FUEN præsident: Vi når en million underskrifter

FUEN præsident Lorant Vincze er optimistisk, og tror på, at borgerinitiativet Minority SafePack når at indsamle en million underskrifter inden den 3. april.

Tilføjet 26. jan 2018 - 10:23
Del nyheden

Den europæiske mindretalsorganisation FUEN’s præsident Lorant Vincze regner med, at organisationen når at indsamle en million underskrifter til borgerinitiativet, Minority SafePack, inden deadline den 3. april i år. Det siger han til Flensborg Avis.

Borgerinitiativet, der har til formål at få EU-Kommissionen til at sætte mindretalsrettigheder på dagsordenen, er foreløbig støttet af ca. en halv million europæere. Lorant Vincze mener dog, at det er realistisk at få indsamlet en million underskrifter inden deadline.

”Vi har talt med vores medlemmer for at få realistiske bedømmelser af hvor mange underskrifter, de kan samle. Og at dømme ud fra deres tilbagemeldinger skulle vi komme komfortabelt over en million”, siger Lorant Vincze, der selv er en del af det ungarske mindretal i Rumænien, til Flensborg Avis.

Hvert EU-land skal indsamle et bestemt antal underskrifter i forhold til landets indbyggertal. I Danmark skal der indsamles 9.750, og der er digitalt indsamlet en fjerdedel af underskrifterne, mens de fysiske underskrifter ikke er optalt. Et af de lande, der halter efter, er Tyskland. Her skal der mindst indsamles 72.000 underskrifter, og der er kun indsamlet 4500.

De lande, hvor der er indsamlet flest underskrifter, er de lande, hvor mindretallenes organisationer er velfungerende og har et administrativt apparat, der kan løfte opgaven med at indsamle underskrifter. Men mange mindretal har ikke et sådant administrativt apparat og har derfor haft svært ved at løfte opgaven.  

”Det er noget, som vi må se på senere. Nu gælder det slutspurten for at nå en million”, siger Lorant Vincze til Flensborg Avis. I starten af februar rejser han til Barcelona for at skabe opmærksomhed om indsamlingen i det catalonske mindretal.

I Danmark har det tyske mindretal gjort en indsats for at indsamle underskrifter via Facebook, hvor bl.a. kulturminister Mette Bock og Stephan Kleinschmidt, Slesvigsk Parti, der er viceborgmester i Sønderborg, har opfordret danskerne til at skrive under på Minority SafePack. Også Grænseforeningen og det danske mindretal i Sydslesvig samler underskrifter ind.

Hvis du ønsker at støtte mindretalsrettigheder i EU gennem borgerinitiativet Minority SafePack, kan du skrive under her.