Flygtninge vil forandre Europa for altid

Foto:Thomas Tolstrup

Tilføjet 18. dec 2015 - 20:00
Del nyheden

Når man har børn, kan man ikke tillade sig at være bekymret for fremtiden, men det er forfatteren Jens Christian Grøndahl nu alligevel. Hans håb er, at europæerne besinder sig på deres egen kultur

Af Anna-Lise Bjerager

Fornylig var Jens Christian Grøndahl til koncert med sine to døtre på otte og 10 år. På programmet var filmmusikken fra Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og alle de andre klassikere fra Astrid Lindgrens univers. 
Jens Christian Grøndahl nævner det, fordi musikken er skrevet af en flygtning. Georg Riedel hedder den tjekkiske flygtningedreng, der ankom til Sverige i slutningen af 1930erne sammen med sin familie, og som i sit voksenliv har komponeret den musik, der med inspiration fra svensk folkemusik er gledet ind i svenskernes bevidsthed som indbegrebet af Sverige.

”Det er en god historie om, at man som flygtning kan bidrage til sit nye hjemlands kultur, hvis man ellers bliver taget godt imod”, siger han.

Det er vigtigt at indlede med en god historie, fornemmer man på Jens Christian Grøndahl. For bekymringen lurer lige under overfladen i hans eget sind og reflekterer den bekymring, som mange europæere nærer: For hvordan skal det hele gå, når mennesker i tusindvis fra blandt andet Syrien, Irak, Afghanistan og Afrika forlader deres hjem på flugt fra krig og ufred og strømmer til Europa for at finde et nyt hjem til sig selv og deres børn?

Et ordentligt samfund
Jens Christian Grøndahl tager imod på forlaget Gyldendal i Klareboderne i det indre København. Rundt om hjørnet bor han selv med sin kone og deres to døtre. Desuden har han to tvillingedrenge på 30 fra første ægteskab. At være far til fire børn er med til at ave bekymringen for fremtiden.

”Når man har børn, kan man ikke tillade sig at være pessimist. Jeg er nødt til at tro på, at det samfund, mine børn skal leve i, bliver et ordentligt samfund”, siger han.

Jens Christian Grøndahl er en af de få skønlitterære forfattere i Danmark, der ytrer sig politisk, og han har sagt ja til i at give sin vurdering af flygtningesituationen i Europa. I 2015 udgav han essayet ”Hjemme i Europa” om det fællesskab, der kendetegner det danske og det europæiske, og han er netop nu aktuel med bogen ”Vejen til Betlehem”, der er en gendigtning af en af kernefortællingerne i den kristne kulturkanon: Maria og Josefs rejse fra Nazaret til Betlehem og Jesu’ fødsel. En bog, der også leder tankerne i retning af den aktuelle flygtningesituation.
Han indleder med at slå fast, at han har alverdens forståelse for, at mennesker flygter fra krig og nød. Men i samme åndedrag siger han, at flygtningestrømmene med stor sandsynlighed vil udvikle sig til en krise, som overstiger, hvad Europa har oplevet i århundreder.

Vi er uforberedte
”Det er ikke bare en flygtningestrøm. Det er en folkevandring. Og vi er uforberedte. Vi er fanget mellem på den ene side en europæisk kultur med rødder i kristendommen, der rummer dette bud om, at vi skal hjælpe mennesker i nød. Asyl er en af de ældst formulerede rettigheder, vi har. Og på den anden side flere års fejlslagen integrationspolitik”.

”Vi har oplevet, hvor svært det er at integrere mennesker med en helt anden kulturbaggrund. Mange kommer fra samfund, som ikke har udviklet den samme modernitet og verdslighed, som vi i Europa har brugt næsten 200 år på at nå frem til. Samtidig har det vist sig, at islam nødigt lader sig reformere. I alt fald er det, hvad muslimer bosat i Danmark giver udtryk for, når de bliver spurgt i spørgeskemaundersøgelser.”

”Den aktuelle flygtningekrise har med al tydelighed vist, at vi selv står på et skrøbeligt fundament. Europas regeringsledere kan ikke finde ud af at løse problemet i fællesskab. Det virker, som om EU-systemet er kollapset. Borgerne i EU har også svært ved at håndtere situationen. Der er en overordnet stor vilje til at hjælpe. Men i løbet af efteråret har der også været ekstreme reaktioner med ildspåsættelser af asylcentre i Sverige og Tyskland og angreb på flygtninge og flygtningevenlige politikere.”

”Det er kun et forsvindende mindretal, der finder på den slags. Men der er en flygtningeskepsis i den brede befolkning i alle de europæiske lande, og den skepsis bliver politikerne nødt til at tage alvorligt. Man kan ikke bare mase på, for så skabes der splittelse i samfundet, og det ser vi allerede nu ansatserne til.”

”Der er slet ingen nemme løsninger. Den naive venstrefløjsparathed til at tage imod alle de flygtninge, der kommer, har jeg ikke meget til overs for. Men jeg synes heller ikke om den danske regerings udspil: Danmark kan tage 1000 flygtninge, og så er det slut. Det er udtryk for en smålighed og lukkethed, som med rette vækker undren i andre lande. Det er forståeligt, at politikerne tøver over for tanken om fælles forpligtende EU-kvoter, og i mellemtiden bliver flygtningestrømmen bare ved og ved.”  

"Jeg tror, man må se i øjnene, at Europa vil udvikle sig meget anderledes i fremtiden, end vi havde troet for bare kort tid siden, og at der vil være en anden grad af splittelse og usikkerhed forbundet med at være europæer i forhold til, hvad vi har set i vores levetid”, siger han.

Nationalstat eller kaos
Den seneste tids flygtningestrømme har groft sagt delt europæerne i to lejre: De, der mener, at flygtningene svækker sammenhængskraften og dermed den nationale identitet. Og de, der mener, at national identitet er en anakronisme i en global verden.
For Jens Christian Grøndahl er de europæiske nationalstater kommet for at blive, fordi der ikke findes et alternativ.

”Nationalstaterne opstod jo efter Wienerkongressen i reaktion mod Napoleons krigeriske forsøg på at udbrede den franske revolutions tanker om frihed, lighed og broderskab til hele det europæiske kontinent. Derfor er det også så ironisk, at det netop blev inden for nationalstatens ramme, at demokratiet kom til at udvikle sig med respekt for individet, gensidig solidaritet, ligestilling, velfærd og frihedsrettigheder.”

”Det er vigtigt at huske, at det op gennem nationernes nyere historie har været de mindst privilegerede i samfundet, der havde allermest brug for nationalstaten som værn mod magthaverne og som garant for sociale rettigheder og et bedre liv. For dem har globaliseringen ikke ført andet end utryghed med sig, og derfor er det også forståeligt, at de reagerer med ængstelighed over for flygtningestrømmen”.

Hvem er dansk?
Han mener, man skal være forsigtig med at opstille for firkantede krav til de mennesker, der søger asyl og ønsker at blive danske statsborgere. Der findes ingen facitliste for, hvad det vil sige at være dansk. Omvendt er han kritisk over for en relativistisk forestilling om, at alle kulturer kan leve side om side med hver deres værdinormer.

”Ideelt set er det rigtigt, at et demokratiet er kulturblindt. Man kan ikke forlange af nye medborgere, at de skal elske Grundtvig. Men jeg mener, man kan forlange, at de skal være villige til at favne den demokratiske kultur, vi har i Danmark. Det kræver mere af dem, end det kræver af os. Sådan er det bare, hvis man ønsker at blive integreret i et nyt land.”

”For mig er det at være dansk først og fremmest forbundet med det danske sprog, og dernæst, at vi deler en fælles historie. For Danmarks vedkommende en tusindårig historie. Jeg selv er rundet af det danske sprog og det danske landskab. Der er en intim og selvfølgelig relation”.

Hjem er samhørighed
”Jeg er storbybarn og skilsmissebarn og dermed født ind i en flydende verden af omskiftelige relationer og steder, så ”hjem” for mig er ikke så meget et sted. Jeg har et hus i Skagen, og der tager det mindst tre generationer, hvis ikke flere, at blive skawbo. Sådan er det ikke i min verden. ”Hjem” for mig er snarere en følelse af samhørighed med de mennesker, jeg elsker, og de idéer og tanker, jeg har fået videregivet. ”

”Men jeg har også hjemme i den historie, som er Europas. Jeg føler mig hjemme i kristendommen og i humanismen med sine rødder i den antikke kulturverden, i Renæssancens store udvidelse af videnskaberne og den menneskelige erkendelse, i Oplysningstidens tro på fornuften og de universelle frihedsrettigheder. Jeg skriver bøger ind i den tradition”, siger han.

Det er også i den europæiske kultur, at Jens Christian Grøndahl ser et håb for fremtiden: At europæerne vågner op og besinder sig på deres rige kulturarv. Umiddelbart har europæisk kultur måske ikke så meget med den aktuelle flygtningesituation i Europa at gøre. Og så alligevel. For som Jens Christian Grøndahl ser det, har den accentueret, hvor langt væk, vi er kommet fra vores eget kulturelle udgangspunkt.

”Venerationen over for vores egen kulturtradition er simpelthen svækket. Jeg synes, vi lever i et Europa, som er blevet meget materialistisk, og som hylder markedet og den vulgære berigelse på bekostning af dannelse, åndsliv og immaterielle værdier. For mig at se er Europa i færd med at begå åndeligt selvmord. Mange af vore nye muslimske medborgere har stærke værdier. Nogle af de værdier ligner vores til forveksling, andre gør ikke. Europas fremtid kommer til at afhænge af dét kulturmøde”, siger Jens Christian Grøndahl.

Mindretallet som brohoved
Den europæiske kultur har i efterkrigstiden været under stærk amerikansk indflydelse, og det har på mange måder skadet Europa, mener Jens Christian Grøndahl.

”Før krigene i grænselandet i slutningen af 1800-tallet var dansk kultur dybt influeret af det tyske. Men efter Anden Verdenskrig var det endegyldigt slut med tysk kulturpåvirkning af betydning, og danskerne udviklede et ambivalent forhold til alt, hvad der var tysk.”

Det resulterede i, at Danmark blev et af de europæiske lande, der åbnede dørene på vid gab for en amerikansk kulturpåvirkning og lukkede det tyske ude. Det har Danmark gjort i en sådan grad, at man i dag må tage sig til hovedet. Man nedprioriterer tyskundervisningen i skolerne og udnytter slet ikke det erhvervsmæssige eksportpotentiale, der findes i Tyskland.”

”Det er også mærkeligt, at man ikke i højere grad fra dansk side interesserer sig for, at der bor 50.000 dansksindede i Sydslesvig. De taler både dansk og tysk og har nogle erfaringer med at leve i og med to kulturer. Det er tankevækkende, at hele grænselandets historie spiller en så ringe rolle i den nationale bevidsthed i dag”.