Grænseforeningens nuværende vedtægter.
Til nedenstående forslag er der fremsat 5 ændringsforslag, som sættes til afstemning på Sendemandsmødet den 24. oktober. Se ændringsforslagene her.
GRÆNSEFORENINGENS VEDTÆGTER
Navn, formål, hjemsted
§ 1 Foreningens navn er ”Grænseforeningen”. Foreningen blev stiftet den 2. november 1920. Grænseforeningen har hjemsted i København.
§ 2 Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur.
Organisation
§ 3 Som medlemmer kan optages:
• lokale grænseforeninger (lokalforeninger), hvis vedtægter ikke er i uoverensstemmelse med Grænseforeningens vedtægter.
• enkeltpersoner, der ikke er tilknyttet en lokalforening.
• andre foreninger m.v., der tilslutter sig Grænseforeningens formål.
• uddannelsesinstitutioner.
§ 4 Grænseforeningens øverste myndighed er Sendemandsmødet.
§ 5 Bestyrelsen har ansvaret for foreningens daglige ledelse.
§ 6 Sendemandsmødet vælger Grænseforeningens formand for en periode på 2 år.
§ 7 Grænseforeningen udgiver et medlemsblad.
§ 8 De lokale grænseforeninger ledes af egne bestyrelser, der vælges på en årlig generalforsamling.
§ 9 Medlemmer indbetaler hvert år det af Sendemandsmødet fastsatte kontingent til Grænseforeningen.
§ 10 Lokale grænseforeninger kan udmelde sig af Grænseforeningen med ét års varsel til den 1. januar. Øvrige medlemmer kan udmelde sig med omgående virkning.
§ 11 Sendemænd fra lokalforeninger, der ikke afregner kontingent rettidigt til Grænseforeningen, har ikke ret til at deltage i de ordinære eller ekstraordinære Sendemandsmøder, der afholdes efter betalingsfristens udløb.
§ 12 Lokalforeninger kan for at styrke det lokale og regionale arbejde slutte sig sammen i kredse.
Bestyrelsen
§ 13 Bestyrelsen sammensættes således:
Sendemandsmødet vælger efter forslag fra lokalforeningerne 11 bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsesmedlemmerne fordeles med 3 fra Region Syddanmark, 2 fra Region Midtjylland, 2 fra Region Nordjylland, 2 fra Region Sjælland og 2 fra Region Hovedstaden. Valgperioden er 2 år, således at 2 bestyrelsesmedlemmer fra Region Syddanmark og 1 fra hver af de øvrige regioner er på valg i lige år og de øvrige i ulige år.
I det tilfælde, at et bestyrelsesmedlem får varigt forfald, indtræder som suppleant den kandidat fra den pågældende region, som ved sidste Sendemandsmøde fik flest stemmer uden at blive valgt. Suppleantens valgperiode er den samme som for det medlem, der erstattes.
Bestyrelsesmedlemmer fra hver region vælges på Sendemandsmødet i fem selvstændige valg. Der skal være mindst to kandidater yderligere fra hver region, end der kan vælges. Alle kandidater skal have fast bopæl i den region, de kandiderer for.
I tilfælde af, at der ved udløb af fristen efter § 19 ikke er opstillet tilstrækkelig mange kandidater, påhviler det bestyrelsen at opstille det manglende antal kandidater til bestyrelsesposterne.
Alle sendemænd har stemmeret ved alle valg af bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen udpeger på sit første møde efter Sendemandsmødet for en periode på 2 år desuden 3 bestyrelsesmedlemmer med særlig sagkundskab. De pågældende skal være medlemmer af Grænseforeningen.
Bestyrelsen konstituerer sig herefter med en 1. og en 2. næstformand, der sammen med formanden udgør formandskabet.
§ 14 Bestyrelsen fører gennem formanden tilsyn med Grænseforeningens administration.
§ 15 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflerhed af samtlige bestyrelsesmedlemmer. Der føres protokol og udsendes referat til bestyrelsens medlemmer. Referatet lægges derefter ud på foreningens hjemmeside.
§ 16 Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til løsning af særlige opgaver. Udvalgsformænd udpeges blandt bestyrelsens medlemmer.
Bestyrelsen vælger desuden medlemmer til legat- og fondsbestyrelser m.v.
Efter indstilling fra formandskabet vedtager bestyrelsen budget og handlingsplaner, der beskriver hovedindholdet af Grænseforeningens kommende aktiviteter.
§ 17 Bestyrelsen kan udelukke et medlem af Grænseforeningen (jvf. § 3), når der findes grund dertil. Det udelukkede medlem kan indanke beslutningen til det førstkommende Sendemandsmøde
Sendemandsmødet
§ 18 Bestyrelsen indkalder til ordinært Sendemandsmøde, der skal afholdes hvert år i maj måned. Indkaldelsen sker med 5 ugers varsel og sendes til:
• formænd for de lokale grænseforeninger
• medlemmer uden tilknytning til en lokalforening
• foreninger og uddannelsesinstitutioner, som er medlemmer af foreningen
• bestyrelsens medlemmer
Dagsorden, bestyrelsens skriftlige beretning samt årets regnskab udsendes samtidig med indkaldelsen. Sendemandsmødets dagsorden skal mindst indeholde nedenstående punkter i den angivne rækkefølge:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning om Grænseforeningens virksomhed det forløbne år
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
4. Bestyrelsens orientering om handlingsplan og budget for det kommende år
5. Behandling af indkomne forslag
6. Fastsættelse af kontingent til hovedforeningen
7. Valg:
a. Formand
b. Bestyrelse (jvf. § 13)
c. Revisor
8. Eventuelt
§ 19 Lokalforeninger kan begære forslag optaget på dagsordenen, herunder forslag til formandsvalg. Sådanne forslag samt forslag til valg af bestyrelsesmedlemmer, jvf. § 13, skal være administrationen i hænde senest 8 uger før Sendemandsmødets afholdelse.
§ 20 Bestyrelsen indkalder til ekstraordinært Sendemandsmøde, når den finder det nødvendigt, eller når mindst 1/10 af lokalforeningerne fremsætter ønske herom. Indkaldelsen sker med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.
§ 21 Sendemandsmødet er kun beslutningsdygtig, når halvdelen af de fremmødte stemmeberettigede deltager i afstemningen. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Der kan kun tages beslutninger om sager, der er opført på dagsordenen. Alle personvalg sker skriftligt.
§ 22 Lokalforeningerne har ret til at sende 1 sendemand pr. 200 medlemmer, dog har alle foreninger uanset størrelse ret til 2 sendemænd. Dvs. at 401 medlemmer udløser 3 sendemænd, 601 medlemmer udløser 4 sendemænd osv.
§ 23 Alle medlemmer af foreningen har ret til at deltage i Sendemandsmødet med taleret. Kun sendemænd har stemmeret ved valg af bestyrelsesmedlemmer. Ved alle andre afstemninger har medlemmer af bestyrelsen også stemmeret.
§ 24 Det ordinære Sendemandsmøde træffer efter indstilling fra bestyrelsen beslutning om størrelsen af de forskellige medlemskontingenter til Grænseforeningen.
§ 25 Der føres protokol over Sendemandsmødets forhandlinger. Protokollen underskrives af formand og dirigent og har dermed juridisk gyldighed.
Hæftelse
§ 26 Foreningen tegnes af formanden sammen med en af næstformændene. I formandens forfald kan dog de to næstformænd tegne foreningen. Formanden, subsidiært næstformændene, kan udstede tidsbegrænsede fuldmagter til funktionærer i administrationen.
Til erhvervelse, pantsætning eller afhændelse af fast ejendom kræves bestyrelsens samtykke.
Medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtigelser, for hvilke alene foreningen hæfter med sin formue.
Foreningens medlemmer har udover pligt til at betale kontingent ikke andre økonomiske forpligtigelser overfor foreningen, ligesom foreningens medlemmer ikke har krav på nogen del af foreningens formue eller indtægter af nogen art.
Regnskab og revision
§ 27 Regnskabsåret følger kalenderåret.
§ 28 Regnskabet revideres af den af Sendemandsmødet valgte statsautoriserede revisor.
Ændring af vedtægter, foreningens opløsning
§ 29 Ændringer af disse vedtægter kan ske på et ordinært Sendemandsmøde. Til vedtagelse kræves 2/3 af de afgivne stemmer.
§ 30 Grænseforeningens opløsning kan kun finde sted på et i den anledning indkaldt ekstraordinært Sendemandsmøde. Til vedtagelse kræves, at 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer herfor.
Sendemandsmødet tager i tilfælde af vedtagelse af opløsning bestemmelse om afviklingen af foreningens formue, som skal anvendes til almene formål eller bedst muligt i overensstemmelse med formålsparagraffen.
Bestyrelsen kan ikke træde tilbage før opløsning af formue m.m. er effektueret. Bestyrelsen nedsætter et likvidationsudvalg bestående af repræsentanter for bestyrelsen og foreningens revisor.
§ 31 Ovenstående vedtægter er vedtaget på Sendemandsmødet den 24. oktober 2009 og erstatter ”Vedtægter for Grænseforeningen af 27. oktober 2001”.
Overgangsordning
§ 32 I tiden frem til og med Sendemandsmødet i maj 2010 gælder følgende:
De nuværende næstformænds valgperiode forlænges til og med Sendemandsmødet i maj 2010.
Hovedstyrelse og Forretningsudvalg med uændret sammensætning fungerer frem til og med Sendemandsmødet i maj 2010.
Formandens valgperiode udløber med Sendemandsmødet i maj måned 2010, således at der på dette Sendemandsmøde gennemføres et nyt formandsvalg.
Indeværende regnskabsår (1. april 2009 til 31. marts 2010) forkortes og afsluttes 31. december 2009. Regnskab for perioden 1. april til 31. december 2009 fremlægges til godkendelse på Sendemandsmødet i maj 2010.
Til toppen af siden