Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

1928 Tysk kort Westermann Verlag/Braunschweig

Sønderjyllands historie 1920-1945

Sønderjyllands integration i Danmark
Sydslesvig fra Weimarrepublik til nazidiktatur
Mindretallene nord og syd for grænsen 1920-1945
Landbrug, krise, bevægelser og jordkamp
Nazismen og grænsen 1933-1939
Besættelse, sindelagskamp og modstand 1940-1945

Sønderjyllands integration i Danmark

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa. 


Ved genforeningen med Danmark i 1920 fik det indlemmede område officielt betegnelsen "De sønderjydske Landsdele". Efterhånden blev dette kunstige navn dog fortrængt af det mere ligefremme "Sønderjylland", skønt denne benævnelse historisk set også omfattede Sydslesvig.

I 1920 var det målet, at landsdelen hurtigst muligt skulle gå fuldstændig op i den danske stat, således at Kongeågrænsen blev slettet fuldt og helt. Dansk administration og lovgivning blev derfor i det omfang, det var muligt, straks indført i det indlemmede område. Nogle overgangsordninger var dog nødvendige, men de er siden blevet afviklet. Fra den tyske tid har sønderjyderne dog beholdt den verdslige personregistrering og har derfor både en dåbsattest og en fødselsattest.

Landsdelens fulde integration i Danmark forudsatte ligeledes befolkningens integration i det danske politiske system og deling efter danske partilinier. De danske sønderjyder havde i deres politiske arbejde i årene 1864-1920 organiseret sig som en national bevægelse og ikke som et politisk parti. De politiske valg var blevet brugt som nationale manifestationer - en lejlighed til at vedkende sig sin danske identitet. Efter 1920 skulle nordslesvigerne finde deres partipolitiske ståsted. Vanskelighederne ved denne proces viste sig særligt ved de første valg til det danske Folketing, hvor stemmeprocenten lå væsentlig under det dansk landsgennemsnit. I løbet af perioden steg valgdeltagelsen imidlertid, og den nordslesvigske befolkning fandt sig til rette i det danske politiske system.

Integrationen i det danske politiske system var en særlig udfordring for Socialdemokratiet. Dette parti var det eneste, som også før 1920 havde virket i Sønderjylland, men som en del af den tyske socialdemokratiske bevægelse. Partiets organisation i landsdelen var derfor endnu i 1920 tyskorienteret, men accepterede indlemmelsen i den danske arbejderbevægelse. Denne integration blev fremmet ved, at den danske partiledelse sendte J. P. Nielsen til landsdelen som partiets repræsentant. J. P. Nielsen tilhørte det danske socialdemokratis internationalistiske fløj og var tyskkyndig. I forvejen havde han et godt ry blandt tyske socialdemokrater, fordi han under tilnavnet "Der Kindervater" havde organiseret tyske arbejderbørns ferieophold i Danmark under krigen. I løbet af perioden voksede Socialdemokratiets tilslutning i landsdelen, og partiets præg og ry som et tysk parti forsvandt.

Dansk samfundsliv og kultur havde i årene 1864-1920 gennemgået en rivende udvikling, som sønderjyderne havde været på afstand af. Særlig i området ned mod den nye grænse - den såkaldt "truede firkant" - var kendskabet til denne udvikling mangelfuldt. Her blev der straks efter 1920 indledt en offensiv for det folkelige arbejde med talrige foreningsgrundlæggelser og forsamlingshusbygning. De mange nye danske lærere fik her en særlig betydning, men den danske folkeskole blev generelt i landsdelen betegnet som "genforeningens bedste gave".

På det økonomiske område stod landsdelens hovederhverv, landbruget, overfor en stor omstillingsproces. I den tyske tid havde det sønderjyske landbrug produceret til et beskyttet tysk hjemmemarked. Store landområder var udlagt som græsningsarealer for kødkvægsproduktionen. De sønderjyske brug var gennemgående større end de danske og havde en dårligere jordfordeling. Dansk landbrug var derimod baseret på det intensive mejeribrug og på svineproduktion til eksportmarkeder. Efter 1920 måtte de sønderjyske landmænd tilpasse sig de nye afsætningsvilkår. Ved Genforeningen kom den danske stat til at eje store landområder i landsdelen, dels ved overtagelse af den preussiske stats domænegårde, dels ved køb af de augustenborgske og andre godser i begyndelsen af 1920'erne. Dette muliggjorde en udstykning til et stort antal nye husbrug. I alt blev der i mellemkrigstiden med statsstøtte skabt ca. 1840 nye brug ved udstykning.

Sydslesvig fra Weimarrepublik til nazidiktatur

Af Martin Klatt, adjunkt, mag.art ved Institut for Grænseregionsforskning

Demokratiet i Sydslesvig stod allerede kort efter dets indførelse i 1918 overfor problemer, der snart viste sig at have en negativ effekt på det nye folkestyres udvikling. En stor del af befolkningen tog aldrig demokratiet til sig, men længtes mod kejserdømmet. Den politiske og økonomiske udvikling førte endnu flere væk fra demokratiet.

Republikken blev indført samtidigt med, at den store modstand i befolkningen mod Versailles-fredstraktaten vågnede. I Sydslesvig blev denne modstand koblet sammen med modstanden mod den kommende folkeafstemning og delingen af Slesvig. Den politiske reaktion var en fornyet borgfred mellem de politiske partier, der dannede en national front mod Versailles og voldtægten af Nordslesvigs tyske befolkning. Kravet om en grænserevision helt op til Kongeåen blev opretholdt hos de lokale myndigheder og politikere.

