Efterskoleophold til sydslesvigske elever

Ca. 250 sydslesvigere, mest elever og deres forældre, var i weekenden mødt op til Efterskolernes Dag på A.P. Møller Skolen i Slesvig. I alt 18 danske efterskoler og Ladelund Ungdomsskole, der er en dansk efterskole syd for grænsen, var repræsenteret. Den unge mand på billedet spiller et Virtual Reality-spil. Foto: Dansk Skoleforening for Sydslesvig.

Tilføjet 26. feb 2018 - 11:41
Del nyheden

Alle elever i 7. klasse i Sydslesvig kan se frem til at komme på et 24-timers efterskoleophold i Danmark næste skoleår. Det er et resultat af, at Dansk Skoleforening for Sydslesvig har fået bevilget tre millioner kroner af Folketingets Sydslesvigudvalg til projektet ”Mindretal på efterskole”.

Projektet gennemføres i et samarbejde med Efterskoleforeningen i Danmark og Grænseforeningen.

Projektets formål er at stimulere interessen for efterskoleophold i Danmark og udvekslingen mellem sydslesvigske og danske unge i det hele taget. Ud over et 24-timers efterskoleophold vil der også blive iværksat en række andre tiltag, der skal stimulere danske unge til at tage 10. klasse på en af de danske skoler i Sydslesvig.

”I Skoleforeningen har kontakten til Danmark en meget stor betydning, og vi har gang i mange forskellige aktiviteter, der alle sammen har det samme formål, nemlig at fremme mødet mellem vores elever og rigsdanske elever”, siger Udo Jessen, der er formand for Skoleforeningen.

De sydslesvigske elevers 24-timers ophold på danske efterskoler arrangeres fra fredag til lørdag. Eleverne kører i bus til den danske efterskole og hentes af deres forældre om lørdagen. Eftersom efterskolen er en ukendt skoleform i Tyskland, ønsker man at informere også forældrene om fordelene ved at komme på dansk efterskole.

De sydslesvigske elever, der efterfølgende vælger at komme på et års efterskoleophold i Danmark, vil blive inviteret til et formøde i Sydslesvig. Efter efterskoleopholdet vil de blive inviteret til et efter-efterskole-døgn, hvor også nye elever, der står foran at skulle rejse til Danmark på efterskoleophold vil blive inviteret, så erfaringer kan udveksles. Dette sker for at styrke sammenholdet eleverne imellem, men også for at øge elevernes udbytte af efterskoleopholdet.

De danske elever, der måtte ønske at tage 10. klasse, skal ifølge projektet informeres bedre om muligheden for at gå i skole i Sydslesvig i 10. klasse og bo hos en familie i mindretallet.

Projektet ”Mindretal på efterskole” er tænkt som endnu en mulighed for at skabe udvekslingsmuligheder mellem unge fra Sydslesvig og Danmark. Gennem 100 år er sydslesvigske børn rejst til Danmark på ferie hos danske familier via Grænseforeningen, og denne mulighed eksisterer stadig.

I dette skoleår 2017/18 går 28.800 unge mellem 14 og 18 år på efterskole i Danmark, heraf 97 unge sydslesvigere. Der findes i alt 246 efterskoler i Danmark.