Betegnelsen for en række volde tværs over Sønderjylland, fra Hedeby Nor i øst til Hollingsted ved floden Trenen i vest. Moserne mod vest og syd og skovene mod øst dannede sammen med Danevirke en naturlig grænse mod syd. Den ældste del af Danevirke er Hovedvolden og dele af Nordvolden og dateres til perioden mellem 690 og 737. En del af Danevirke-anlægget kaldes Østervold og har til formål at beskytte halvøen Svans. Endelig er der vest for Mysunde på Sliens nordbred et 1.100 meter langt træfundament for et palisadeværk eller en mole. Fundamentet står på grund af vandstandsstigning under vand.

I de følgende århundreder blev voldene forlængede og forbedrede, bl.a. med en forbindelsesvold og halvkredsvolden omkring Hedeby (slutningen af 900-tallet) og en kampestensmur. Også det såkaldte Kovirke et par kilometer syd for Danevirke hører med til forsvarsværket. Ud fra konstruktionen vurderer arkæologerne, at Kovirke er bygget samtidig med de store ringborge Fyrkat og Trelleborg, altså i slutningen af 900-tallet.

Valdemar den Store udbedrede Danevirke ca. 1170 til 1180 med en teglstensmur, den såkaldte Valdemarsmur, et af Danmarks første bygningsværker i tegl. Der er fundet teglstensovne i omegnen mens mørtelen er blevet sejlet fra Grenåkanten på Djursland til Slesvig, og derefter i oksekærre transporteret ud til Danevirke. Danevirke-anlægget er så stort et bygningsværk og bygget så tidligt, at man kan sige, at det er det første danskerne byggede i fællesskab.

I de følgende århundreder mistede Danevirke sin militære betydning på grund af delingen af Sønderjylland. Først i 1863, da den danske regering med Novemberforfatningen søgte at knytte Sønderjylland tættere til kongeriget og opgive forbindelsen med Holsten, fik Danevirke atter strategisk betydning. Befæstningen udbyggedes med nye skanseanlæg på den 70 km. lange strækning fra Østersøen i øst til Vadehavet i vest , idet der anlagdes dæmninger i Trene- og Rheide Å dalen, så den helt kunne oversvømmes. I marsken ved Frederiksstad anlagdes 15 skanser. En enkelt af skanserne fra 1864, den såkaldte Skanse 14 ved Danevirke Museum, blev genopbygget i 2001 i et samarbejdsprojekt mellem danske og tyske ingeniør-tropper.

Hele strækningen fra Maasholm i øst til Frederiksstad i vest var på 85 km., men der var kun ca. 40.000 mand til forsvaret i 1864. Ved krigsudbruddet den 1. februar var moserne foran Danevirke frosset til, ligeledes Slien og de vestlige åer; flankespærringerne var derfor værdiløse og hele den danske hær var truet af en total omringning. Det lykkedes hæren under ledelse af general de Meza at gennemføre et tilbagetog fra Danevirke natten mellem den 5. og 6. februar, dels til Nørrejylland, dels til flankestillingen ved Dybbøl.

Igen under 2. Verdenskrig fik Danevirke strategisk betydning. Hitlertyskland frygtede i krigens slutning en allieret invasion på den jyske vestkyst og gik i gang med at omdanne oldtidsanlægget til en nordvendt kampvognsspærring. Projektet blev dog standset, fordi den oldtidsinteresserede SørenTelling, som boede på Danevirke, havde gode kontakter til den ligeledes oldtidsinteresserede nazileder Heinrich Himmler.

I dag kan Danevirke fint besigtiges syd for Slesvig by ved Danevirke Museum.

Se Danmark dejligst vang og vænge.

Litteratur:
H. Hellmuth Andersen: Jyllands vold. Wormianum 1977.
Jørgen Kühl og Nis Hardt: Danevirke. Nordens største fortidsminde. Poul Kristensens Forlag
Dannewerke: Museet ved Danevirke, Danevirkegården, 1999.
H. Hellmuth Andersen: Danevirke og Kovirke: arkæologiske undersøgelser 1861-1993. Jysk Arkæologisk Selskab, 1998.