Grænseforeningen får ny formand

Jens Andresen afløser Mette Bock som formand i Grænseforeningen. Foto: Thomas Tolstrup og Niels Åge Skovbo

Tilføjet 28. nov 2016 - 10:44
Del nyheden

Mette Bock forlader posten som formand i Grænseforeningen, efter at hun i dag er blevet udnævnt til kultur- og kirkeminister. Ny formand i Grænseforeningen bliver Jens Andresen, der hidtil har været næstformand i Grænseforeningens bestyrelse.

Mette Bock har været formand i Grænseforeningen siden maj 2014 og har ydet en stor og dedikeret indsats for Grænseforeningen.

Jens Andresen udtaler: ”Mette har været en dygtig og vellidt formand, der har forstået at fremføre Grænseforeningens mærkesager og udviklet et tæt bånd til Grænseforeningens medlemmer og det danske mindretal i Sydslesvig. Det er ærgerligt, at vi skal sige farvel til Mette Bock, men vi har fuld forståelse for hendes valg. Et stort tillykke til Mette Bock med ministerposten”.

Mette Bock udtaler: ”Sorrig og glæde de vandre til hobe. Sådan er det i dette menneskeliv. Jeg er glad og stolt over at blive en del af den nye regering. Men i mit hjerte sørger jeg samtidig over, at jeg ikke længere kan være formand for Grænseforeningen og dermed må slippe det direkte samarbejde med så mange både nord og syd for grænsen. En ting står dog fast: Jeg slipper ikke min interesse for grænselandet, mindretallene, kulturmøder og alt det, der ligger i forlængelse heraf”.

Jens Andresen har været næstformand i Grænseforeningens bestyrelse siden 2005. Jens Andresen, der også er formand for Tønder Amts Grænseforening, er uddannet cand.agro. og tidligere landmand og taksator ved et forsikringsselskab. Han har bopæl i Løgumkloster og har været politisk aktiv for partiet Venstre. Han har bl.a. været medlem af Sønderjyllands Amtsråd, Region Syddanmark og kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune, ligesom han har været formand for det grænseoverskridende samarbejde, Region Sønderjylland-Slesvig. Han er i dag bestyrelsesformand på Højskolen Østersøen, Kulturelt Forum i Tønder Kommune og Museum Holmen i Løgumkloster.

Jens Andresen udtaler om sit nye hverv som formand i Grænseforeningen:

”Jeg føler mig ydmyg over for opgaven og agter at være med til at videreføre den fornyelsesproces, som allerede er iværksat under generalsekretær Knud-Erik Therkelsens ledelse. Jeg ser det også som en af mine opgaver at være med til at sikre, at danskerne, ikke mindst de unge, får kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig og grænselandet i det hele taget. Her er der allerede taget et vigtigt skridt med etableringen af Grænseforeningen Ungdom tidligere på året”.

Læs portræt af Grænseforeningens nye formand Jens Andresen her.