Danskhed (Søren Krarup)

Kære Christian.

Du spørger mig, hvad danskhed er for noget. Du synes, jeg bruger ordet ”dansk” for ofte, fordi det ord ikke betyder mere end så mange andre ord. Hvad mener jeg med ordet?

Jeg vil give dig ret i, at man skal være forsigtig med ord. Især med de ord, man virkelig tillægger betydning. Hvis man går og siger til alle og enhver, at man elsker dem, så er den kærlighed ikke meget værd. Man må ikke gøre værdifulde ord til fraser. Man skal være varsom med sproget.

Men på den anden side skal man jo heller ikke gøre livet tomt og meningsløst af frygt for at bruge ordene. Ordet dansk har virkelig mening. For danskerne. Og vi skal ikke lade os kujonere af en udbredt frygt for at sige sandheden.

Hvorfor er jeg dansk og lægger vægt på at være det? Også fordi jeg er barn af den tid, hvor Danmark virkelig var truet. Jeg er født i 1937 og voksede op under besættelsen i et hjem, der følte den tyske besættese af Danmark som en frygtelig pine og beskæmmelse. 9.april 1940 var for mine forældre en skændsel. For første gang i sin tusindårige historie var Danmark besat af en fremmed magt. Og besat uden at Danmark havde forsvaret sig. Dette var bunden i Danmarks historie, og jeg og mine søskende var ikke børn i dette hjem uden at ordet dansk eller begrebet danskhed fik vægt og betydning.

Hvad er så danskhed? Det er i al enkelhed at være barn af det hjem, der hedder Danmark. Det svarer til dit forhold til dine forældre og din slægt. I hører sammen på forhånd. Det fortæller historien. I har et fællesskab på forhånd. Det fortæller sproget. Og I har noget at være fælles om. Det fortæller kulturen i dit hjem.

Disse tre: historien, sproget og kulturen – de udgør kernen i begrebet danskhed.

Vi danskere er fælles om Danmarkshistorien. Den er fortællingen om et folk, som i mere end tusind år har levet i dette land og holdt sammen på landet. Det har været en utroligt vanskelig sag, for Danmarks geografi med et lille, fladt land og adskilte øer har jo gjort det mere end vanskeligt at forsvare Danmark. Christian den Fjerdes nederlag i et enkelt slag i Tyskland i Trediveårskrigen betød, at hele Jylland var oversvømmet af fjenden. Vore  forfædre har haft geografien og de strategiske forhold imod sig. Alligevel har de formået at hævde Danmarks eksistens og selvstændighed i mere end tusind år.

Vi danskere er også fælles om sproget, for det er det danske sprog, der binder os sammen og betyder, at vi kan tale med hinanden. Sproget er et eksistensvilkår eller et folkeligt bånd, hvis betydning for det danske folks sammenhæng ikke kan overvurderes. Forestil dig, at vi ikke længere kunne forstå hinanden. Forestil dig, at vi ikke længere kunne læse dansk litteratur med Saxo, Holberg, H.C.Andersen og Søren Kierkegaard. Det danske sprog er sammen med den danske historie slet og ret en forudsætning for et dansk folk.

Det tredje er dansk kultur, for ud af historien og sproget er vokset den måde, vi lever med hinanden på og taler sammen. Dansk kultur bestemmer livet i landet og den måde, vi lovgiver i Danmark. Vi respekterer hinanden, som man gør i en ordentlig familie. Vi omfatter hverandre med den hensynsfuldhed, ja kærlighed, som  man udviser over for sine søskende, sine naboer, sine – ja, landsmænd.

Disse tre – historien, sproget og kulturen. De skaber danskheden. Og kun, hvis man er et overfladisk, afstumpet og hensynsløst menneske, blæser man på sin familie, sit hjem, sit folk, sit land.

Nej, vi dyrker ikke det danske. Det er et eksistensvilkår, ikke en religion. Vi tror på Kristus som Guds søn og vores frelser, men vi tror ikke på Danmark. Vi elsker vort land med dets historie, sprog og kultur, men vi tror på Gud. Der er forskel på troen og kærlighed til fædrelandet. Men vi kan sige, at netop troen på Gud sætter os til at være det, vi er – danskere med en fælles historie, sprog og kultur, som vi  vil sætte os selv ind på at bevare og give i arv til vore børn.

For at vende tilbage til min egen historie: Det var dette, mine forældre viste os børn under den tyske besættelse, da de skabte modstandsbevægelsen på Djursland i 1944 og tilsidst måtte gå under jorden, da Gestapo var kommet på sporet af det, de foretog sig. De har aldrig talt meget om det. De dyrkede ikke sig selv og danskheden. Med de havde sat sig selv ind på at forsvare den – og samme forpligtelse har jeg og du.

Kan det siges enklere og bedre end H.C.Andersen gør det:

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.

Søren Krarup
Fhv. medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti