Replik til JydskeVestkysten, den 27.  januar 2010

Det er nødvendigt at kommentere den leder, Poul-Erik Thomsen den 26.ds. i bedste skolemesterstil har skrevet i JV om Grænseforeningen.
   Ganske som genforeningen fylder Grænseforeningen 90 år i år. Foreningen har altid været et spejl af det danske folks optagethed af danskheden syd for grænsen. I den forbindelse er det meget sigende, at vi har haft faldende medlemstal hvert år i de sidste 55 år.  
   Derfor er der en god pointe i, at vor generalsekretær i et interview i Flensborg Avis har sagt, at der efterhånden ikke er nogen, der ved noget om det danske mindretal og Sydslesvig. Naturligvis er det underforstået, at han mener ud over den fortsat engagerede kreds i Grænseforeningen og de øvrige nationale foreninger, som vi heldigvis stadig har. Hvad han så også har skrevet i Flensborg Avis for at undgå flere misforståelser end højst nødvendigt.
   Selv plejer jeg at bruge udtrykket, at den danske uvidenhed om grænselandet i dag er grænseløs. Det er ikke en underkendelse af Grænseforeningens og de andre foreningers arbejde gennem 90 år. Men det er en nøgtern konstatering af, at dette arbejde slet ikke er tilstrækkeligt – da der i dag ikke er andre end os i foreningerne, der interesserer os for emnet.
   Dermed står den folkelige opbakning bag den danske stats støtte til Sydslesvig i fare for at smuldre. Det har politikerne indset, og det tjener til deres ros, at der i den kommende lov om Sydslesvig åbnes op for, at der kan gives støtte til oplysning i Danmark om mindretallet og til samarbejde mellem mindretallets foreninger og foreninger i Danmark.
   Dette er noget afgørende nyt!
   Og det ville da være besynderligt, om ikke Grænseforeningen her søgte at komme i betragtning, når der for første gang gives mulighed for offentlig støtte til det arbejde, vi har bedrevet i 90 år.
   Skolemester Thomsen opstiller som en ”minimumsbetingelse”, at det danske mindretal skal have ”afgørende medindflydelse” på oplysningsarbejdet. Grænseforeningen er naturligvis indstillet på at samarbejde – på ligeværdige præmisser.
   Og netop med et samarbejde for øje har vor generalsekretær og jeg også allerede haft møder i Flensborg med mindretallets organisationer. Vi er alle enige om, at der skal samarbejdes om denne store opgave, og at vi alle opfordrer politikerne til, at Sydslesvig-bevillingen skal øges med henblik på de nye opgaver, der nu lægges op til.
   For god ordens skyld skal jeg tilføje, at når Thomsen hævder, som noget stærkt betænkeligt, at vi har ”valgt at blande den sydslesvigske danskhed ind i integrationen af de indvandrende i dronningeriget”, så er det et klassisk eksempel på en journalistisk skævvinkling.
   Vi forsøger i et projekt med såkaldte ”kulturmødeambassadører” at frugtbargøre nogle af de kompetencer, som unge fra det danske og tyske mindretal er i besiddelse af, takket være deres flerkulturelle dagligdag. De har erfaringer, som andre unge i Danmark kan drage nytte af, med det kulturmøde, som i dag er en nødvendighed for os alle, såfremt Danmark fortsat skal være et godt land at leve i.
   Dette projekt går ikke på nogen måde ind og svækker vort engagement i Grænseforeningens klassiske opgave med at støtte mindretallet og oplyse om grænselandets forhold. Derfor er projektet også 100% eksternt finansieret gennem ministeriel støtte og fondsstøtte.

Finn Slumstrup
Formand for Grænseforeningen