Ravnekrogs-bevægelser

Det danske mindretal og mindretallets venner nord for grænsen har ikke helt forstået den forandringsbølge, der har skyllet hen over os det sidste halve århundrede, skriver kronikøren.

Af Finn Slumstrup

»Glæden over Sydslesvig - del den med andre« er det motto, vi i år går til årsmøder under.

Umiddelbart får man lyst til at sige: Jamen, det er jo præcis hvad vi gør, når vi fejrer de danske årsmøder. Disse tre dage er jo en lang oplevelse af, at vi deler glæden over Sydslesvig med hinanden.

Deri ligger vel også en del af forklaringen på, at man hvert år ser frem til årsmøderne, som er det fast tilbagevendende højdepunkt i samlivet mellem den danske flertalsbefolkning nord for grænsen og det danske mindretal syd for grænsen.

Mottoet kan også få én og anden til at standse op en stund og reflektere lidt over, hvordan det hele begyndte. Dette med Sydslesvig.

For mange af Jer i mindretallet har det naturligvis været der hele livet. Andre har mødt det danske på et tidspunkt, og er blevet tiltrukket af det. Måske så meget, at det virkelig er gået under huden og er blevet en del af personligheden.

Barndomshjemmet

For os nordfra er det kommet ind på et eller andet tidspunkt. Måske næsten umærkeligt.

Jeg ved, at for mange af Grænseforeningens medlemmer er det kommet glidende ind lige så stille som en del af barndomshjemmets atmosfære. Jeg har mødt mange, som har fortalt mig, at de er medlemmer af Grænseforeningen , for det var deres forældre også - og det er der aldrig blevet sat spørgsmålstegn ved.

Andre har det på samme måde, som jeg selv har det. Vi kan ret præcist tidsfæste, hvornår Sydslesvig kom ind i vore liv.

For mit vedkommende skete det i vinteren 1958-59, da jeg som 17-årig var elev på Snoghøj Folkehøjskole ved Fredericia. I den tidligere gymnastikhøjskoles bygninger startede forstander Poul Engberg den vinter Snoghøjs periode som en Nordisk-Europæisk Folkehøjskole.

Front og Bro

Som formand for skolens bestyrelse sad chefredaktør Bent A. Koch - som mange år senere blev formand for Grænseforeningen - og i bestyrelsen sad bl.a. amtskontorchef J.P. Caspersen, hvis navn også er tæt forbundet med danskheden i grænselandet.

Skolens første årsskrift var en bog på 125 sider med titlen »Norden og Europa«, og den blev betegnende nok udgivet i samarbejde med Landsforeningen Grænsen og tidsskriftet »Front og Bro«.

Netop Front og Bro-bevægelsen var levende til stede i det syn, der bar Poul Engbergs og Bent A. Kochs samarbejde, da de startede skolen, og det syn har i høj grad præget mig.

Det forstod jeg sikkert ikke så meget af som 17-årig, men det kom efterhånden.

Det, der umiddelbart slog mig, var så ofte Sydslesvig dukkede op i undervisningen og blev kædet sammen med det øvrige Norden. Men der blev også direkte sat lys på Sydslesvig, som når Jens Kristian la Cour Madsen kom op fra Christianslyst og holdt foredrag.

Det tjente som opvarmning til en Sydslesvig tur. Jeg kan derfor med sikkerhed sige, at første gang jeg var på Dybbøl, og første gang jeg besøgte Duborg-Skolen, Jaruplund Højskole, Slesvig, Danevirke og Christianslyst var den 2.-3. marts 1959.

Det er godt nok blevet til adskillige besøg siden - startende for alvor i sidste halvdel af 60erne, da jeg selv blev lærer på Snoghøj, og hele vejen op gennem 1970erne, da jeg var lærer på Askov Højskole. Da var det blevet min tur til at vise mere eller mindre interesserede højskoleelever rundt på de historiske steder.  

Kongeåens betydning

Jeg er præget på en sådan måde af de år, at jeg aldrig vil kunne køre over Kongeåen uden at føle en egen højtid. Jeg vil aldrig kunne betragte Kongeåen blot som en å på linje med alle mulige andre åer.

I Snoghøjs første årsskrift, som jeg nævnte lige før, skrev Bent A. Koch en artikel med titlen »Det europæiske tidehverv og Nordens grænseland«.

Det var helt karakteristisk for tankegangen bag skolen på Snoghøj, at Syd- og Nordslesvig ikke var Danmarks grænseland, nej, det var Nordens grænseland. En tankegang, som jo fortsat markeres af de nordiske flag, der møder os ved grænseovergangen i Kruså.

»Front og Bro« tænkningen levede efter Bent A. Kochs mening i »spændingen mellem erfaringerne om, at man ikke kan se bort fra det nationale og med en fornemmelse af det nødvendige i at finde sammen i et samarbejde«.  

Skete allerede i 50erne

I det halve århundrede, der er gået siden artiklen til Snoghøjs første årsskrift blev lavet, er mellemfolkeligt samarbejdet i høj grad blevet en realitet - men det vil uforandret være mere end dumt at se bort fra det nationales betydning.

Allerede sidst i 50erne stod det klart for vågne mennesker, at der gennem den europæiske udvikling var ved at ske noget afgørende nyt. Koch citerer selv redaktør L.P. Christensen fra Flensborg Avis for ordene om, at der er »skabt en helt ny situation mellem Danmark og Tyskland og dermed tillige for danskheden i Sydslesvig«.

Fra 200.000 til 20.000

I artiklen var Bent A. Koch inde på, at denne nye situation - det europæiske tidehverv, som han altså kaldte det - ville få betydning for både det danske og det tyske mindretal.

Han hævdede, at hvis ikke mindretallene forstod de nye tider »løber begge parter fare for i deres respektive moderlande at blive bedømt som »ravnekrogs-bevægelser«, der ikke forstår tidens tale, og langsomt, men sikkert, vil de brede befolkningslag slutte parentesen om deres måske tidligere levende interesse for grænselandets problemer«.

Da Bent A. Koch skrev dette, havde Grænseforeningen næsten 200.000 medlemmer. I dag har den omkring 20.000. Der er præcis sket det, at den brede befolkning har sluttet parentesen om deres interesse for grænselandets problemer.

Forandringsbølge

Er det fordi det danske mindretal og mindretallets venner nord for grænsen ikke har forstået den forandringsbølge, der har skyllet hen over os det sidste halve århundrede?

Det tror jeg desværre, man må sige i hvert fald delvist ja til. Vi har i hvert fald ikke været dygtige nok til at dele glæden med Sydslesvig med andre.

Der er jo nemlig forskel på det jeg talte om i indledningen - at vi deler glæden over Sydslesvig med hinanden - og så det, der vel egentlig er ambitionen bag årsmødernes motto, at vi skal dele glæden med andre. Underforstået: de mange, som ikke allerede er klar over, hvilke historiske og aktuelle værdier Sydslesvig har at byde på. 

Det danske mindretal og mindretallets venner nord for grænsen har ikke helt forstået den forandringsbølge, der har skyllet hen over os det sidste halve århundrede, skriver kronikøren.

Af Finn Slumstrup, formand for Grænseforeningen

»Glæden over Sydslesvig - del den med andre« er det motto, vi i år går til årsmøder under.

Umiddelbart får man lyst til at sige: Jamen, det er jo præcis hvad vi gør, når vi fejrer de danske årsmøder. Disse tre dage er jo en lang oplevelse af, at vi deler glæden over Sydslesvig med hinanden.

Deri ligger vel også en del af forklaringen på, at man hvert år ser frem til årsmøderne, som er det fast tilbagevendende højdepunkt i samlivet mellem den danske flertalsbefolkning nord for grænsen og det danske mindretal syd for grænsen.

Mottoet kan også få én og anden til at standse op en stund og reflektere lidt over, hvordan det hele begyndte. Dette med Sydslesvig.

For mange af Jer i mindretallet har det naturligvis været der hele livet. Andre har mødt det danske på et tidspunkt, og er blevet tiltrukket af det. Måske så meget, at det virkelig er gået under huden og er blevet en del af personligheden.

Barndomshjemmet

For os nordfra er det kommet ind på et eller andet tidspunkt. Måske næsten umærkeligt.

Jeg ved, at for mange af Grænseforeningens medlemmer er det kommet glidende ind lige så stille som en del af barndomshjemmets atmosfære. Jeg har mødt mange, som har fortalt mig, at de er medlemmer af Grænseforeningen , for det var deres forældre også - og det er der aldrig blevet sat spørgsmålstegn ved.

Andre har det på samme måde, som jeg selv har det. Vi kan ret præcist tidsfæste, hvornår Sydslesvig kom ind i vore liv.

For mit vedkommende skete det i vinteren 1958-59, da jeg som 17-årig var elev på Snoghøj Folkehøjskole ved Fredericia. I den tidligere gymnastikhøjskoles bygninger startede forstander Poul Engberg den vinter Snoghøjs periode som en Nordisk-Europæisk Folkehøjskole.

Front og Bro

Som formand for skolens bestyrelse sad chefredaktør Bent A. Koch - som mange år senere blev formand for Grænseforeningen - og i bestyrelsen sad bl.a. amtskontorchef J.P. Caspersen, hvis navn også er tæt forbundet med danskheden i grænselandet.

Skolens første årsskrift var en bog på 125 sider med titlen »Norden og Europa«, og den blev betegnende nok udgivet i samarbejde med Landsforeningen Grænsen og tidsskriftet »Front og Bro«.

Netop Front og Bro-bevægelsen var levende til stede i det syn, der bar Poul Engbergs og Bent A. Kochs samarbejde, da de startede skolen, og det syn har i høj grad præget mig.

Det forstod jeg sikkert ikke så meget af som 17-årig, men det kom efterhånden.

Det, der umiddelbart slog mig, var så ofte Sydslesvig dukkede op i undervisningen og blev kædet sammen med det øvrige Norden. Men der blev også direkte sat lys på Sydslesvig, som når Jens Kristian la Cour Madsen kom op fra Christianslyst og holdt foredrag.

Det tjente som opvarmning til en Sydslesvig tur. Jeg kan derfor med sikkerhed sige, at første gang jeg var på Dybbøl, og første gang jeg besøgte Duborg-Skolen, Jaruplund Højskole, Slesvig, Danevirke og Christianslyst var den 2.-3. marts 1959.

Bragt i Flensborg Avis den 15. juni 2010.