliger deres præg på hele bydele, først og fremmest Nystaden i Flensborg. Endnu var den sønderjyske industri dog for lille til at måle sig med udviklingen i England og Tyskland. Og en egentlig arbejderbevægelse opstod først efter 1864.

Stænderforsamlingen i Slesvig og de slesvig-holstenske liberale

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa. 

Året 1830 blev skelsættende i europæisk og slesvig-holstensk politik. Julirevolutionen i Paris, Belgiens frihedskrig mod Holland, opstanden i russisk Polen og uroligheder i flere tyske stater fandt også ekko i hertugdømmerne. I november udkom et lille skrift "Über das Verfassungswerk in Schleswigholstein", skrevet af Uwe Jens Lornsen, landfoged på Sild. Heri foreslog Lornsen en landdag og en forfatning fælles for Slesvig og Holsten. Hertugdømmernes centraladministration skulle flyttes fra København til Kiel. Der skulle ske en adskillelse af forvaltningen og domstolene og oprettes en fælles højesteret for hertugdømmerne. Lornsen ville en fuldstændig administrativ og finansiel adskillelse af hertugdømmerne og Danmark, "kun konge og fjende skal være fælles". Med sit skrift ville Lornsen sætte en folkebevægelse i gang, men det var stemningen i hertugdømmerne slet ikke til. Bortset fra nogle få sympatisører blandt de yngre lærere og studenter ved universitetet i Kiel var Lornsen isoleret. Den 23. november blev han arresteret og senere idømt et års fæstningsarrest.

Regeringen mente imidlertid ikke længere at komme uden om reformer. Ved anordninger fra 1831 og 1834 blev der indført rådgivende stænderforsamlinger for monarkiets fire dele: De danske øer, Nørrejylland, Slesvig og Holsten. Dermed understregedes landsdelenes ligeret inden for helstaten, og en todeling i en dansk og en tysk del blev undgået. For at imødekomme den slesvig-holstenske særfølelse oprettedes samtidig en fælles provinsialregering for begge hertugdømmer i Slesvig og en fælles overappellationsret i Kiel. Lokalforvaltningen blev derimod ikke berørt af reformerne og beholdt sin middelalderlige mangfoldighed med amter og landskaber, købstæder og flækker, oktrojerede koge, kancelligodser, gods- og klosterdistrikter og kongerigske enklaver. Retspleje og forvaltning blev heller ikke adskilt i de underste instanser. Da stænderforsamlingerne kun skulle være rådgivende, afskaffede stænderforfatningen ikke enevælden.

Hertugdømmet Slesvigs stænderforsamling fik hjemme i Slesvig by. Sammensætningen afspejlede privilegiesamfundet. Kongen skulle udpege deputerede for ridderskabet, gejstligheden og Kiels universitet. Hertugen af Augustenborg blev født medlem af forsamlingen. De øvrige deputerede valgtes for seks år ad gangen ved direkte og åbne valg. Valgret tilkom udelukkende mænd, der var fyldt 25 år og i besiddelse af en vis formue. For at blive valgt krævedes en større formue og en alder af 30 år. Valgret tilkom kun omkring 2 % af befolkningen, men det var dog kun lidt mindre end i England og mere end i Frankrig og Preussen.

De første slesvigske stænderforsamlinger mødtes i 1836 og derefter hvert andet år. I dette første parlament var der også tilløb til et partimønster, men skillelinjerne lå ikke altid fast. Forslag, der understregede Slesvigs og Holstens samhørighed og selvstændighed fik gerne tilslutning på tværs af fraktionerne. Det samme gjaldt besparelser og skattelettelser. Højrefløjens førerskikkelse var hertug Christian August af Augustenborg, hvis hovedmotiv var forsvaret af slægtens rettigheder. Ud over godsejerne hørte flere købstadsrepræsentanter og gejstlige til forsvarerne af de bestående privilegier. Nærmere midten stod de gammelliberale. Venstrefløjen bestod af de få egentlig liberale, hvis ubestridte anfører var købmand Peter Hiort Lorenzen fra Haderslev. Liberale mærkesager var stændermødernes åbning for publikum, skattebevillingsret, indflydelse på finansadministrationen, almindelig værnepligt, besluttende myndighed til stænderforsamlingerne og større ytringsfrihed. De bondedeputerede lod sig vanskeligt placere ind i et højre-venstre spektrum. De var tro mod kongen og den bestående statsforfatning, men kritiske over for embedsmændene. De arbejdede især for at forbedre bøndernes vilkår gennem tiende- og hoveriafløsning, afskaffelse af godsejernes jagtret på bondejord m.v. En fremtrædende bonderepræsentant var Nis Lorenzen fra Lilholt i Nordslesvig.

