Dansk konge fra 1808 til 1839, norsk konge fra 1808 til 1814 (Wienerfreden). Søn af Christian 7. og dronning Caroline Mathilde. 1790 gift med Marie af Hessen-Kassel på Gottorp Slot. Stod allerede som barn i modsætningsforhold til enkedronning Juliane Maries formynderegering og den sindssyge Christian 7.

Tog ved hjælp af det tyske aristokrati med Bernstorff, Ernst Schimmelmann og Reventlow i spidsen i 1784 magten ved et statskup og forblev regent resten af faderens levetid. Støttede gennemførelsen af de store landboreformer omkring 1788. Overtog i 1797 personligt ledelsen af regeringen, opløste statsrådet, men havde ikke store evner som statsmand. En alliance med Napoleon 1. gav Danmark et nederlag, hvilket ved Wienerfreden i 1814 førte til afståelsen af Norge til Sverige. Indførte i 1834 rådgivende stænderforsamlinger.

Frederik 6.'s valgsprog var "Gud og den retfærdige Sag."