Flensborg Avis skal lave tv til danskerne

Tilføjet 03. jun 2016 - 11:02
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.3/juni 2016 

De næste tre år skal Flensborg Avis levere public service-tv til danskerne om alt fra håndbold til erhvervsliv i Nordtyskland. Formål: At synliggøre det danske mindretal i Danmark og bakke op om den danske regerings Tysklandsstrategi
 

Af Malene Fenger-Grøndahl

Interview med danske stjernespillere i ’danskerklubben’ SG Flensburg Handewitt lige efter en afgørende kamp i den tyske Bundesliga. Et indslag med en dansktalende geolog, der forklarer, hvorfor sydspidsen af øen Sild er ved at brække af, og hvad det betyder for feriegæsterne. Eller et interview med nordtyske toppolitikere, der udtaler sig om den fortsatte danske grænsekontrol.

Det er eksempler på tv-nyheder, som chefredaktør Jørgen Møllekær fra Flensborg Avis forestiller sig, at avisens nye tv-redaktion kan levere fremover. Avisen har nemlig fået 6,9 millioner kroner fra Folketingets Sydslesvigudvalg til at købe tv-udstyr og ansætte to-tre nye medarbejdere til at lave tv-indslag fra Flensborg-Hamborg-området de næste tre år.

Den officielle startdato er endnu ikke fastlagt, men det er allerede nu besluttet, at tv-redaktionen får til huse på avisens redaktion i Flensborg, og at alle tv-indslag vil kunne ses på www.fla.de.
 

Tv-satsningen er et af fire projekter, som Sydslesvigudvalget har valgt at støtte økonomisk i år. Formålet er at synliggøre det danske mindretal i Sydslesvig og dermed også bakke op om den danske regerings nye Tysklandsstrategi, der er lanceret for at knytte tættere bånd mellem Danmark og den store nabo mod syd.

Ifølge Jørgen Møllekær er det en oplagt udvikling, at Tysklands eneste dansksprogede dagblad nu skal levere public service-indslag til både landsdækkende og regionale danske tv-kanaler og til websites for aviser som Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Politiken.

”Det er et brobygningsprojekt, hvor vi vil bruge traditionelle journalistiske kriterier for at udvælge og lave indslag fra Nordtyskland, som er relevante og interessante for alle danskere, uanset om de bor i Frederikshavn eller Frederiksværk. Vi vil ikke lave reklamefremstød eller kommunikationskampagne for det danske mindretal eller sende særlige mindretalshistorier. Jeg er journalist med stort J, og jeg tror på journalistikken som en måde at oplyse folk på og gøre dem klogere på verden”, siger Jørgen Møllekær.

Den nye tv-redaktion på avisen vil udvælge og producere indslag om emner, der har en aktualitet og derefter levere indslagene gratis til danske tv-kanaler. Det kan også kommer på tale at producere indslag på bestilling og tage sig betalt for opgaven, forklarer Jørgen Møllekær. Formålet er under alle omstændigheder det samme: At skabe større bevidsthed om det danske mindretal i Sydslesvig og større viden om det tyske samfund generelt.

”Vores indslag får et logo fra Flensborg Avis i det ene hjørne, hvilket vil minde seerne om, at der er et dansktalende mindretal i Nordtyskland. Samtidig vil vores indslag vise det, når vi fx interviewer en dansktalende geolog om forholdene på Sild”, siger Jørgen Møllekær.

Hans vision er, at avisen skal levere indslag om både sport, kultur, politik og økonomi, fx om danske virksomheder, der har succes i Tyskland.

”Danskernes viden om tyske forhold er helt klart mindre end for 70-80 år siden. Danske medier præsenterer stort set alle detaljer i den amerikanske primærvalgkamp, mens tyske politiske forhold fylder meget lidt. Det kan vi være med til at ændre. Samtidig tror jeg på, at vi med vores tv-satsning kan skabe øget bevidsthed om det danske mindretal”, siger Jørgen Møllekær, der selv er født og opvokset som en del af det danske mindretal.

Han begyndte sin journalistiske karriere med mesterlære på Flensborg Avis. Siden 1993 har han primært arbejdet med tv, både som reporter på TV2 og DR, som nyhedsredaktør på TV/Syd og som en del af ledelsen på TV2/Fyn. Siden 2013 har han været chefredaktør på Flensborg Avis. Han glæder sig til nu at tage fat på et nyt kapitel som tv-producent.