A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Gottorp Amt

Amtet var siden middelalderen Sønderjyllands største amt. Det blev forvaltet fra Gottorp Slot og omfattede Strukstrup, Slis, Bjerg, Hohn, Krop, Arns og Sønder Gøs herreder samt landskabet Stabelholm. I 1500-tallet blev resterne af Bjerg Herred forenet med det ophævede Hytten Gods til Hytten Amt, som i 1777 blev forøget med Hohn Herred. I 1619 blev Sønder Gøs Herred til Husum Amt. Til gengæld blev Gottorp Amt i 1771 og 1777 forøget med henholdsvis Satrup og Mårkær herreder og siden en række mindre områder. Med enkelte mindre ændringer blev amtet i 1867 til Slesvig Kreds.

Af Kim Furdal i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Gerret Liebing Schlaber: Administrative tilhørsforhold ... 2007.