DEMOKRATI ER EN FORUDSÆTNING FOR MINDRETALSLIV

Tilføjet 15. jun 2013 - 11:43
Del nyheden

Mogens Lykketoft og Anke Spoorendonk debatterede mindretalspolitik i Mindretallenes telt.

Fredagen i Mindretallenes telt begyndte med en underholdende aktivitet, hvor de unge  elevambassadører fra Sydslesvig og kulturmødeambassadører med hjælp fra store mannequiner skåret ud i pap bad folkemødets gæster om skrive på mannequinen, hvad der udgør en dansker. Der blev skrevet mange ord på "papdanskerne", som spændte fra "altid glad" over tiltaleformen "du" til "kartofler og flæskesteg".

Derpå fulgte en debat om folkestyre og globalisering mellem formand for Folketinget Mogens Lykketoft (S) og "det danske mindretals egen minister", justits-, kultur- og europaminister i Slesvig-Holsten Anke Spoorendonk (SSW).

- Vores værdier om  mindretalspolitik og demokrati er to sider af samme sag, sagde Anke Spoorendonk, ikke blot med reference til mindretallene i det dansk-tyske grænseland, men også med reference til romaerne.
- Mindretalsliv kan kun fungere i demokrati.

- Der kan sagtens være brug for handlingsplaner, men det der med at rejse diskussionen om anerkendelse af  romaerne i DK, det er ikke til aktuel diskussion. Mange andre kunne komme på listen, hvis man skulle rejse den diskussion, sagde Mogens Lykketoft.

Fredag aften i Mindretallenes telt sluttede af med endnu et fuldt hus til et stort og varieret sønderjysk kaffebord, der blev arrangeret af Bornholms Højskole, til akkompagnement af orkesteret Bjerre, Bjerre og Bjerre.