De økonomiske kriser i 1920'erne forværrede forholdene. Som tak for tysk trofasthed (Deutsche Treue) blev der gennemført store offentlige investeringer i Sydslesvig: nye jernbaner, veje, skoler og en frihavn i Flensborg. Investeringerne førte imidlertid ikke til den forventede økonomiske vækst. Især Flensborg-regionen havde svært ved at udligne tabet af det nordslesvigske opland. Landbrugskrisen i 1920’erne berørte også Sydslesvig og førte til en radikalisering af landbefolkningen i den konservative og nationalistiske Landvolk-bevægelse. Grobunden for nazismen var dermed skabt især i landdistrikterne.

De demokratiske partier – Socialdemokratiet (SPD), Det tyske demokratiske parti (DDP) og Det tyske folkeparti (DVP) – mistede allerede ved rigsdagsvalget i maj 1924 flertallet i forhold til de anti-demokratiske partier – især Det tysknationale Folkeparti (DNVP) på højrefløjen og kommunisterne (KPD) på venstrefløjen. Et knapt demokratisk flertal kunne holdes ved december-valget i 1924 og i 1928, men rigsdagsvalgene i 1930 og 1932 betød de nationalistiske partiers gennembrud. Især i landdistrikterne kunne nazisterne (NSDAP) ved Weimarrepublikkens sidste frie valg opnå op mod 70-80% af stemmerne. Og i provinsen som helhed erobrede nazisterne alene det absolutte flertal i juli 1932.

Mindretallene nord og syd for grænsen 1920-1945

Af René Rasmussen, forsker, cand. mag., Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotel for Sydslesvig, Flensborg.

Grænsedragningen i 1920 efterlod mindretal på begge sider af den nye dansk-tyske grænse. Nord for grænsen et tysk mindretal på hen ved 25.000 mennesker, syd for grænsen et dansk mindretal på 8-10.000 mennesker.

Den danske regering havde med bred opbakning i rigsdagen straks i 1920 anlagt en liberal behandling af det tyske mindretal. Man ville demonstrere, at det demokratiske Danmark kunne behandle et nationalt mindretal bedre end det wilhelminske Tyskland. Tillige håbede man på ved eksemplets magt at opnå tilsvarende gode forhold for det danske mindretal i Sydslesvig. Og så ville man undgå, at mindretallets stærke fædreland fik nogen berettiget anledning til klage og utilfredshed.

Det tyske mindretal var jævnt fordelt over Nordslesvig med tyngdepunkt i Tønder Amt og den sydlige og vestlige del af Aabenraa Amt. Det blev straks fra 1920 ret grundigt organiseret med skoler, børnehaver, biblioteker, kirker etc. inden for de rammer, den danske lovgivning angav. Da den danske regering anså den eksisterende danske lovgivning og liberale administrative praksis som tilstrækkelig garanti for mindretallets rettigheder, blev der ikke vedtaget egentlige mindretalslove. F.eks. de tyske privatskoler blev oprettet efter den almindelige lov om friskoler med samme adgang til statsstøtte.

Det tyske mindretal, hvis ønske var fuldstændig kulturel autonomi, kunne ikke tilfredsstilles helt af disse rettigheder. Mindretallet ønskede sit eget gymnasium. Dette krav blev opfyldt i 1929. På folkeskolens område foretrak mindretallet privatskoler frem for de kommunale tyske skoler/skoleafdelinger, eftersom privatskoler muliggjorde helt fri lærerudnævnelse og undervisning i overensstemmelse med tysk kultur, tænkemåde og verdensanskuelse. Navnlig efter 1933 skød der mange tyske privatskoler op over hele Nordslesvig, og det tyske arbejde syntes i det hele taget i vækst, indtil det stagnerede og vendte fra midt i krigen 1939-45.

Mindretallet, der var politisk organiseret i Slesvigsk Vælgerforening og Slesvigsk Parti, anerkendte ikke den nye grænse, men erklærede det som sit fremmeste mål at få gennemført en revision. Mindretallets relativt beskedne andel af stemmerne ved folketingsvalgene mellem 1920 og 1939 – mellem ca. 13-16% – lod formode, at dette mål havde lange udsigter, men i enkelte sogne samt i Tønder og Højer, stod mindretallet dog betydeligt stærkere, til dels med flertal. Imidlertid lod mindretalsledelsen, i perioden 1920-1939 personificeret ved pastor Johannes Schmidt-Vodder, sig ikke aftvinge konkrete bud på, hvor omfattende grænserevisionen skulle være. Dette skete af taktiske grunde: For det første for ikke at skabe indre splid ved at udelukke nogen fra en genforening med Tyskland, før det blev nødvendigt; for det andet for ikke at skræmme mere moderate eller potentielle nye medlemmer af mindretallet væk; og for det tredje for ikke at risikere at lægge sig fast på mindre, end man i en heldig situation måske ville kunne opnå. Endelig nærede pastor Johs. Schmidt forestillinger om engang i fremtiden at kunne drage hele Danmark ind i et politisk og økonomisk fællesskab med Tyskland, der efter Schmidts mening ville blive den ledende magt i Europa.

Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 medførte, at mindretallet, trods nogen indre modstand i begyndelsen, de følgende år blev nazificeret og ensrettet i partiet NSDAP-N(ordschleswig, fra 1935 under ledelse af dyrlæge Jens Møller, der i 1939 også afløste Schmidt-Vodder som mindretallets folketingsmand. Nazificeringen af mindretallet medførte en radikalisering af både krav og adfærd, og fra slesvig-holstensk side blev denne linje understøttet. Rigsregeringen i Berlin holdt dog – først og fremmest af udenrigspolitiske grunde – hedsporerne i grænselandet tilbage.

