Grænsekontrol fortsætter i 2017

Tilføjet 21. nov 2016 - 12:29
Del nyheden

Regeringen indgik fredag en aftale om næste års finanslov med Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Konservative. 

Ifølge den nye finanslov er der afsat 220 millioner kroner til en fortsættelse af den midlertidige grænsekontrol. I sidste uge blev den midlertidige grænsekontrol forlænget frem til februar 2017. Det er uafklaret, hvad der derefter skal ske.

Justitsminister Søren Pind (V) kalder det afsatte millionbeløb for en ”brandforsikring”, og siger til Altinget.dk, at han regner med, at der vil ske en forlængelse af den midlertidige grænsekontrol også efter februar.

”Det er en konstant levende diskussion, hvor vi hele tiden skal afveje, hvad der er nyttigt, og hvad der ikke er. Men jer ser ikke for mig, at vi afbestiller grænsekontrollen, som landet ligger nu”, siger Søren Pind til Altinget.dk.

Som noget nyt oprettes også en ny halvårlig politiuddannelse af såkaldte politikadetter, der skal løse opgaver med grænsekontrol, bevogtning og fangetransport. Inden september 2018 skal de være uddannet 345 nye kadetter. Søren Pind kalder denne nye ordning en slags ”mesterlære”, der skal få nye folk ind på politiuddannelsen. Samtidig skal de nye kadetter afhjælpe de akutte problemer med overarbejde i politiet.

I den nye finanslov er der også lagt op til andre retspolitiske tiltag. Blandt andet skal der etableres en såkaldt ”nødbremse”, så asylansøgere kan afvises ved grænsen, hvis det europæiske Dublin-samarbejde skulle bryde sammen.

”Det, nødbremsesituationen tager sigte på, er en evne for myndighederne til at kunne forhindre en situation, hvor rigtig mange mennesker kommer på en gang, og hvor den danske grænse for så vidt bliver overløbet”, siger Søren Pind til Altinget.dk.

Chefredaktør Jørgen Møllekær giver de nye tiltag på grænsekontrol-området en lunken modtagelse i Flensborg Avis lørdag. Han henviser i en leder til et tv-program på DR1, hvor Søren Espersen, Dansk Folkeparti, og Zenia Stampe, De Radikale, meget nemt kunne finde en grænseovergang uden at blive stoppet af dansk politi.

”Espersen blev klar over ved selvsyn, at den måde, dansk politi har været synlig på ved grænsestregerne siden 4. januar, i realiteternes verden er hullet som en si: Hvis man er kriminel med skumle planer eller en flygtning fast besluttet på at indrejse uset, fordi man måske vil op til en slægtning i Sverige, så er det fortsat pærenemt. Alligevel fastholder Dansk Folkeparti retorikken om, at det er afgørende vigtigt også at bruge 220 nye millioner kroner til grænsekontrol i 2017. Det vil i praksis sige sandsynligvis et helt år mere med en vinken igennem af millioner af lovlydige borgere uden anden effekt end kødannelse. Nye flygtninge kan fortsat gøre krav på asyl, uanset om de bliver stoppet af en hjemmeværnsmand eller ej”, hedder det i lederen.