Trods begrænsningerne i presse-, forsamlings- og foreningsfrihed lykkedes det de liberale at vinde en stærk position i den nye politiske offentlighed. En slesvig-holstensk-liberal presse skabtes ved oprettelse af nye blade som "Kieler Correspondenz-Blatt" og "Schleswig-Holsteinische Blätter" og ved tilslutning fra flere hidtil upolitiske lokale "intelligensblade" som "Lyna" i Haderslev og "Allgemeines Wochenblatt" i Aabenraa. Offentlige politiske møder måtte kun afholdes med polititilladelse. Foreningsretten var heller ikke sikret. Regeringen tolererede dog oprettelsen af borgerforeninger, som vandt frem fra midten af 1830'erne (f.eks. Flensborg 1835, Husum og Haderslev 1838). De var først og fremmest selskabelige, men i hænderne på de liberale kunne de bruges til stændervalgkamp og indsamling af underskrifter og kampagnen for demokratisering af bystyret.

Den danske bevægelse i Nordslesvig

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa. 


Indtil slutningen af 1830'erne var det i hovedsagen kun snævre akademiske kredse, som bekendte sig til den nationale ideologi. Forestillingen om, at det ikke var fyrstedynastiet, men sproget, kulturen og den fælles levevis i det hele taget, som bandt en befolkning sammen, var skabt i Tyskland i slutningen af 1700-tallet af filosoffen J. G. Herder, der havde set disse fænomener som ydre udtryk for en dybereliggende "folkeånd" eller "folkesjæl", som ethvert folk havde fået af Gud. Derfor var det folkenes ret og deres bestemmelse selv at styre deres anliggender i frihed for fremmed indblanding. Sin politiske udformning fik denne tanke i kravet om, at hver nation havde ret til at udgøre sin egen stat.

Flensborgeren Christian Paulsen, der var juraprofessor i Kiel, tog i 1832 afstand fra Uwe Jens Lornsen med skriftet "Om hertugdømmet Slesvigs folkepræg og statsret". Heri fremhævede Paulsen Slesvigs historiske forbindelse med Danmark og det uretfærdige i, at tysk var rettens og forvaltningens sprog overalt i hertugdømmet, skønt befolkningens sprog i Nordslesvig og et godt stykke ned i Sydslesvig var dansk (sønderjysk dialekt). Tilmed var kirke- og skolesproget tysk i det endnu dansktalende Mellemslesvig. Paulsen blev støttet af Christian Flor, som havde lærestolen i dansk. Flor var påvirket af N.F.S. Grundtvig, der betonede folkelig oplysning med modersmålets "levende ord" som forudsætningen for folkets, dvs. bondestandens, deltagelse i det offentlige liv. For at få folkelig støtte til at fremføre kravet i den slesvigske stænderforsamling tog de to akademikere forbindelse til gårdejer Nis Lorenzen. I stænderforsamlingerne 1836 og 1838 rejste Nis Lorenzen derpå krav om dansk rets- og forvaltningssprog i Nordslesvig på grundlag af petitioner fra befolkningen. I 1838 kom sagen til afstemning, og med liberal støtte blev det vedtaget med et snævert flertal.

En dansk bevægelse i Nordslesvig tog så småt form. 1838 grundlagdes bladet Dannevirke i Haderslev med købmand Peter Christian Koch som udgiver og redaktør og året efter urmager Frederik Fischers "Apenrader Wochenblatt", der snart skiftede sprog og navn til "Apenrader Ugeblad". Et virkningsfuldt middel i den danske kulturkamp blev endvidere de mange sognebogsamlinger, som imødekom bondestandens dannelsestrang og blev støttet af de københavnske liberale. Også Peter Hiort Lorenzen sluttede sig til den danske bevægelse, da han i 1840 blev overbevist om, at en demokratisk fremtid for Slesvig lå i hertugdømmets stærkere tilknytning til kongeriget Danmark.