Det danske mindretal i Sydslesvig anerkendte, efter at et forsøg på at opnå en internationalisering af Flensborg var strandet i maj 1920, den nye grænsedragning. Man organiserede sig i Den slesvigske Forening – bemærk at begge nationale mindretal anvendte betegnelsen Slesvig, som formodedes at øve tiltrækning på nationalt indifferente – med redaktør af Flensborg Avis, Ernst Christiansen, som ledende kraft.

De første år af 1920'erne var præget af nogen bitterhed over den danske regerings og det danske folks – som man så det – svigt under grænsekampen, men dernæst vandt en forsoningslinje frem. Selvom grænsen blev anerkendt, levede drømmen om at grænsen engang med tiden ville blive flyttet sydpå videre. Men den forblev uudtalt og antog ikke karakter af et krav, som det med modsat fortegn skete på tysk side. Drømmen knyttede sig til en forestilling om, at alle Slesvigs oprindelige indbyggere i grunden var danske, og at det blot gjaldt om at overbevise dem herom. Dette havde, erkendte man, dog lange udsigter, selvom der tilsyneladende havde været et vist nationalt opbrud i befolkningen under inflationskrisen i 1922-23. Efter 1924 gik det imidlertid tilbage for mindretallet ved hvert eneste valg, og for det danske mindretal handlede det snart om at holde sammen på flokken og forhindre, at den svandt ind til ingenting.

Navnlig efter 1933 var mindretallet under konstant pres fra myndighedernes og partiets side, og det svandt ind til under krigen kun at omfatte den allermest trofaste – og økonomisk mindre afhængige – kerne på en 4-5.000 mennesker, hovedsageligt koncentreret i Flensborg.

Ifølge Weimarforfatningens artikel 113 måtte fremmedsprogede folkedele i riget ikke ved lovgivning og forvaltning underkastes indskrænkninger i deres frie, folkelige udvikling, i særlig grad ikke i brugen af deres modersmål i undervisning, forvaltning og retspleje. På tilsvarende vis hed det i den preussiske forfatnings artikel 73, at provinsiallanddagene ved provinsiallovgivning ved siden af det tyske sprog kunne tillade et andet undervisningssprog for fremmedsprogede folkedele. I Slesvig-Holsten forsøgte man sig imidlertid med en model, der både kunne begrænse adgangen til dansksprogede skoler mest muligt og samtidig understøtte det tyske mindretals krav om større indflydelse på skolerne. Det var ikke nogen let sag. Bystyret i Flensborg havde ganske vist forud for afstemningen 1920 lovet at oprette en dansk kommuneskole, men da først afstemningen havde draget den nye grænse, gik alle bestræbelser ud på at indskrænke elevtallet mest muligt ved at lade anmeldte elever gennemgå en sprogprøve, før de kunne optages i dansk skole. Dertil kom krav om, at forældrene skulle dokumentere dansk afstamning. Alternativet, at lade mindretallet oprette private folkeskoler, blev nægtet.

I de følgende år løb det danske mindretal konstant ind i indskrænkninger og chikane på skoleområdet. Først med den forandrede tyske udenrigs- og mindretalspolitik fra 1926, på et tidspunkt, da Tyskland stod foran optagelse i Folkeforbundet, kom der på trods af slesvig-holstenske protester skred i tingene, nemlig med udstedelsen af den preussiske mindretalsskoleordning af 13. februar1926, der i praksis var en indskrænket udgave af den danske ordning i Nordslesvig fra juni 1920. Den 31. december 1928 udstedtes af udenrigspolitiske hensyn langt om længe en ny preussisk skoleforordning, der lod afstamningskriteriet falde og indførte det fra lokal tysk side forkætrede sindelagsprincip. Den gav også mulighed for oprettelsen af skoler længere syd på i landsdelen.

Også på det kirkelige område havde det danske mindretal i Sydslesvig forventninger i henhold til Weimarforfatningens artikel 113. Fra landskirkelig side foranstaltedes ganske vist i Flensborg hver anden søndag en dansk prædiken i Helligåndskirken, men mindretallets ønsker gik i retning af en dansk prædiken hver søndag, forrettet af en dansk præst. Derfor grundlagde man den 13. maj 1921 i Flensborg en egen dansk frimenighed udenfor landskirken, underlagt Dansk Kirke i Udlandet.

Det danske mindretal fik allerede 1920 garanteret en række nationale rettigheder, der med skoleforordningerne blev udvidet betragteligt i sidste halvdel af 1920'erne. Det lod sig i modsætning til tiden før 1920 gøre at leve et danske liv fra vugge til grav indenfor det tyske riges grænser.

For det danske mindretal betød nazisternes magtovertagelse i 1933 stor usikkerhed om dets fremtid. Selvom mindretallets rettigheder ikke blev krænket officielt, førte de lokale myndigheder en aggressiv politik mod især de svage medlemmer i mindretallet. Der var flere tilfælde af afskedigelser fra offentlige arbejdspladser eller nægtelse af sociale ydelser på grund af såkaldt nationale upålidelighed. Samfundets indretning efter den nationalsocialistiske ideologi betød desuden en vis udgrænsning af mindretallet i det daglige liv. Dansk skolegang og dansk kirkeliv bestod imidlertid fortsat og blev nu fristeder for den totalitære stats mange krav til individet. Det danske mindretal nød i det hele taget – sammenlignet med andre nationale, religiøse eller politiske mindretal i Hitlers Tyskland – en særstatus. Selv under krigen udkom Flensborg Avis som det eneste, ikke nationalsocialistiske dagblad i Tyskland. Godt 300 danske sydslesvigere faldt under Anden Verdenskrig i tysk krigstjeneste.

