A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Genforeningshåbet

I forbindelse med Seksmandsudvalgets (det nuværende Sydslesvigudvalg) møde den 24. februar 2006 udløste medlem af udvalget Søren Krarup en heftig debat, da han udtalte, at "det danske mindretalsarbejde i Sydslesvig får præg af hobbyvirksomhed, hvis ikke det er båret af et genforeningshåb. Mindretallet må gøre sig klart, at det lever i "foreløbigheden" som må afløses af en grænseflytning".

Synspunktet medførte kraftige reaktioner fra bl.a. SSF's formand Dieter Paul Küssner og chefredaktør Bjarne Lønborg i Flensborg Avis' leder. Flensborg Avis bragte i øvrigt Søren Krarups synspunkter videre til slesvig-holstenske landdagsmedlemmer, hvor reaktionen var forudsigelig. Dette førte til, at debatten også nåede frem til landsdækkende danske medier.

Søren Krarup nuancerede siden sit synspunkt ved at understrege, at genforeningshåbet havde eksistentiel karakter og ikke skulle forstås som en aktuel politisk mulighed.

En lang række sydslesvigere har efterfølgende deltaget i debatten, herunder Karl Otto Meyer, der i sit indlæg fastslår, at selvbestemmelsesretten er det bærende, og så længe det danske mindretal er et mindretal har det ingen mening at tale om genforening. Men samtidig understreger Karl Otto Meyer, at skulle forholdene i en fjern fremtid ændre sig, ja så kan selvbestemmelsesretten danne baggrund for en ny folkeafstemning.

Grænseforeningens formand Finn Slumstrup udtalte sig i Grænsens leder april 2006 om spørgsmålet, ligesom overinspektør Peter Dragsbo ved Museet på Sønderborg Slot gjorde det i en kronik i Flensborg Avis.