De nationale modsætninger vokser i 1840'erne

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa. 


I maj 1840 udsendte Christian 8. et sprogreskript, der indførte dansk rets- og administrationssprog på landet i Nordslesvig. Selv om det også fremmede tyskundervisningen, protesterede de slesvigske stænder med hertug Christian August i spidsen energisk. Den øgede nationale spænding fra 1840 var dog ikke kun et slesvigsk-holstensk fænomen. Franske krav om en "naturlig" grænse ved Rhinen satte en nationalistisk kædereaktion i gang. Den nationale protestbølge herimod i Tyskland fremkaldte planer om at indlemme Danmark i Det tyske Forbund som "admiralstat" med søforsvaret som særlig opgave.

Det fik i maj 1842 danske liberale til at understrege Danmarks samhørighed med de øvrige skandinaviske lande og kræve Slesvigs nære tilknytning til Danmark, mens Holsten skulle udskilles af monarkiet (Ejderpolitikken). I den slesvigske stænderforsamling overskyggede nationale modsætninger mere og mere skellet mellem konservative og liberale, til skade for de nødvendige økonomiske og sociale reformer. Bruddet kom i november 1842 med advokat Gülichs forslag om at slette stemplet "Dansk ejendom" på hertugdømmernes skibe, fordi det var "trældommens mærke", og Hiort Lorenzens nationale provokation, da han talte dansk for at tvinge Christian 8. til at tage parti for den danske bevægelse.

Som i Danmark forvandledes hovedparten af de liberale i hertugdømmerne til nationalliberale. "Landspartiet" under slesvigadvokaten Wilhelm Beselers ledelse indgik alliance med ridderskabet og den ærkekonservative hertug af Augustenborg og hans bror, prinsen af Nør. Augustenborgerne mente at have krav på at arve hertugværdigheden over Slesvig og Holsten, hvis den oldenborgske danske kongeslægt uddøde, hvilket man forudså ville ske med den barnløse kronprins Frederik. Ad den vej håbede "landspartiet" at opnå en adskillelse fra Danmark, og augustenborgernes arvekrav indgik derfor i de slesvig-holstenske "fundamentalsætninger" fra 1844: Hertugdømmerne er selvstændige stater, hertugdømmerne er fast forbundne stater, hertugdømmerne beherskes alene af mandsstammen. Da Christian 8. i 1846 med sit "åbne brev" underkendte hertugens arvekrav, rejste det en storm af protest i Slesvig, Holsten og Tyskland.

Fra 1842 var den nationale konflikt fastlåst med såvel den det danske som det slesvig-holstenske krav på hele Slesvig. De to bevægelser brugte herefter kræfterne om at mobilisere flest muligt tilhængere. Parterne betjente sig af stort set de samme propagandamidler og skabte deres egne nationale symboler. Den slesvig-holstenske enhed blev symboliseret ved to sammenvoksede egestammer (Dobbeltege) og løftet i Ribeprivilegiet i  1460 om at holde hertugdømmerne "for evig udelte" ("Up ewig ungedeelt"). Slesvigs samhørighed med Danmark og grænsen ved Ejderen blev derimod understreget ved vikingetidens og middelalderens grænsevold Dannevirke.

I hver eneste by oprettede slesvig-holstenerne deres sangkor ("Liedertafel"). Der arrangeredes fælles sangerfester, som tiltrak et stort publikum. Størst berømmelse opnåede sangerfesten i Slesvig i juli 1844, hvor sangen Schleswig-Holstein meerumschlungen lanceredes som et nationalt hit. Ved samme lejlighed vistes for første gang den blå-hvid-røde slesvig-holstenske landsfane, som regeringen imidlertid forbød i juli 1845. På dansk side åbnede man i 1844 i Rødding verdens første folkehøjskole efter grundtvigsk model med den karakteristiske kombination af faglig og menneskelig oplysning gennem "det levende ord" uden eksamensterperi.

