Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Finn Slumstrup. Foto: Anne Mette Holstein

Slumstrup, Finn, født 1941, forfatter, tidligere formand for Grænseforeningen


Finn Slumstrup afløste ved Sendemandsmødet i 2005 Torben Rechendorff som formand for Grænseforeningen. I hans formandstid påbegyndte Grænseforeningen en omfattende omstilling til en mere moderne dagsorden, som anerkender globalisering og grænseoverskridende samarbejde som et fremtidigt vilkår. Foreningens struktur blev slanket og effektiviseret ligesom foreningen ophørte med at være pengeindsamlende (til fordel for det danske mindretal i Sydslesvig) og derfor meldte sig ud af ISOBRO (Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation) og i stedet definerer sig som folkeoplysende forening (og medlem af Dansk Folkeoplysnings Samråd), hvor foreningens 70 lokalforeninger er den centrale drivkraft. Som formand var Finn Slumstrup en stærk fortaler for foreningens øgede fokus på yngre generationer, herunder samarbejdet med uddannelsesinstitutioner, et fokus som bl.a. affødte etablering af Grænselandets elevambassadører og Grænseforeningens kulturmødeambassadører. Ved Sendemandsmødet i 2014 overtog MF Mette Bock hvervet som formand for Grænseforeningen efter Finn Slumstrup.

Han er uddannet lærer og var i årene 1966-79 højskolelærer i Snoghøj og Askov samt fra 1979 højskoleforstander for Vallekilde Højskole. Derefter informationschef i Dansk Flygtningehjælp.

I perioden 1991-99 var Finn Slumstrup kanalchef på DR P1. I perioden 1. oktober 1999-1. juli 2003 endvidere formand for Statens Musikråd. Fra 1999 til 1. januar 2007 programmedarbejder i DR Kultur, hvor han især producerede udsendelser til Danmarks Radio P1.

Aktiv som skribent og foredragsholder.

CV:

Født i 1941 i Arden i Himmerland.

Formand for Grænseforeningen 2005-2014. Lærereksamen (Århus Seminarium) 1964, lærer Snoghøj Folkehøjskole 1966-70, Askov Højskole 1971-79, forstander Vallekilde Højskole 1979-86, informationschef ved Dansk Flygtningehjælp 1986-91, kanalchef ved Danmarks Radio, P1, 1991-99, programmedarbejder ved DR Kultur 1999-2007.

Medlem af Den Danske Jazzkreds 1966-72, Statens Musikråd 1983-91, formand 1999-2003, Statens Kunstfonds repræsentantskab 1989-93, Dansk Tonekunstnerforenings bestyrelse 1991-94, den danske Django d'Or priskomité fra 2000, formand siden 2004, Vartov Valgmenigheds Nævn 1997-2006, Det danske Kulturinstituts repræsentantskab fra 2005 og Landbrugets Kulturfonds bestyrelse fra 2007.

Har bl.a. udgivet: “Jazz - og der er kaffe bagefter. Bidrag til den nødvendige samtale” (1977), “Dobbelte spor. En bog om oprør og tradition” (1982), “Jørgen Bukdahl. En europæer i Norden” (1988), “I lysets glæde. En bog om Jens Kruuse” (sammen med Charlotte Strandgaard) (1996), “Ballonskipperen. Fra Benniksgaard til Mejeriselskabet Danmark. En bog om Knud Friis” (2006), ”Et jordbundet mindretalsarbejde. Historien om det danske landbrug i Sydslesvig og Grænseforeningen e.V.” samt ”Dage på Mikkelberg. En nordisk drøm i Sydslesvig” (begge 2008). Den nyeste udgivelse hedder ”Dér, hvor ingen andre er. En fortælling om Kirkens Korshær” (2012).

Redaktør og medforfatter til bl.a. Gads Musikleksikon, “Grundtvigs oplysningstanker og vor tid” (1983), “Højskolen til debat” (1984). Bidragyder til en lang række antologier og årbøger m.v.

Tildelt Kristelig Lytter- og Fjernseerforenings hæderslegat 1994 og Landbrugets Kulturpris 1998.

Hjemmeside: www.finnslumstrup.dk

Grænseforeningens øvrige formænd: Frederik Vinding Kruse, Hjalmar Ulrich, H.P. Hansen, Holger Andersen, Frederik Heick, Erik Haunstrup Clemmensen, Arne Fog Petersen, Eskild Friehling, H.P. Clausen, Viggo Witt-Hansen, Jørn BuchBent A. KochTorben RechendorffMette Bock og Jens Andresen.