Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Indvielse af mindesten i Sdr. Hostrup for menig F. Nielsen. Det er den dræbtes far, som taler. Foto: Institut for sønderjysk Lokalhistorie.

Sdr. Hostrup

Landsby ved den gamle hovedvej 10 lidt syd for Aabenraa. Det var på dette sted, at en deling fra Søgårdlejren den 9. april 1940 undervejs mod Aabenraa blev beskudt af tyske flyvere. En dansk soldat omkom.

Uddrag af delingsfører Jensens redegørelse for hændelsen:

Ti minutter i fem fik delingen ordre til at melde sig til bataillonen på Søgård. Ved ankomsten hertil fik delingen melding om, at bataillonsstaben var i Bjergskoven. Af bataillonschefen fik delingen ordre til at gå i flyverskjul ved vejen.

Ti minutter over halv seks fik delingen ordre til at følge bataillonsstaben, der kørte mod nord imod Aabenraa.

Ved 8 km-stenen blev delingen beskudt med maskingeværer af 3 tyske kampflyvere, der overfløj delingen i ca. 50 meters højde. Ved denne træfning dræbtes nr. 410 og sårede blev: Korporal Mathiesen samt nr. 406 og 412 (heraf nr. 406 hårdt). Korporalen kunne fortsætte sammen med resten af delingen, hvorimod nr. 406 og 412 førtes med en lastbil af eget train til Aabenraa. Delingen fortsatte mod Aabenraa og traf bataillonsstaben i sydkanten af skovpartiet nær 4 km-stenen.

Under beskydningen kørtes bataillonsstaben mod Aabenraa. Forinden havde delingen fået ordre til, om muligt, at blive i ca. en halv time og dirigere egne styrker tilbage til Aabenraas sydkant.

Tyve minutter efter kom delingen i stærk automatisk ild. Ilden besvaredes; men da skydningen langs vejen forstærkedes, kørte delingen tilbage til Aabenraa og fik her pr. ordonnans ordre til at køre videre til Knivsbjerg.

Kilde: "9. april skildret i breve fra danske soldater". Samlet og udgivet af Arne Stevns. Steen Hasselbalchs Forlag, 1940.