Politisk idé om hertugdømmerne Slesvigs og Holstens nære samhørighed, selvstændighed i forhold til kongeriget Danmark og tilknytning til Tyskland. Slesvig-holstenismen blev første gang formuleret 1815-16 af professorerne Nicolaus Falck og F.C. Dahlmann ved universitetet i Kiel. De ville opnå en liberal slesvig-holstensk forfatning via en genoplivning af de gamle stændermøder.

Grundlaget var Det Slesvig-holstenske Ridderskabs privilegier, især løftet i Ribebrevet fra 1460 (om at landene skulle forblive evigt udelte sammen). I 1830 kæmpede landfoged Uwe Jens Lornsen forgæves for en liberal forfatning for et “Schleswigholstein”, der kun havde konge og fjende fælles med Danmark, men i 1840'erne voksede en slesvig-holstensk bevægelse frem, ledet af Wilhelm Beseler. Nu blev også den augustenborgske linjes arvekrav til den danske trone en del af slesvig-holstenismen.

Det lykkedes dog hverken under Treårskrigen 1848-50, hvor slesvig-holstenerne efter at have mistet Preussens opbakning led nederlag, eller i perioden 1864-1867, hvor Slesvig, Holsten og Lauenborg blev lagt ind under Preussen efter Danmarks nederlag til Preussen og Østrig i krigen i 1864 eller efter Østrigs nederlag til Preussen i 1866. Først med oprettelsen af forbundslandet Slesvig-Holsten kan de slesvig-holstenske mål siges at være indfriet, dog uden at landet fik sin egen fulde selvstændighed.