Bragt i Jyllands-Posten den 10. maj 2009.
Af FINN SLUMSTRUP, formand for Grænseforeningen
7/6 skal vi stemme til Europa-parlamentsvalget, og vi spørger: Hvilke kandidater vil gøre op med den fortsatte udviskning af det danske sprog i EU-arbejdet? Skal det danske sprog bevares, skal det forsvares. Når danske embedsmænd og politikere bevidst fravælger at tale dansk eller modtage information på dansk til møder i EU, er det et angreb på det danske sprog. Respekten for dansk daler, og det bliver mindre og mindre almindeligt at anvende og opfatte dansk som ligestillet med engelsk.
Det kræver en politisk vilje at efterleve reglen om, at alle EU-landes modersmål er officielle og ligestillede i EU-systemet.
Grænseforeningen har derfor sendt et brev til alle partiers spidskandidater til Europa-parlamentsvalget.
De skal trods alt repræsentere Danmark og danske interesser i EU. Men resultatet er skuffende.
De to store partiers spidskandidater, Jens Rohde (V) og Dan Jørgensen (S), vil ikke gøre op med den praksis, at Danmark er det land i EU, der bruger sit modersmål mindst. De ser intet galt i at bruge engelsk som arbejdssprog.
Det er begyndelsen til et demokratisk problem, hvis ikke alle medlemslande får oversat f.eks. fagudtryk til deres modersmål.
Derved risikerer vi misforståelser i kommunikationen fra embedsværket til politikerne og i sidste omgang vælgerne.
Demokratisk problem
Nuværende parlamentsmedlem Johannes Lebech (R) har fremført, at »den bedste garanti for demokratiet ikke er mere tolkning, men bedre sprogkundskaber, og at i nutidens globaliserede verden er evne til at kommunikere på flere sprog en forudsætning.« Vi siger naturligvis ikke, at man ikke må tale engelsk i EU. Men Lebech, Rohde og Jørgensen skal være bevidste om tre ting: På et fremmedsprog siger vi blot, hvad vi kan, mens vi på modersmålet siger det, som vi vil.
Hvis EU-arbejdet kun bestrides af folk, der er særligt dygtige til engelsk, reserverer vi pladserne i Europa-Parlamentet til eliten - og dét er udemokratisk.
En konsekvent brug af engelsk i institutioner, hvor dansk er officielt sprog, er et angreb på det danske sprogs eksistens.
Til toppen af siden