Positive historier er kedelige

Succes. Kronikøren betragter det danske mindretal i Sydslesvig som en del af det danske folk, og har dermed ikke blot ret, men også pligt til at være en del af den danske offentlige debat.

Af Finn Slumstrup

Siden vi sidst var sammen til årsmøder, er der igen sket noget vigtigt i relationerne mellem Danmark og det danske mindretal. Folketinget har enstemmigt vedtaget den såkaldte Sydslesvig-lov, som trådte i kraft den 1. april i år.

Jeg kan fuldstændig deltage i glæden over, at Folketinget kan vedtage en sådan lov uden at der er en eneste, der stemmer imod. Men jeg synes altid, man skal have hele sammenhængen med, og derfor huske på, at grunden til, at vi fik en Sydslesviglov, var Rigsrevisionens temmelig håndfaste kritik af den måde, det danske tilskud til kulturelt arbejde i Sydslesvig hidtil var blevet administreret på.

Men nu har vi fået loven, og når jeg glæder mig over det, er det ikke bare fordi, der ikke er andet at gøre.

Nej, det skyldes lige netop det, vi holder årsmøder om. Politikerne har forstået det store hukommelsestab, der er sket i den danske befolkning. Som en egentlig nyskabelse åbner loven op for, at mindretallets organisationer og foreninger nord for grænsen i samarbejde kan søge om økonomisk støtte til folkeoplysning om mindretallet over for den danske befolkning.

Sagt lige ud: Der kan gives statstilskud til arbejdet for, at vi kan dele glæden over Sydslesvig med andre.

En nyskabelse

Andre som endnu ikke har opdaget, at Sydslesvig ikke er en udkant, men en del af en meget central region, som har meget at byde på i det moderne samfund.

Det synes jeg er en meget vigtig nyskabelse, som vi skal glæde os over og i fællesskab få noget vigtigt og konstruktivt ud af.

I et bemærkelsesværdigt indlæg i »Flensborg Avis« den 19. maj, fra ikke færre end 20 sønderjyske folketingsmedlemmer, kunne man læse, at disse politikere fandt, det var afgørende vigtigt at viden om mindretallet hele tiden »udbredes og plejes nord for grænsen«. Og det hed videre:

»Den viden bliver kun holdt ved lige, his de danske foreninger syd for grænsen fortæller nutidens mindretals historie i samarbejde med folkeoplysende foreninger nord for grænsen, inkl. Grænseforeningen . Det er afgørende vigtigt, fordi forudsætningen for en finanslovsvedtagelse af det til enhver tid siddende folketing er, at Folketingets medlemmer kender til mindretallet syd for grænsen. Kender til betingelserne og kender til mindretallets bidrag til debat og udvikling«.

Til sidst fastslår de 20 sønderjyske folketingsmedlemmer, at »fremtidssikringen ligger i, at nutidens mindretals historie bidrager aktivt til den udvikling, vi har nord for grænsen. At mindretallet bliver en stemme i den danske debat og dermed en selvfølgelig del af den danske selvforståelse, også nord for grænsen«.

Stemmer i dansk debat

Når man selv ved enhver given lejlighed har sagt det samme, må det være tilladt at understrege, at denne slutpointe fra de sønderjyske politikere er helt central. Den allerbedste måde, hvorpå man kan oplyse om mindretallet, er ved at dets talsmænd og -kvinder som noget selvfølgeligt blander sig, så de bliver »en stemme i den danske debat og dermed en selvfølgelig del af den danske selvforståelse«.

Jeg betragter naturligvis det danske mindretal i Sydslesvig som en del af det danske folk, og dermed har det al mulig ret til - ja, pligt til - at være en del af den danske offentlige debat. Og med al respekt for en avis, jeg sætter stor pris på, så foregår denne debat ikke kun i Flensborg Avis.

Der kan anlægges mange vinkler på vores motto i år: »Glæden over Sydslesvig - del den med andre«.

Jeg vil godt have endnu én med. For man kan jo også svare på opfordringen, at den er vi helt med på. For dette at dele ud af glæden over Sydslesvig er lige præcis hvad Grænseforeningen nu har gjort i 90 år.

Sagt i grove træk så var det sådan, at der var en gevaldig medvind i arbejdet i de første 35 år, mens der i de sidste 55 år i stigende grad har været vindstille og periodevis endog modvind for bestræbelserne.

I den første periode stod dansk og tysk som skarpe modsætninger over for hinanden, og det var ikke svært at forstå, at det var en folkesag at støtte lige præcis det, der stod i Grænseforeningens formålsparagraf: danskheden i grænselandet, specielt syd for grænsen, og oplysning om grænselandets forhold.

Fjendebilleder

Men i takt med, at de gensidige fjendebilleder lykkeligvis er forsvundet, er det blevet meget sværere at forstå, at det stadig skulle være en sag, der bør interessere det store flertal, hvordan det går med det lille mindretal syd for en grænse, som for hver eneste måned mister betydning.

De har det jo godt i det mindretal, siger man. De er naturligvis stort set ligeberettigede med resten af befolkningen i Tyskland, og de får så megen opmærksomhed fra dansk side, at Danmarks mest moderne gymnasium nu ligger i Slesvig.

Så hvad er det lige, der er problemet? I svaret på det spørgsmål ligger den store udfordring, som vi i den kommende tid i fællesskab og samarbejde skal forsøge at besvare.

Og vi kan passende starte med at mindes Poul Hartling, der både som udenrigs- og senere statsminister og som FN's Flygtningehøjkommissær, havde mod til at fortælle journalister og andre spørgere, at spørgsmålet var forkert stillet.

Men Sydslesvig i dag er ikke først og fremmest et problem. Sydslesvig i dag er en fortælling om, at det danske folk er større, end det selv er klar over. At danskhed er et mere nuanceret begreb, end de fleste er klar over.

Sydslesvig er en hemmelighed

Sydslesvig er en hemmelighed, som danskerne har behov for at opdage og genopdage.

Hvis der er et problem, ligger det altså ikke umiddelbart i Sydslesvig, men i den udfordring vi har med at skulle fortælle en historie, som på så mange måder er en succes. Og det er vedtaget journalistik, at positive historier er kedelige. Dem er der ingen, der gider høre på.

For at vi for alvor kan nå frem til at dele glæden over Sydslesvig med andre, skal vi altså formå at gøre noget, som ingen gider høre på, så vedkommende, at de hører efter nærmest mod deres umiddelbare tilbøjelighed.

Det skulle ikke være svært at se, at den opgave er så stor, at alle gode kræfter må arbejde sammen om den. Alle kreative hjerner vil der være brug for.

Jeg er ikke engang sikker på det vil være tilstrækkeligt - men forsøget skal gøres.

Finn Slumstrup er formand for Grænseforeningen . Kronikken er et uddrag af de årsmødetaler, han holdt på Duborg-Skolen i Flensborg og på Amtmandsgården i Rendsborg den 29. maj 2010. 

Bragt i Flensborg Avis den 16. juni 2010.