Anonym annonce angriber tysk mindretal i kommunalvalgkampen

En annonce, bragt i JydskeVestkystens søndagsudgave, angriber det tyske mindretal for ikke at være sønderjyske. Foto: Slesvigsk Parti

Tilføjet 14. nov 2017 - 09:22
Del nyheden

En anonym annonce, der søndag blev bragt i flere af JydskeVestkystens lokaludgaver, betegner det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti, for slesk og falsk, og opfordrer sønderjyderne til at stemme på et dansk parti.

Formanden for Slesvigsk Parti, Carsten Leth Schmidt, ærgrer sig over annoncen.

”Vi er ret forundrede over denne annonce og faktisk troede vi, at vi var kommet længere. Enhver, der har fulgt med i Slesvigsk Partis politiske virke gennem de sidste årtier, ved, hvad vi står for”, siger Carsten Leth Schmidt.

Annoncen, der er udformet som et smædedigt, anfægter, at det tyske mindretal er sønderjysk, og den formaner sønderjyderne ”når fortidens stemme kalder / vær på vagt / når falskheden gjalder”. De rim ser formanden for Slesvigsk Parti, Carsten Leth Schmidt, som en slet skjult reference til nazismen. 

”Vi ved snart ikke om annoncens indhold eller anonymitet er værre. Man må gerne være uenig med vores politik, men at drage en parallel mellem Slesvigsk Parti og Nazismen er helt uacceptabelt”, siger Carsten Leth Schmidt.

Annoncen er underskrevet med ”Ærlige frie danske Sønderjyder”, men afsenderen er ifølge JydskeVestkysten en lokal mand, der ikke vil stå frem.

Afsenderens anonymiteten har i forbindelse med annoncens ordlyd vagt kritik. Grænseforeningens formand, Jens Andresen, der bor i Løgumkloster og har set annoncen i den lokale udgave af JydskeVestkysten, er forarget over annoncen.

”Det er noget svineri, at man som anonym afsender giver andre et skudsmål, der ingen steder hører hjemme. Man kan ikke undskylde sig fra sådan noget, for det sviner hele valgkampen til. Det er simpelthen for dumt, men det siger heldigvis mere om afsenderen end om Slesvigsk Parti”, siger Jens Andresen.

JydskeVestkysten har efter forløbet beklaget, at annoncen er blevet bragt.

”Indholdet er ikke i orden. Vi erkender, at det var en fejl at bringe den annonce. Der er en ordlyd i, som vi ikke burde have lagt navn til, især i betragtning af, at der ikke er en klar afsender af annoncen”, siger ansvarshavende chefredaktør Peter Orry til sin egen avis.

Slesvigsk Parti har valgt at kreditere for annoncen med en poetisk replik, der ligeledes bringes som annonce.

”Selvfølgelig er vi mindretals tysk - / og samtidig såre sønderjysk”, skriver de bland andet i annoncen.