Efter at offentlige politiske møder igen blev lovlige fra 1842, blev folkeforsamlinger et hovedled i den nationale agitation. De nationale tillidsfolk samledes til store fællesspisninger med den ene patriotiske skåltale efter den anden, mens de menige tilhængere og de apolitiske tilskuere blev lokket til med kanonsalut, skydekonkurrencer, lotteri, sang, musik, dans og bål. For de dansksindede blev Skamlingsbanken syd for Kolding den faste festplads. Her fejredes maj 1843 den første Skamlingsbankefest som tak for sprogreskriptet af 1840. Skamlingsbankefesterne med taler af danske slesvigere som den unge bonde Laurids Skau og tilrejsende nordfra blev en fast årlig tradition. Den slesvig-holstenske bevægelse samlede i 1843 sine tilhængere til møder i Sønder Brarup, Haddeby, Rendsborg, Aabenraa og Kiel. Særlig betydning fik den første nordfrisiske folkefest i juni 1844 i Bredsted, hvor det lykkedes at vinde mange frisere for slesvig-holstenismen ved flittig brug af frisiske slagord som "hellere død end slave". Respekten frisernes folkelige egenart var dog næppe ærlig; agitationen kvalte i hvert fald de første spirer til en selvstændig, frisisk nationalbevægelse, som netop da var ved at springe ud. De første nationale foreninger så samtidig dagens lys, men fik dog kun tilslutning fra nogle hundreder. I juni 1843 stiftede fremtrædende bønder på Haderslevegnen med Hiort Lorenzen og Koch som bagmænd "Den slesvigske Forening". Som et tysk modtræk dannedes i juli 1845 på Haderslevegnen "Den slesvig-holstenske patriotiske Forening".

Slesvig-holstenismens bannerførere var i første række dannelsesborgerskabets yngre embedsmænd, advokater, læger, præster og latinskolelærere, som havde fået deres uddannelse og påvirkning ved Kiels Universitet. I købstæderne fik de følgeskab af adskillige skibsredere, købmænd, fabrikanter og håndværksmestre, som orienterede sig efter Holsten som monarkiets økonomiske tyngdepunkt med den mest fremskredne modernisering. En undtagelse var Flensborg, hvor redere og købmænd stod i skarp konkurrence med Hamborg og i nær økonomisk forbindelse til kongeriget. De fastholdt derfor den nedarvede, kongetro helstatspatriotisme med særslesvigsk fortegn. Mens byernes småborgerskab gennemgående var passivt i den nationale konflikt, lykkedes det de nationale pionerer at engagere adskillige af de store og mellemstore bønder. Bøndernes økonomiske interesser og sociale mentalitet kunne trække såvel i slesvig-holstensk som slesvig-dansk retning. Hos de velstående bønder særlig i marsken og i Angel var den borgerlige levevis udbredt, og her tilsluttede mange sig borgerskabets politiske bevægelse. I Angel indebar det tillige et sprogskifte fra sønderjysk angelbomål til plattysk. Hos nogle bønder i Nordslesvig blev studehandelen med marsken og andre handelsforbindelser sydpå vejen til slesvig-holstenismen, også selv om de som regel talte den sønderjyske dialekt. Med held slog slesvig-holstenske agitatorer på kongerigets økonomiske "udbytning" af hertugdømmerne og frygten for en indlemmelse i det økonomisk tilbagestående Nørrejylland.

Ellers stod de fleste nordslesvigske bønder endnu med et ben i traditionel bondementalitet med den stærke modsætning til "de store" - embedsmændene og godsejere som hertugen af Augustenborg. Det forstod de danske ledere at udnytte ved at tage bøndernes parti i sociale konflikter. Bondestandens almueagtige hengivenhed for kongen som de uprivilegerede stænders beskytter trak også bønderne til den danske bevægelse, hvis rygrad de blev. Den nationale agitation berørte langtfra alle. Store områder var immune, først og fremmest de ufrugtbare egne på geesten og godsdistrikterne. Ligeledes blev kådnere og parcellister kun sjældent, inderster og tjenestefolk aldrig indfanget af den nationale mobilisering. Nationalismen var kun for de socialgrupper, som i fuldt eller moderat omfang var inddraget i samfundets modernisering.

Vandene skilles 1848

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa og Gerret Liebing Schlaber, arkivar, ph.d. ved Landsarkivet for Sønderjylland.

