Danmark indleder kulturudveksling med Tyskland

Kulturminister Mette Bock (LA) vil styrke den kulturelle udvikling mellem Danmark og Tyskland i perioden 2018-2020.

Tilføjet 12. jan 2018 - 11:15
Del nyheden

Fra 2018 til 2020 vil den kulturelle udveksling mellem Danmark og Tyskland blive styrket. Det oplyser kulturminister Mette Bock (LA) i en pressemeddelelse.  

”Tyskland er en af Danmarks vigtigste samarbejdspartnere, og tysk kultur og kulturliv har altid været en stor inspiration for dansk kunst og kultur”, siger kulturministeren.

Indsatsen skal helt overordnet bidrage til at udvikle Danmarks forhold til Tyskland som en vigtig værdimæssig, økonomisk, politisk og kulturel partner. Der skal derfor være fokus på samarbejde, dialog og gensidighed i de konkrete aktiviteter og event, lyder det.

Indsatsen er opdelt i to dele. I 2018 vil kultursatsningen fokusere på det europæiske perspektiv i de dansk-tyske kulturelle forbindelser. Dette vil ske i forbindelse med en række samarbejdsprojekter, der skal bidrage til markeringen af Det Europæiske Kulturarvsår i 2018.

Den anden del skal foregå i perioden 2018-2020. Her vil Danmark skabe større kunstnerisk fodfæste i de tyske delstater og optimere etablerede kunstneriske platforme. Samtidig skal dansk kulturturisme intensiveres i forhold til det tyske marked, og dansk kulturturisme skal markedsføres i Tyskland.

Kulturministeren nævner eksplicit 2020 som året, hvor 100-året for Genforeningen skal markeres.

”Tyskland er det eneste land, som Danmark deler en fysisk landegrænse med, og grænseregionen, der i 2020 fejrer 100 året, er et historisk eksempel på, hvordan to nationer kan udvikle et godt og meget frugtbart naboskab. De sproglige og kulturelle forbindelser i det tyske og danske kulturområde har været fremtrædende så langt tilbage, som kulturhistorien rækker, og Tyskland og Danmark har mange fælles kulturelle interesser og et værdisæt, som på mange måder afspejler hinanden”, siger kulturministeren.

Den dansk-tyske kultursatsning bliver tilrettelagt i et samarbejde mellem Kulturministeriet, Den Danske Ambassade i Berlin samt Statens Kunstfond, danske kulturinstitutioner, kunstnergrupper og enkeltstående kunstnere. De tyske samarbejdspartnere består af kulturinstitutioner- og aktører samt det tyske Udenrigsministerium. Kultursatsningen er forankret i Det Internationale Kulturpanel, som er et tværministerielt samarbejdsforum bestående af Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet og centrale kulturaktører.

Kultursatsningen blev skudt i gang den 8. januar, da Kulturministeriet og Den Danske Ambassade i Tyskland deltog i et arrangement på Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg.