Hver tid har sin fortid - af Steen Bo Frandsen
Hver tid har sin egen fortid -
Forholdet mellem Danmark og Tyskland

Det er en udbredt forestilling, at fortiden er en afsluttet størrelse. Historiebøgerne fortæller, hvad der skete, og sætter begivenhederne i en kronologisk sammenhæng. Der fremkommer i reglen en klar linje med et ordnet forløb af kendsgerninger. Engang troede selv historikerne, at hvis alle kilder om en bestemt begivenhed blev grundigt gennemarbejdet, ville det være muligt at give en endelig beskrivelse af den, som der aldrig ville være noget at tilføje.

I mellemtiden ved vi, at nutiden forandrer historien. Det skyldes ikke kun, at der fra tid til anden dukker nye kilder eller nye fund op, der gør det nødvendigt at revidere bestemte opfattelser. Historien ændrer sig også der, hvor dens forløb er solidt dokumenteret. De hårde kendsgerninger ligger fast, men vores vurdering af dem forandrer sig. Vi stiller spørgsmål til historien og finder svar, der kan forklare vores egen tid og samfundsudvikling. Men da verden tager sig anderledes ud end for blot få årtier siden, stiller vi spørgsmål, som de færreste tidligere ville være kommet i tanke om.

Det gælder også i forholdet mellem dansk og tysk. Tidligere, da historikerne var konfronteret med et fjendsk og spændingsfyldt naboskab, forekom det dem, at det altid havde været uovervindelige modsætninger og gensidig modvilje, der havde bestemt det dansk-tyske forhold. Den store tysk-flensborgske historiker Georg Waitz indledte i 1864 sin Slesvig-Holsten-historie med at slå fast, at "kampen mellem tyskere og danskere her rækker omtrent lige så langt tilbage som historien". Selv de mest uventligt stemte danske kolleger ville på dette punkt have bifaldet deres tyske modstander fuldt og helt.

Et dansk-tysk fjendebillede
På begge sider af det nationale skel fandt historikerne en kæde af belæg for denne uophørlige kamp. Derfor kunne det ikke undre, at den opfattelse sejrede, som definerede konflikt og fjendskab som naboskabets bestemmende kendetegn. Det hørte i øvrigt med til den danske fortolkning, at Danmark fremstod som lille og svagt over for et stort og mægtigt Tyskland. På tysk side var opfattelsen af landets styrke modsat: en aggressiv dansk kongemagt over for hertugdømmernes regionale kulturer, der kæmpede for deres frihed.

Dengang var billedet af naboen frem for alt et fjendebillede. Det havde ofte sine gode grunde. Set med danske øjne havde man gennemløbet en tid fyldt med konfrontationer og en stemning præget af mistillid. Treårskrigen 1848-1850, nederlaget i 1864 og Sønderjyllands afståelse til Preussen. Hertil føjede der sig flere negative erfaringer i de følgende årtier, inden forholdet nåede sin værste krise med den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig. Den århundredelange konflikt og afgrænsning prægede den nationale identitetsdannelse. Den negative grundholdning holdt sig i årtierne efter 1945.

Fjendebilledet byggede på en række mere eller mindre indiskutable kendsgerninger. Når det i dag alligevel bliver stadig mere almindeligt at betragte historien anderledes, skyldes det, at danskerne ikke ser med de samme øjne på Tyskland som for 100, 50 eller blot 30 år siden. Det seneste fem-seks årtiers erfaringer gør det nødvendigt at genoverveje naboskabet og dets karakter. Efter årtiers fredelige samarbejde og et Tyskland i en helt anden rolle end fortidens stormagt giver det ikke længere mening blot at fokusere på historiens konfliktstof, som stadig færre nulevende har erfaring med.

Historien var ikke kun konflikt
Men er den mere afslappede holdning ikke bare en overgang, der ikke ændrer på, at naboskabet til syvende og sidst altid var præget af strid? Ingen kan vide, hvad fremtiden bringer. Den nyere udvikling har imidlertid skærpet blikket for, at fortiden faktisk heller ikke var helt, som man tidligere antog. Sagen er vel den, at historikerne finder, hvad de leder efter. Det er ikke de ubestridelige kendsgerninger fra 1848 eller 1864, der har ændret sig. Det er vores fortolkning af dem i lyset af de begivenheder, der er fulgt.

Hvis man vil beskrive det dansk-tyske naboskabs historie og udvikling i dag, kan det ikke længere ske alene efter fortolkninger på den tid, hvor de to folk stod mest uforsonligt og afvisende over for hinanden. Det viser sig da også, at Georg Waitz faktisk ikke havde ret i sin påstand om, at kampen havde kendetegnet naboskabet. Naturligvis var der mange nabokonflikter, men der var en enkel forklaring på, hvorfor begge siders nationale historikere fortrinsvis beskæftigede sig med middelalderen og 1800-tallet. Det var nemlig de to eneste perioder, hvor dansk og tysk – eller rettere holstensk – befandt sig i åben konflikt. Fra 1460 og helt frem til 1840'erne levede dansk og tysk faktisk nært og alt overvejende fredeligt side om side, ikke kun i hertugdømmerne, men også i kongeriget.

I den periode, hvor historikerne skulle forklare den nationale modsætning, læste de stort set kun konflikter i historien. Forinden og nu igen i stigende grad har de derimod blikket mere åbent for de mange aspekter, der faktisk gav naboskabet en meget alsidig karakter. Tidligere var historikerne på begge sider tilbøjelige til at læse uden om og forbi alle de kilder og udsagn, der pegede på fred og fordragelighed. Faktisk gav en række danskere, slesvigere og holstenere udtryk for deres ønske om at leve fredeligt med hinanden, som de havde gjort det så længe. Blot passede deres meninger ikke mere i en tid, der havde brug for konflikt.

For at illustrere, hvordan historien er åben for fortolkning, og hver tid har sin egen fortid, kan vi et øjeblik forestille os, at den gamle helstatsforbindelse mellem kongeriget og hertugdømmerne havde udviket sig til en demokratisk, konstitutionel føderativstat. En sådan stat havde nogle af 1800-tallets politikere vægtige og interessante argumenter for. Ville rigets historikere da have fortalt en historie om en evig strid mellem dansk og tysk? Sandsynligvis ville de i stedet have været optaget af at beskrive, hvorledes den danske enevælde havde formået at samle danske og tyske undersåtter i en fredelig forbindelse til gensidig gavn. Historien ville have været rig på kilder og begivenheder, der kunne bekræfte en sådan synsmåde. Statens dele havde jo dog været sammen siden 1460, uden at denne forbindelse nogensinde havde været truet. Man ville i stedet for Lehmann og Beseler have citeret de mennesker, der argumenterede for alt det fælles, der i århundreder havde været mellem kongens undersåtter. De samme mennesker anså sproglig og kulturel mangfoldighed for at være en del af rigets identitet og ikke en trussel mod de nationale ideer. Ingen kan vide om et sådant eksperiment ville være lykkedes, men det er heller ikke afgørende. Vigtigt er det at differentiere og give plads til forskellige bedømmelser af naboskabet.

En nuanceret historie
Der er flere argumenter mod en fortolkning af naboskabet som et mere eller mindre konstant fjendebillede. Et af dem er dets tilknytning til den bestemte epoke i historien, hvor opbygningen af nationale stater og kulturer i Vesteuropa førte til en stærk betoning af indbyrdes forskelle. Det var for det dansk-tyske naboskabs vedkommende den tid, hvor det blev forenklet til et modsætningsforhold mellem dansk og tysk. Der var ikke plads til den kendsgerning, at de to naboer faktisk heller ikke er uforanderlige. Omvæltningerne efter Berlinmurens fald i 1989 erindrede mange pludselig om, at det bestående statssystem ikke er en given ting. Blikket tilbage på 150 års omskiftelige tyske statsdannelser lod denne foranderlighed træde tydeligt frem.

Men Danmark var heller ikke altid Danmark. Riget var indtil 1800-tallets midte en sammensat stat, hvor kongen regerede over andre folk end danskerne, bl.a. mange tyskere. Senest her mister naboskabet de klare konturer, som de nationale ideologier gav det. Dengang gik dansk og tysk mere flydende over i hinanden. Den danske konge udstrakte sin magt til det nordtyske område, mens den tyske kulturelle og sproglige indflydelse i hans rige var meget stor. Set i dette perspektiv bliver det klart, at den nationale konflikt kun udgør en del af naboskabets historie. I en tidsalder, hvor der synes grund til at håbe, at en åben konfrontation er forsvundet fra naboskabet, må historien også anskues anderledes. Der er ingen grund til at glemme fortidens konflikter, men det er blevet vigtigt at erindre om naboskabets andre facetter og give dem en konstruktiv rolle i historieskrivningen.

Men overvejer vi igen historien efter udsagnet "enhver tid har sin egen fortid" – vi kunne også sige "enhver tid har den historie, den har brug for" – bliver det klart, hvorfor enhver tid må ændre historien. I vore dage er et modsætningsforhold til Tyskland ikke det, der optager danskerne. Det bliver derfor naturligt at lede efter træk i historien, der lægger mere op til at forklare naboskabet på en alsidig måde. Der kan komme andre tider igen, men formodentlig kan en mere nuanceret og forstående omgang med fortiden modvirke, at det igen skulle blive muligt at forkorte naboskabet til simpelt hen at handle om modsætninger.

Steen Bo Frandsen er dr.phil. i historie. Han er professor ved Institut for Grænseregionsforskning, Syddansk Universitet, Sønderborg. Hans vigtigste forskningsområder er europæisk regionalhistorie og det dansk-tyske naboskab.