På ny skulle europæiske begivenheder i 1848 drive udviklingen i hertugdømmerne frem. Den nye franske revolution indførte republikken den 24. februar og bredte sig til Sydtyskland samt Østrig og Preussen, hvor der udbrød kampe mellem folket og militæret. I februarrevolutionen så også de liberale og nationale kræfter i den dansk-slesvigsk-holstenske helstat deres chance til at gennemføre deres mål. Den 18. marts samledes de tysksindede stænderdeputerede fra begge hertugdømmer til fællesmøde i Rendsborg, hvor de krævede en grundlov for hertugdømmernes forenede stænder, Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund, oprettelse af en folkevæbning med egne officerer samt presse- og forsamlingsfrihed. En deputation blev valgt og sendt af sted til København med kravene til kongen. Hovedstadens liberale var også påvirkede af begivenhederne og krævede en fri forfatning for Danmark og Slesvig. Nyheden om Rendsborgmødet fik dem til at arrangere et folketog til kongen den 21. marts, hvor de uden et skud blev løsnet opnåede et nyt ministerium med flere nationalliberale Ejderpolitikere.

Den 23. marts om morgenen nåede efterretningen herom til Kiel. Herefter forventede man intet positivt svar fra kongen til deputationen og besluttede sig straks for opstanden. Natten mellem den 23. og 24. nedsattes en provisorisk regering, hvis sammensætning viste den slesvig-holstenske opstands spændvidde. Det nationalliberale centrums fører Wilhelm Beseler blev præsident, mens den konservative fløj repræsenteredes af grev Fr. Reventlow-Preetz og advokat Bremer i Flensborg, hvortil kom den augustenborgske prins Frederik af Nør som militær ekspert. De folkelige kredse fra en samtidig forsamling i Kiels rådhus blev repræsenteret ved købmand og konsul M.T. Schmidt og snart også ved den demokratiske leder Olshausen. For at nedtone opstandens revolutionære karakter og berolige hertugdømmernes loyale embedsmænd og befolkning hævdede den provisoriske regering, at den blot regerede i "den ufrie landsherres" navn, indtil han genvandt magten fra de ejderdanske københavnere. Det medvirkede til, at stort set alle statsembedsmænd og næsten alle købstæder anerkendte den provisoriske regering.

Med få soldater og frivillige overrumplede prinsen af Nør den 24. marts helstatens næststørste fæstning Rendsborg, hvis garnison næsten fuldstændigt gik over til ham og sammen med de mange frivillige blev grundstammen i den slesvig-holstenske hær. Borgerkrigen var brudt ud!

I Slaget ved Bov den 9. april led den slesvig-holstenske hær imidlertid nederlag med sine få uddannede soldater, studenter fra Kiel og tililende frikorpssoldater fra Tyskland. De oprettede folkevæbninger forsvandt som dug for solen, og den danske hær rykkede frem til Danevirke. Efter intervention fra Preussens og Det tyske Forbund vendte styrkeforholdet imidlertid, og den 23. april slog preusserne den danske hær i Slaget ved Slesvig. Derefter besatte tyske tropper hele hertugdømmet Slesvig med undtagelse af Als og Ærø. Efter mindre kampe ved Dybbøl blev der efter engelsk og svensk mægling i Malmø sluttet våbenhvile den 26. august.

For helstatsmænd og dansksindede nordslesvigere var den slesvig-holstenske opstand et oprør mod landets konge. Mens helstatstilhængerne opfattede kampene som en tragisk borgerkrig, blev de danske nordslesvigere grebet af "ånden fra 1848", danskernes nationalmytologiske modbegreb til slesvig-holstenernes "rejsning". I Haderslev og Sønderborg lykkedes det danske småborgere at forhindre bystyrets anerkendelse af den provisoriske regering, og i Aabenraa og Flensborg demonstrerede de sammen med danske arbejdere og søfolk imod bystyrets anerkendelse. I Haderslev amt og på Als drog bønder i skarer rundt til slesvig-holstensksindede embedsmænd for at afkræve dem troskabsløfte til Frederik 7.  , og de dannede folkevæbninger med jagtgeværer, spyd, forke og udrettede leer.

I Sydslesvig blev der modsat dannet slesvig-holstenske folkevæbninger i Ejdersted, Nordfrisland, Hütten amt og den sydlige del af Angel. I Holsten var folkevæbningen mere pletvis og fandtes mest omkring Kiel, Segeberg, Altona og Itzehoe. Dertil kom byernes borgervæbninger. Det mellemste Slesvig og Ditmarsken blev kun perifert berørt af folke- og borgervæbningen, og i Sydøstslesvig og Østholsten ville godsejerne ikke bevæbne fæstebønder og landarbejdere.

