Ingeniøruddannelse på både dansk og tysk

Tilføjet 02. dec 2015 - 13:15
Del nyheden

Unge studerende i grænselandet har på det seneste haft mulighed for at tage en ingeniøruddannelse med både dansk og tysk islæt. Det er Mads Clausen Instituttet på Syddansk Universitet (SDU) og Fachhochschule Flensburg, der har indledt et grænseoverskridende samarbejde, så de studerende kan tage en bachelor i Flensborg og en master i Sønderborg.

På tirsdag den 8. december deltager den slesvig-holstenske Europaminister Anke Spoorendonk (SSW) i fejringen af den nye grænseoverskridende ingeniøruddannelse. Her vil der blive uddelt et certifikat til ingeniørstuderende Kari Kleine, der i sommer tog sin master ”Innovation & Business” på SDU. Forinden havde han afsluttet sin bacheloruddannelse i energi- og miljømanagement på FH Flensburg.

Formanden for FH Flensburg, Professor Holger Watter siger til Der Nordschleswiger, at FH Flensburg i de senere år har taget imod flere studerende, bl.a. fordi værnepligten i Tyskland blev afskaffet i 2011. Ressourcerne bliver derfor brugt på bachelordelen, mens man ikke har mulighed for at tilbyde tilstrækkeligt med pladser på masterdelen.

Institutleder Horst-Günter Rubahn, Mads Clausen Instituttet, SDU, ser fordele for alle parter i det grænseoverskridende ingeniøruddannelse.

”Vi mangler studerende på masterdelen, og i Danmark mangler vi ingeniører. Så det er en win-win-situation”, siger han til Der Nordschlewiger.