Danskhed (Egon Clausen)

Danskhed er en form for nationalisme, der hævder, at der er særlige karaktertræk, der er særegne for medlemmerne af den danske nation. Et vigtigt symbol er Dannebrog. Danskhed er endvidere knyttet til det danske sprog. Når man taler dansk, er man tæt på at være en rigtig dansker. Dertil kommer en tænkemåde, der udgør en særpræget kombination af selvovervurdering og ydmyghed. Dette skal ses som et resultat af den danske historie, hvor danskerne i århundreder stort set ikke har oplevet andet end nederlag i krig efter krig og med det resultat, at kongerigets oprindelige domæne er blevet kraftigt reduceret. Først mistede Danmark Jämtland og Härjedalen. Derefter Skåne, Halland og Blekinge, så gik Norge tabt for den danske krone, og med de slesvigske krige mistede kongeriget Slesvig og Holsten, der udgjorde omkring en tredjedel af det danske kongeriges areal. Så solgte man de Vestindiske Øer og senere gjorde Island sig selvstændigt. Denne stribe af nederlag og tab har medført, at soldater, officerer eller krig ikke har høj status i Danmark, og de symboler som bruges til at fremstille fædrelandet er uden de rovdyr og riddere der ofte optræder som en bestanddel af andre landes nationale symbolik. Den slags går ikke i Danmark, hvor Dannebrog bruges til pynt på juletræer, ved børnefødselsdage og fodbold­kam­pe. Da Anders Fogh Rasmussen var statsminister forsøgte han godt nok at gøre op med den danske politik under den tyske besættelse, der efter hans mening var for æreløs, og han forsøgte også at genrejse ”krigeren” som et anvende­ligt symbol for Danmark gennem dansk deltagelse i Afghanistan og Irak, begge dele uden held.

Derimod er billedet af Danmark som en kvinde slået an. Det er da også langt mere dækkende for den danske virkelighed, hvor Grundtvigs sang ”Langt højere bjerge”, har været meget populær, fordi den siger at: ”Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
ved jorden at blive, det tjener os bedst. ”Danskhed var da også i lang tid ensbetydende med kvinde­lige værdier i form af u-landshjælp, fredsbevarende indsatser, kompromisser på arbejdsmarkedet og dannelse af et velfærdssamfund, men under det hele ligger den kendsgerning, at Mor Danmark, det vil sige danskernes selvforståelse, er dybt præget af de nederlag, Danmark har lidt gennem tiderne, og de symboler der har fulgt hende, har da også været ”den dræbte søn” og ”den bortførte datter”.

Denne historiske baggrund har medført, at der er to opfattelser af, hvad den egentlige danskhed består af. På den ene side findes en opfattelse af danskhed som noget generøst og udadvendt. Noget som er åben for nye ideer og som ikke kan defineres fast, fordi den er resultatet af en fortløbende proces. På den anden side findes der en opfattelse der tror at danskhed er en uforanderlig størrelse som man må beskytte ved lovbud. Det ser man i krav om grænsebomme, kanonisering af specielle værker og vagtsom mistænksomhed overfor alt fremmed. De to former for danskhed ser med dyb mistro på hinanden, men begge er en nedarvet og derfor integreret del af danskheden, og derfor vil ingen af dem nogensinde forsvinde. Opgaven bliver at få de to til at gå i dialog med hinanden. Lykkes det, vil det udgøre et efterlignelsesværdigt eksempel på en bæredygtig danskhed. 

Egon Clausen, forfatter

Læs også Egon Clausens rejsereportage fra Sydslesvig i 2012 på Grænsen.dk.