Krigstidens nationale massepetitioner viste, at renere danske og tyske standpunkter vandt frem i befolkningen på bekostning af helstatstanken og traditionel slesvigsk og slesvig-holstensk særfølelse. Nogle petitioner udtalte sig for eller imod Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund, andre mod en adskillelse fra Holsten eller for at udvide Danmarks demokratiske grundlov fra juni 1849 til Slesvig. Disse stridsspørgsmål trak en grænse mellem dansk og tysk overvægt gående syd om Flensborg og denne bys nærmeste omegn vestpå nord om Tønder og Højer. I Flensborg fastholdt flertallet i byens øverste lag deres særslesvigske og helstatstro synspunkter. I Nordslesvig var der mange tysksindede i købstæderne og adskillige landsbyer i Slogs herred, og modsvarende fandtes danske sympatier i flere sogne i Angel, på Vesterland-Før og Amrum. Alligevel var linjen mellem Slesvigs dansk- og tysksindede befolkning tilstrækkelig klar til, at en delingslinje tværs gennem hertugdømmet kunne være trukket. Delingstanken blev drøftet både på dansk og tysk side, men de kæmpende parter forkastede den og fastholdt i stedet hver sin udlægning af den historiske "ret".

Den tyske og danske nationalisme var endeligt blevet til en folkebevægelse, der faktisk delte Sønderjyllands befolkning. Intet problem blev løst i 1848, og i april 1849 startede krigen på ny med den danske flådes fejlslagne angreb på Egernførde. Efter at Danmark i sommeren 1849 havde sluttet først våbenhvile og i 1850 fred med Preussen og Det Tyske Forbund, gik de slesvig-holstenske tropper på ny til angreb i juli 1850, men blev besejret den 25. juli ved Isted og den 5. oktober ved Frederikstad. Hele Slesvig var igen under dansk kontrol, men problemerne, der havde ført til krigen, var stadigvæk ikke løst.

Forsigtige reformer, forfatningsproblemer og ny nationalisme 1850-63

Af Gerret Liebing Schlaber, forsker på Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Den militære sejr i 1850 betød ikke, at Danmark havde den fuldstændige magt over hertugdømmerne. Stormagterne satte helstatens konservative restauration igennem, for at sikre magtbalance og stabilitet i Østersøområdet. For at genvinde kontrollen over det af preussiske og østrigske tropper pacificerede Holsten og den nye arverets anerkendelse, måtte den danske regering love, at man ikke ville forbinde Slesvig tættere til Danmark end til Holsten. I London-traktaten af 8. maj 1852 blev den nye arvefølge fastlagt. Efter Frederik 7.'s død skulle prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Lyksborg blive konge - og efter ham hans mandlige efterkommere. Augustenborgerne som den ældste mandlige sidegren af kongehuset, blev udelukket, Christian August og Friedrich anklaget for højforræderi og udvist af helstaten; i det mindste fik de en god erstatning for deres afståede godser. Også mange illoyale embedsmænd blev afskediget.

Selve hertugdømmet Slesvig fik i 1854 en forfatning for dets indre anliggender, få måneder derefter indførtes en ny helstatskonstitution med dannelsen af Rigsrådet som vigtigt organ for helstatens fællesanliggender. Disse var langt fra junigrundlovens demokratiske gevinster. Hertugdømmets nye centrale myndighed var siden 1851 Ministeriet for Slesvig ved regeringen i København.

Med reformerne i forvaltning og retsvæsen blev de adelige godsherrers stilling i hertugdømmet svækket. Stænderforsamlingen blev genindført, men gennemgribende demokratiske reformer fandtes ikke. Officielt skulle parlamentet beslutte alle nye love, men i virkeligheden havde dette fortsat en rådgivende funktion. I stedet for flertallets beslutninger vedtog regeringen i mange tilfælde mindretallets votum. En anden betydelig og dog forsigtig reform var indførelsen af et amtsråd i Haderslev Amt 1858 og herredsråd i de under en amtmand forbundne Aabenraa, Sønderborg og Nordborg amter i 1861.

