Farrisskoven

Stort skovområde, der ifølge Caspar Danckwerths beskrivelse af Slesvig fra 1652 oprindeligt strakte sig fra Ribe langs Kongeåen til Kolding. På Johannes Mejerskort er skoven markeret omkring Jels. Dens omtrentlige udstrækning mellem Sdr. Hygum og Lillebælt antydes af afstanden mellem kirkerne, der alle ligger uden for den daværende skov.

Omkring det oprindelige skovområde er der 3,5-5 km mellem kirkerne, mens der mellem kirkerne på begge sider heraf kan være op til 15 km. Jels, Ødis og Højrup kirker blev opført i skovrydninger inde i Farrisskoven. Den opstod antagelig i yngre jernalder, og forsvandt gradvist ved rydning og nyanlæggelse af landsbyer i løbet af middelalderen. Endnu i 1600-tallet var der dog en del skov i området, og Fovslet Skov, dele af Jels-skovene samt Gram Storskov kan være de sidste rester.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

K.M. Hermansen: Farrisskovens Saga, i: Sønderjysk Månedsskrift 1946.

Mette Pilgaard: Farrisskoven i det nordlige Sønderjylland – myte eller realitet, i: Lisbeth Eilersgaard Christensen og Bent Jørgensen (red.): NORNA-rapporter 86. Navnemiljøer og samfund i jernalder og vikingetid. Uppsala 2011.