Gymnasieelever på introtur i grænselandet

Tilføjet 25. aug 2016 - 10:20
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.4/august 2016 

Af Anna-Lise Bjerager

De nye 1.G.’ere, der netop er begyndt i landets gymnasier, indleder som regel skoleåret med at tage på introtur for at lære hinanden bedre at kende. Det gælder også 1.G.erne på Zahles Gymnasium i København, der dog både i år og sidste år har valgt at lade introturen gå et helt nyt sted hen, nemlig til grænselandet. Introturen er arrangeret i et samarbejde med Grænseforeningen.

De 150 nye 1.G.’ere fra Zahles Gymnasium drog 15. august afsted på en tredages tur med morgentoget fra København mod Flensborg. I Flensborg mødtes de med Grænseforeningens Elevambassadører på Flensborghus og hørte om, hvordan det er at være ung i det danske mindretal. Herefter var 1.G.erne på byvandring i Flensborg og løste en række opgaver, som Grænseforeningen stod bag. Eleverne overnattede på vandrehjem i Flensborg. Næste dag gik turen til Als med besøg på Dybbøl Historiecenter med bl.a. rollespil og gps-vandring i skanserne og overnatning på Sønderborg Idrætshøjskole.

Gunvor Vestergaard, der er pædagogisk konsulent i Grænseforeningen, håber, at flere gymnasier vil lave introture til grænselandet. 

”Der er så mange muligheder for sociale aktiviteter i grænselandet, og samtidig får eleverne en viden, som de fleste af dem ikke havde før. Mange af dem bliver overraskede og synes, at det er helt eksotisk, at der findes et sted så tæt på Danmarks grænse, hvor man taler både dansk og tysk”, siger Gunvor Vestergaard, som man kan kontakte, hvis man er gymnasielærer og ønsker at lave introture eller klasseture til grænselandet, på gv@graenseforeningen.dk.