Landbrugskrise - krisebevægelser - jordkamp

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa. 


Ved midten af 1920'erne blev den danske landbrugseksport hårdt ramt af kronekursens hovedkulse stigning efter genindførelsen af førkrigstidens "ærlige krone" til parikurs. Krisen gik især ud over det sønderjyske landbrug, som i forvejen var svækket af den første verdenskrigs nedslidning og desuden stod midt i omstillingsprocessen til danske produktionsformer. Antallet af tvangsauktioner steg. Krisen fremkaldte en særlig nordslesvigsk Selvstyrebevægelse under ledelse af gårdejer Cornelius Petersen fra Vester Anflod ved Møgeltønder. Bevægelsen rettede en voldsom kritik af det danske styre og politiske system og skabte en del sensation med opsigtsvækkende aktioner, bl.a. ved at oprette et bevæbnet "bondeværn" og trykke særlige sønderjyske pengesedler! Cornelius Petersen drømte om at genindføre fortidens bondeselvstyre fra Ejdersted og om at genoprette Slesvig som et selvstændigt hertugdømme. Ved folketingsvalget i december 1926 fik Selvstyrebevægelsen imidlertid kun 3,2 % af stemmerne, og i løbet af 1927 ebbede den ud.

Derimod gav folketingsvalget i 1926 fremgang til det tyske mindretals Slesvigsk Parti. Den tyske mindretalsleder, pastor Johannes Schmidt-Vodder, tog dette som udtryk for danskhedens svigtende tiltrækningskraft. Han forsøgte derfor at grundlægge en ny krisebevægelse, hvor bønder af både dansk og tysk sindelag skulle samles. Udadtil skulle den være nationalpolitisk neutral, men ledes af den tysksindede gårdejer H.C. Lei med pastor Schmidt-Vodder som bagmand. I sit program byggede Samlingsbevægelsen bl.a. videre på Selvstyrebevægelsens krav om slesvigsk selvforvaltning. Den tyske plan blev imidlertid gennemskuet, og Samlingsbevægelsen blev også en politisk fiasko. Ved landstingsvalget i september 1928 fik den kun 2,2 % af stemmerne, og snart bedredes tiderne for det sønderjyske landbrug.

Under landbrugskrisen arbejdede pastor Schmidt-Vodder tillige for oprettelsen af en tysk kreditinstitution for Nordslesvig, som skulle støtte de hjemmetyske gårdmænd og vinde de nationalt indifferente for tyskheden. Med oprettelsen af Kreditanstalt Vogelgesang i efteråret 1926 blev der påbegyndt en omfattende udlånsvirksomhed hovedsagelig på grundlag af rigstysk kapital. Da det viste sig umuligt at få solgt de ikke så få gårde, som kreditanstalten måtte overtage på tvangsauktioner fra tyske landmænd, oprettedes i 1929 et særligt Höfeverwaltungsgesellschaft, der stod for bortforpagtning af ejendommene til tysksindede landmænd. På dansk side gav den tyske offensiv i jordkampen anledning til alvorlig bekymring, navnlig i den såkaldte "truede firkant", men den fremkaldte også vilje til handling og brobygning over grænsestridens kløfter og resulterede i januar 1927 i oprettelsen af kreditinstitutionen Landeværnet. Imidlertid ændrede den skærpede kamp om landbrugsjorden kun lidt ved den nationale balance.

Efter et par gode år 1928-30 fik de sønderjyske landmænd på ny tiderne imod sig under 1930'ernes krise, der blev langt alvorligere end krisen i midten af 1920'erne. Et endnu større antal gårde kom under hammeren. I den desperate situation opstod der atter særlige krisebevægelser. Denne gang sluttede såvel dansk- som tysksindede landmænd sig i stort tal til Landbrugernes Sammenslutning (L. S.), der var begyndt på Randersegnen. Selv om den sønderjyske del af L. S. var mere radikal end i det øvrige land og bl.a. iværksatte talrige demonstrationer, forsøg på at forhindre tvangsauktioner og en mejeristrejke, blev der denne gang ikke dannet en særlig sønderjysk krisebevægelse. Trods den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 formåede det tyske mindretal ikke at vende krisen til sin fordel, selv om der blev gjort et forsøg herpå med den såkaldte Stolligaffære, hvor en dansk landmand, der havde overtaget en hidtil tyskejet gård på Løjt land ved en tvangsauktion, blev forsøgt frosset ud med hærværk, overfald og anden chikane. I de sidste år af 1930'erne blev landbrugets situation bedret noget.

Nazismen og grænsen

Af René Rasmussen, forsker, cand. mag., Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotel for Sydslesvig, Flensborg.


Grænsekampen var i 1920'ernes sidste halvdel gået ind i en roligere fase. Men da verdenskrisen i 1930-31 ramte Tyskland for fuld styrke og NSDAP brød igennem, kom grænserevisionen atter øverst på dagsordenen. Nazificeringen medførte en radikalisering af mål og former, der fejede alle spæde forsoningstoner i grænselandet bort.

Der var tradition for, at tyske nationalister i grænselandet var stærkt anti-danske. NSDAP tilsluttede sig traditionen. Nazismen, der fik sit gennembrud i Slesvig-Holsten i efteråret 1930, havde i overensstemmelse hermed helt fra sin spæde begyndelse ført et kraftigt sprog mod danskerne og grænsen med krav om revision. Den dansk-tyske grænse var jo kommet i stand som et led i den så forhadte Versailles-fred, og alene dette var tilstrækkelig grund til at kræve den revideret. Ifølge nazistisk tankegang hørte Tysklands nordgrænse til blandt de øvrige "blødende grænser".

Der var dog én afgørende forskel ved den blødende nordgrænse i forhold til de andre grænser: Mod nord fandt man et ifølge de nazistiske raceteorier blodsbeslægtet nordisk-germansk folk. Dette betød, at uoverensstemmelserne ved grænsen måtte indtage principielt anderledes former end f.eks. overfor de racemæssigt mindreværdige slaviske folk ved østgrænserne. Dette var et synspunkt, man hyldede fra central nazistisk side i Berlin, men som man lokalt havde vanskeligt ved at leve med.

Tankerne om et fremtidigt stort germansk fællesskab havde i toneangivende nazistiske cirkler forrang frem for lokale slevig-holstenske ønsker om en grænserevision. Det er kendetegnende, at den øverste nationalsocialistiske ledelse i Berlin i hele perioden 1933-1945 mente, at det dansk-tyske grænsespørgsmål var "uaktuelt" og at der nok skulle blive opnået enighed, når det rette tidspunkt indtraf. Heroverfor mente tyske nazister på begge sider af grænsen, at grænsespørgsmålet i høj grad var aktuelt og burde løses ved at forskyde grænsen mod nord. Man anerkendte ganske vist, at fremtidsmålet var et storgermansk rige under tysk førerskab, og at grænsespørgsmålet i dette fremtidsrige ville være af mindre betydning, men indtil dette mål var nået, kunne man ikke betragte det som ligegyldigt. Gang på gang forsøgte man fra lokal side at sætte spørgsmålet på dagsordenen. Første gang i forbindelse med den såkaldte "Påskeblæst" i foråret 1933.

Påskeblæsten blev sat i værk syd for grænsen af den nye formand for Schleswig-Holsteiner Bund, dr. Sievers og pastor Peperkorn, NSDAP's særligt sagkyndige i det dansk-tyske grænsespørgsmål. På møder i Sydslesvig op imod påsken 1933 tog de kraftigt til orde for en hurtig grænserevision. Hensigten med kampagnen var at vinde også det tyske mindretal i Nordslesvig for nationalsocialismen og gennemføre en hurtig ensretning, til hvilket formål en kraftig kampagne for grænserevision formodedes at være særligt egnet – hvilket var rigtigt set. Kun det nye Tyskland under Hitlers førerskab havde magt til at gennemtvinge den grænserevision, der var mindretallets hedeste ønske. Påskeblæsten gav da også genlyd blandt hjemmetyskerne, der hidtil havde stået tøvende overfor nazismen, og blev for så vidt en succes: Der opstod straks flere nazistiske bevægelser blandt hjemmetyskerne, men de konkurrerede indbyrdes, og der skulle gå flere år, før hele mindretallet i 1938-39 var ensrettet under dyrlæge Jens Møllers førerskab.

Den genlyd, kampagnen også vakte i København og Berlin, var dog næppe tilsigtet. Den danske offentlighed reagerede nemlig med bestyrtelse og stærk afvisning. Påskeblæsten blev en udenrigspolitisk belastning mellem Danmark og Tyskland. Fra central tysk side kom der ordre til mådehold, og i både partiets og statens udenrigspolitiske organer slog man fast, at hedsporerne i Slesvig-Holsten ikke havde opbakning fra centralmagten – i hvert fald ikke til at sætte grænsespørgsmålet på dagsordenen på dette tidspunkt og på den valgte facon. Det dansk-tyske grænsespørgsmål var, mente man i Berlin, "uaktuelt", og det skulle nok blive løst, når det rette tidspunkt var inde. Det blev dog understreget, at en voldelig ændring af grænsen ikke indgik i planerne.

Dette måtte både mindretallet og de slesvig-holstenske grænsekæmpere slå sig til tåls med, selvom det faldt dem vanskeligt. Fra lokal grænsetysk side var grænsen permanent på dagsordenen og jævnligt blev kravet om revision fremsat, men hver gang blev dette afvist i Danmark, ofte med stor styrke i dagspressen, og hver gang greb centralregeringen i Berlin ind til fordel for en foreløbig bevarelse af status quo.

I takt med Hitler-Tysklands udenrigspolitiske succes steg mindretallets forventning til en snarlig genforening, og man havde ondt ved at holde sig indenfor de snærende rammer, Berlin havde udstukket. Det måtte jo bære hen imod en genforening: Anschluss Østrig 12. marts 1938, Sudeterland september 1938, Böhmen, Mähren og Memel i marts 1939. "Wir wollen heim ins Reich" og "Führer, mach uns frei," lød det fra hjemmetyskernes fører, Jens Møller, på taler op til valget i april 1939. Men Nazi-tysklands fører lod sig ikke formilde, tvært imod sluttede han i maj 1939 en ikke-angrebspagt med Danmark og fremsatte i den forbindelse for første gang selv udtalelser om grænsespørgsmålet: Hitler ønskede ikke Nordslesvigs genforening med Tyskland - foreløbig. Om begrundelsen så skal søges i planerne om et storgermansk rige, eller der lå mere praktiske, udenrigspolitiske årsager bag kan diskuteres. Men hvis hans ikke-angrebspagt skulle have nogen som helst troværdighed udadtil, kunne det jo ikke nytte noget en måned efter dens indgåelse af forlange grænsen flyttet. Også i sin rigsdagstale i oktober 1939 fastholdt Hitler, at Tyskland ikke havde rejst territoriale krav overfor Danmark, men ønskede et uforanderligt loyalt og venskabeligt samarbejde. Man skal dog lægge mærke til, at Hitler kun sagde, at Tyskland ikke – altså indtil oktober 1939 – havde rejst krav om grænserevision. Hvad der måtte ske i fremtiden, kom han ikke ind på.