Reformernes forsigtighed skyldtes ikke mindst den kendsgerning, at man ikke ville danne nye officielle fora for den slesvig-holstenske opposition, som det var tilfældet i stænderparlamentet. Tværtimod forsøgte man at redanisere den landsdel, hvor det danske sprog i 1800-tallet var i hurtig tilbagegang. I denne trekant Tønder-Treja-Gelting samt i de tre nordslesvigske købstæder, blev dansk skolesproget bortset fra selve tyskundervisningen. Gudstjenestens sprog skiftede fra gang til gang, mens man måtte vælge sproget i alle retstilfælde, forvaltningssager og højtideligheder i kirken; også centraladministrationen skulle være tosproget. I den nordlige landsdel var dansk det eneste sprog, i Nordfrisland og de sydlige distrikter var det tysk. Denne sprogpolitik udløste skarp kritik. Trods alt var det forholdsvis roligt i Sønderjylland, mens krisen blev større i Holsten, hvor forfatningerne ikke blev anerkendt. Dette skulle snart påvirke Sønderjyllands stilling.

Den anden slesvigske krig og helstatens fald

Af Gerret Liebing Schlaber, forsker på Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.


Da den holstenske forfatningskrise ikke kunne løses og da Det Tyske Forbund udøvede betydeligt pres på den danske regering med dette problem, blev idéen om at give afkald på Holsten og det ellers loyale Lauenborg populær igen. Det betød faktisk en genoptagelse af den ejderdanske politik, som ikke mindst viste sig i Orla Lehmanns optagelse i regeringen 1861.

Med Krimkrigen 1853-56 havde den europæiske magtkonstellation forandret sig betydeligt; Rusland, som var en af Danmarks vigtigste diplomatiske forbundsfæller, blev svækket, Preussen, som fulgte en ny politik med hensyn til den tyske enhed, især under dens nye ministerpræsident Otto von Bismarck, blev styrket. Denne politik blev støttet af den Tyske Nationalforening, hvis formand i Holsten blev – ironisk nok – Orla Lehmanns fætter Theodor. Et centralt formål var hertugdømmernes forening under et preussisk domineret ensartet Tyskland.

Den danske regering og C.C. Hall overvurderede Danmarks styrke og undervurderede Preussens beslutsomhed. I november 1863 vedtog man en ny forfatning, der udelukkende havde gyldighed i Danmark og Sønderjylland. Dette betød et brud med overenskomsterne fra 1852. Nu rullede begivenhederne over hinanden.

Den 15. november døde Frederik 7. på Lyksborg slot, og hans efterfølger Christian 9. undertegnede i en af sine første embedshandlinger den nye forfatning. Det Tyske Forbund reagerede med den i lang tid truede "eksekution" og sendte tropper til Holsten. Samtidig manifesterede Christian Augusts søn Friedrich sine krav på tronen i hertugdømmerne; han proklamerede, at hans rettigheder var Slesvig-Holstens redning (skønt overenskomsten 1852 entydigt havde udelukket Augustenborgerne) og at han ville regere på grundlaget af statsgrundloven fra 1848 – og blev mødt med begejstring overalt i Tyskland og blandt hertugdømmernes tysksindede befolkning. Overfor den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarcks politik for en samling af Tyskland under preussisk førerskab kom han imidlertid – som så mange andre – til kort. Slesvig-holstenerne fik ikke deres selvstændige stat under huset Augustenborg.

Den 16. januar 1864 krævede stormagterne Preussen og Østrig ultimativt, at Danmark skulle tage forfatningen tilbage indenfor 48 timer, hvad der ikke var muligt. Den 1. februar overskred tropperne Ejderen, og fire dage senere måtte Danevirke-stillingen opgives. Bortset fra slaget ved Sankelmark (6. februar) mødte stormagterne ingen modstand og kunne hurtigt besætte det slesvigske fastland og dele af Jylland. Efter et heftigt bombardement stormede preusserne den 18. april Dybbøl Banke. De herefter indledte fredsforhandlinger førte ikke til noget resultat, og krigen fortsatte. Den 29. juni erobrede de tyske stormagters tropper Als med det sønderskudte Sønderborg.

Nu var Danmark nødt til at acceptere sejrherrernes fredsbetingelser. I Wienerfreden af 30.oktober 1864 kom hertugdømmet Slesvig samt de vestslesvigske enklaver (og bortset fra nogle sogne ved Ribe og syd for Kolding samt Ærø) under preussisk styre. Et helt nyt kapitel i Sønderjyllands historie begyndte.