Danskernes støtte til grænsekontrol er faldende

Opbakningen til Dansk Folkepartis ønske om at få indført permanent grænsekontrol er dalende, viser ny måling fra Berlingske. Foto: News Oresund, flickr.com.

Tilføjet 14. dec 2016 - 11:50
Del nyheden

Størstedelen af danskere vil gerne have permanent grænsekontrol viser en meningsmåling, som A&B Analyse har lavet for Berlingske. Den folkelige opbakning er dog tilsyneladende faldende, hvis man sammenligner med tidligere målinger.

Af de 1.136 repræsentativt udvalgte danskere, der har deltaget i den nye meningsmåling, svarer 47,8 procent, at de mener, at Danmark bør gøre den i øjeblikket midlertidige grænsekontrol permanent, 33 procent svarer nej til spørgsmålet, mens 19,1 procent svarer ved ikke.

Da analyseinstituttet Norstat stillede samme spørgsmål for Altinget i september måned, var det 58 procent af danskerne, der sagde ja til permanent grænsekontrol, og 34 procent, der var imod.

Lektor Gerd Battrup, Grænseregionsforskningssektionen, Syddansk Universitet, mener, at de store omkostninger, som grænsekontrollen medfører, får flere til at tænke en ekstra gang over grænsekontrollen.

”Jeg tror, at folk begynder at blive skeptiske overfor ressourceforbruget, for grænsekontrol er meget dyrt. Man vil næppe kunne finde en eneste forsker i kriminalitet, der mener, det er et effektivt middel til bekæmpelse af forbrydelse”, siger Gerd Battrup til Berlingske.

Kenneth Kristensen Berth, der er EU-ordfører for Dansk Folkeparti, der som det eneste parti i Folketinget går ind for en permanent grænsekontrol, siger til den nye meningsmåling:

”Dybest set siger den det samme, som andre undersøgelser har vist, nemlig at der er et flertal af de adspurgte, som ønsker, at der skal være permanent grænsekontrol. Det er en opbakning til det synspunkt, vi har lagt for dagen, og vi skal heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at vi er det eneste parti, som ønsker det her”, siger han og fortsætter:

”Vi står jo også i en situation, hvor vi i en lang række tilfælde vil have de afgørende mandater for opbakning til regeringens ønsker, så derfor vil vi presse på med at få den her kontrol indført, det skal der ikke herske tvivl om”, siger han.

Grænsekontrol er blevet yderligere aktualiseret i denne uge, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen i mandags sikrede opbakning i Folketinget til en aftale om Europol. En forudsætning for aftalen er imidlertid et dansk medlemskab af Schengen, hvilket ikke tillader Danmark at indføre permanent grænsekontrol.