Frustrationen i mindretallet steg: Jens Møller fandt det næsten ulideligt at skulle indordne sig under dette fjerne, fremtidige mål: Indtil det var nået, var grænsedragningen ikke ligegyldig, udtalte han. Og til indvortes brug måtte der radikale udtalelser til fra hans side, hvis modet skulle holdes oppe og mindretallet ikke skulle splittes. Det var derfor også en bitter pille at sluge, da han i september 1939 blev tvunget til at afgive en loyalitetserklæring overfor den danske stat.

Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 gav mindretallet næring til nye forhåbninger: Nu kunne det øjeblik ikke være fjernt, hvor dets hedeste ønsker ville gå i opfyldelse. Men hverken Føreren, det tyske udenrigsministerium, Volksdeutsche Mittelstelle, den SS-organisation, der fra 1937-38 blev den dominerende m.h.t. styringen af tyske mindretal i udlandet, mente, at besættelsen umiddelbart skulle medføre en grænserevision.

Selvom den umiddelbare reaktion fra mindretallet var skuffelse, steg forhåbninger hurtigt igen til nye højder: Det sejrrige felttog mod Frankrig, Nederlandene og Belgien i maj-juni 1940 og ikke mindst genindlemmelsen af de ved Versailles afståede belgiske områder Eupen-Malmedy gav håbet ny næring. Med Frankrigs fald var situationen med ét slag ændret. Nu måtte alle forbehold være ryddet af vejen.

Men 20-årsdagen for genforeningen den 15. juni 1940 kom – uden nogen grænserevision. Stemningen antog sine steder karakter af frustration. Den 16. juni 1940 talte Jens Møller på et førermøde i Tinglev. Han indskærpede forbudet mod at flage med hagekorsflag, men tilføjede for egen regning - måske båret frem af stemningen i salen - at det i hvert fald ikke måtte ske før den 28. juni 1940 – Versaillesdagen. Det er ikke utænkeligt, at Jens Møller syslede med planer om at skabe sådanne tilstande i Sønderjylland, at Berlin blev tvunget til at gå i aktion. Udtalelsen gav fornyet næring til forhåbningerne – og satte gang i salget af hagekorsflag. Via konsulatet i Aabenraa og gesandten, Renthe-Fink, i København, fik Auswärtiges Amt nys om sagen, og Volksdeutsche Mittelstelle pressede mindretallet til at afblæse flagaktionen. Mindretallet havde at makke ret og føje sig efter førerens ønsker. Igen af udenrigspolitiske hensyn: Illusionen om en "fredsbesættelse" skulle helst bevares – af hensyn til navnlig USA, der endnu ikke var trådt ind i krigen, men også af hensyn til de øvrige lande, der kom under tysk besættelse: De skulle have anskuelsesundervisning i, hvor let man kunne have det, hvis man føjede sig efter Førerens vilje. Danmark var – med Winston Churchills ord: "lystmorderens kanariefugl", og skulle den vises frem for omverdenen, måtte den ikke se alt for forpjusket ud.

Racetanken og det fremtidige storgermanske rige under tysk førerskab skulle helst heller ikke kompromitteres. Man ville helst have de så racemæssigt set værdifulde danskere og øvrige skandinaver til at give sig ind under det tyske førerskab nogenlunde frivilligt. Så kunne det ikke nytte noget at fravriste det nordlige broderfolk et stykke land med magt. Dette var tanker, der hørte hjemme indenfor Aussenpolitisches Amt der NSDAP med chefideolog Alfred Rosenberg i spidsen, og som nød fremme indenfor SS under ledelse af Heinrich Himmler, hvis magt var i stadig stigning.

Det forblev holdningen i Berlin, at spørgsmålet om den dansk-tyske grænse kunne vente med at finde sin afgørelse, indtil krigen var afsluttet. Havde Nazi-tyskland vundet, er der dog næppe nogen tvivl om, at grænsen var kommet på dagsordenen.

Ikke blot de tyske nationalsocialister måtte forholde sig til den dansk-tyske grænse. Også de danske nazister blev aftvunget en stillingtagen. DNSAP (Danmarks National-Socialistiske Arbejder-Parti) var blevet stiftet umiddelbart efter Hitlers store valgsejr i 1930. Partiprogrammet blev direkte kopieret fra NSDAP, men punkt to, hvori de tyske nazister havde krævet Versaillesgrænserne ophævet, blev udeladt. Her var muligvis markering af et selvstændigt standpunkt til den dansk-tyske grænse: At den altså ikke skulle ophæves.

Det var Frits Clausen, der var partiets sagkyndige i grænsespørgsmålet. Han blev også partiets Fører i 1933. Frits Clausen var sønderjyde, læge i Bovrup og havde i sin ungdom markeret sig som udpræget dansksindet. I 1920 agiterede han for en grænse ved Danevirke, og han anså hele Slesvig som dansk kulturområde. Under påskeblæsten i april 1933 afviste han i lighed med de øvrige danske partiledere en grænserevision, men fremkom i øvrigt ikke med en klar udtalelse om, hvor grænsen skulle ligge. Frits Clausen ville forsone danske og tyske slesvigere. Hele det slesvigske folk var af samme nordisk-germanske rod og blod. Det var udelukkende et sammenfald af ulykkelige omstændigheder, at broderfolkene ikke kunne enes. Men mellem linierne kan man skimte, at hele Slesvig efter Clausens opfattelse i sin oprindelse var dansk.

I spørgsmålet om grænsen holdt Frits Clausen og DNSAP gennemgående en meget lav profil. Alligevel havde partiet sin "højborg" i Sønderjylland. Dette skyldtes muligvis, at en stor del af DNSAPs sønderjyske vælgere skulle findes blandt de såkaldt "blakkede," d.v.s. nationalt indifferente, der i første omgang reagerede imod 1930’ernes økonomiske krise. I forbindelse med valget 1939 markerede DNSAP sig endnu kraftigere det særligt slesvigske - et sted mellem dansk og tysk - med både danske og tyske kendetegn. Det tyske mindretals grænserevisionsbestræbelser i juni 1940 fik endelig Frits Clausen til at gå i aktion og markere det klare standpunkt, at grænsen i hvert fald ikke skulle flyttes nordpå. Han henvendte sig kort før Versaillesdagen i 1940, som mindretallet anså som en mulig dato for en grænseflytning, til sin højstplacerede tyske kontakt, der imidlertid kunne berolige ham med, at sagen var "erledigt". Clausen kunne have grund til at tro, at det var hans indflydelse, der forhindrede en grænserevision. Men det var dog ikke tilfældet.

Tysk besættelse, sindelags- og modstandskamp

Af Henrik Skov Kristensen, museumsinspektør, ph.d., leder af Frøslevlejrens Museum.

Med den tyske besættelse den 9. april 1940 forstærkedes de nationale modsætninger i Nordslesvig. Siden Hitlers magtovertagelse i 1933 havde det tyske mindretal skærpet sine krav om en grænserevision. Under indtryk af andre Versailles-grænsers fald var der derfor i både den danske flertalsbefolkning og det tyske mindretal en almindelig antagelse om, at den tyske besættelse ville medføre afgørende ændringer i Nordslesvig.

Dette skete ikke umiddelbart, idet en central passage i det tyske memorandum, som den danske regering, ganske vist under protest, tiltrådte den 9. april, tilsikrede Danmark dets "territoriale integritet". Oven på den euforiske stemning ved den tyske indmarch var dette en skuffelse for det tyske mindretal. Hele sommeren 1940 opretholdtes dog en almindelig forventning om at komme "heim ins Reich". Da tyskerne marcherede ind i Paris vajede hagekorsflagene i Nordslesvig, og frem til Versaillesdagen, den 28. juni, var der et livligt salg af hagekorsflag. Den hjemmetyske fører, Jens Møller, havde ladet ane, at der denne dag ville ske afgørende ting. Berlin lod dog mindretallets ledelse forstå, at der ikke umiddelbart ville ske nogen grænserevision: Forholdet mellem Tyskland og Danmark var blevet ordnet den 9. april.

Hensynet til den politiske stabilitet, der var nået med 9. april ordningen, var også årsagen til, at besættelsesmagten aldrig afgørende støttede Frits Clausens danske nazister i DNSAP, som også rørte stærkt på sig i sommeren og efteråret 1940. Målet for de danske nazister, som stod stærkere i Nordslesvig end i det gamle land, var intet mindre end en regeringsovertagelse.

De højlydte hjemmetyske og nazistiske fordringer medførte en dansk, antinazistisk mobilisering i Nordslesvig. En hovedfaktor i denne sindelagskamp var "De sønderjyske Danske Samfund". "Danske Samfund" blev oprettet i 1933 som en tværpolitisk, nationalpolitisk sammenslutning. Bag initiativet, som oprindelig kun omfattede de 32 sogne i i Tønder og Aabenraa amter - også kaldet "Den truede Firkant"- stod de fem gamle politiske partier og de nationale foreninger, f.eks. Sprogforeningen og Sønderjysk Skoleforening. Under indtryk af den tyske besættelse blev det besluttet at udvide Danske Samfund til at omfatte resten af Nordslesvig. Hvert sogn og hver by fik sin lokalforening, som samledes i De sønderjyske Danske Samfund. I september 1940 nåede man 50.000 medlemmer, og året efter var tallet 80.000.

Hovedtanken med Danske Samfund var at demonstrere den danske flertalsbefolknings vilje til at bevare forbindelsen til Danmark. På trods af besættelsesmagtens tilsikring af dansk politisk uafhængighed og "territorial integritet" måtte det umiddelbart efter den 9. april forekomme tvivlsomt, om denne vilje ville få lov til at komme til udtryk gennem f.eks. frie valg. Derfor skulle Danske Samfund fungere som en slags vedvarende folkeafstemning.

Især i besættelsens første år blomsterede det nationalt-kulturelle arbejde og foreningslivet. I et typisk landsogn som Svenstrup på Nordals med 340 husstande og godt 1000 sjæle havde Danske Samfund 300 medlemmer. Den lokale ungdomsforening havde 200, Dansk-Nordisk Ungdomsforbund (Det Unge Grænseværn) havde 160 medlemmer. Dertil kom andre nationale foreninger som Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere, Grænseforeningen, Sprogforeningen, Sønderjysk Skoleforening og Dannevirke. Alt i alt en imponerende aktivitet og opslutning om det danske.

Politisk og ideologisk var Danske Samfund og de øvrige nationale foreninger fast forankret i de fem gamle partier: Man stod bag den danske samlingsregering og forhandlingspolitikken med den tyske besættelsesmagt. Derfor var organisationen også stærkt skeptisk overfor væbnet modstand. I stedet ville man med erfaringerne fra "udlændighedstiden" fra 1864-1920 bekæmpe tyskheden og nazismen gennem en åndelig oprustning. Kampen om sjælene blev ført på flere felter, f.eks. skoleområdet, hvor det tyske mindretal gik i offensiven.

På grund af de specielle besættelsespolitiske forhold i Danmark kunne kampen mod det tyske mindretal principielt udfolde sig på stort set legal vis. Det tyske mindretal beklagede sig vedvarende til besættelsesmagten og Berlin over danske "Belästigungen", dvs. chikaner, i et forsøg på at få tyskerne til at gribe ind overfor den danske flertalsbefolkning, men stort set forgæves.

Forholdet mellem de to befolkningsgrupper blev i stigende grad belastet. Medvirkende hertil var demonstrative hjemmetyske marcher udført af f.eks. det uniformerede Schleswigsche Kammeradschaft, svarende til det rigstyske SA. Diverse hjemmetyske markeringer af faldne i tysk tjeneste, under 1. såvel som 2. Verdenskrig. Oprettelse af uniformerede korps som Zeitfreiwillige og Selbstschutz, økonomisk favorisering af mindretallets erhvervsdrivende gennem det såkaldte Liefergemeinschaft osv. Og endelig en omfattende rekruttering til Waffen SS blandt unge hjemmetyskere. Alt sammen bidrog det til billedet af et mindretal, som stod last og brast med besættelsesmagten, og som var dybt illoyal overfor herbergstaten.

Ganske som det var tilfældet i det øvrige Danmark, opstod der ved siden af den legale, nationale samling (og i opposition til denne) aktivistiske kredse, som gik ind for væbnet modstand. Og som i det øvrige Danmark tog dette illegale arbejde sit udspring på de politiske yderfløje: Først og tidligst blandt kommunisterne, som blev tvunget ud i illegaliteten i juni 1944, men syd for Kongeåen mest udpræget blandt Dansk Samling-folk og aktivistiske KU'ere, som via terrænsport, arbejdslejre, Det frie Nord, Sct. Georgs gilder mv. endte i egentlig illegal virksomhed. På denne fløj var den såkaldte Aabenraa-Kreds en hoveddynamo i organiseringen af det illegale arbejde fra omkring 1942, ligesom en mindre kreds i Tønder var tidligt aktiv. Det var disse kredse med udspring i Dansk Samling og KU, som også i Sønderjylland fik først kontakt med den britiske SOE organisation - og dermed adgang til våben og sprængstoffer, om end i begrænsede mængder.

Den første egentlige sabotage i Sønderjylland fandt sted i Tønder juni 1943, hvor en kommunistisk gruppe gennemførte en aktion mod lokomotiv-remisen. Fra sensommeren 1943 var det en borgerlig gruppe i Tønder, som udførte sabotage med SOE-sprængstof, og fra dette tidspunkt udførte borgerlige grupper, med eller uden britisk sprængstof, en række sabotager rundt om i landsdelen. F.eks. i Sønderborg fra november 1943 til januar 1944. Ved en storstilet sabotage mod Callesens Maskinfabrik i Aabenraa i februar 1944 fik man hjælp udefra, fra Holger Danske i København.

Efter allieret ønske organiseredes den danske modstandsbevægelse fra årsskiftet 1943-44 i seks regioner. Region III omfattede Syd- og Sønderjylland, og her som i andre regioner var hovedopgaven efter allieret ønske nu opbygningen af såkaldte militær- eller ventegrupper, som kunne løse militære opgaver i ko-ordination med en allieret invasionsstyrke. Sabotagen skulle nu primært rettes mod jernbanelinier.

Generelt betød oprettelsen af regionerne i januar 1944 og den dermed følgende etablering af militær- og ventegrupper en vældig ekspansion i modstandsbevægelsens numeriske omfang. Dette betød også generelt en udvidelse af den politiske/ideologiske basis, som også blev muliggjort gennem den tiltagende illegalisering af det etablerede Danmark efter den 29. august 1943. Denne generelle udvikling var dog knapt mærkbar for den første Region III-ledelse, som virkede det første halvår af 1944: Ledelsen var stærkt domineret af Dansk Samling-folk og DKP, og de enkelte modstandsgrupper syd for Kongeåen var stort set alle Dansk Samling-grupper.

Efter at to regionsledelser var blevet arresteret, og pionererne fra DKP og Dansk Samling dermed var sat ud af spillet, kom den "upolitiske" modstandsorganisation "Ringen" til at spille en fremtrædende rolle, da regionen blev afgørende stabiliseret i november 1944 under ledelse af kaptajn Højland-Christensen.

De specielle historiske og politiske forhold syd for Kongeåen gjorde sig også gældende ved modstandsbevægelsens opgaver i forbindelse med den tyske kapitulation. Dels effektuerede modstandsbevægelsen fra den 5. maj en omfattende spærring af den dansk-tyske grænse, dels antog modstandsbevægelsens interneringer af og opgør med "landssvigere" en særlig omfattende og nidkær karakter i Nordslesvig på grund af det tyske mindretal.