Kære Mindretal, hvad nu?

Tilføjet 09. okt 2014 - 10:27
Del nyheden

”Har I brug for Grænseforeningen, kære mindretal, eller synes I at opgaven er løst?”

Med disse ord lægger Grænseforeningens nye formand, Mette Bock, op til debat om fremtidens oplysningsarbejde henover den dansk-tyske grænse.

Under overskriften: ”Hvad kan Grænseforeningen gøre for mindretallet?” inviterer Grænseforeningen til folkeligt debatmøde mandag d. 27. oktober for at åbne dialogen med alle dansksindede i Sydslesvig om, hvad mindretallet kunne ønske sig af Grænseforeningen.

Grænseforeningens bestyrelse og lokalforeninger er i disse dage i færd med at formulere strategien for foreningens arbejde for de kommende år. I den forbindelse er det vigtigt, at der er samklang med mindretallets egne ønsker og visioner, siger Mette Bock. Personligt er hun ikke i tvivl om, at der er behov for mere oplysning:

”Der er et enormt behov for folkeoplysning, så vi nord for grænsen ikke glemmer vores mindretal. Men der er også brug for, at mindretallet ikke glemmer moderlandet.”

Mødet, der er åbent for alle, finder sted i Borgerforeningen i Flensborg, og Grænseforeningen inviterer alle dansksindede i Sydslesvig til at komme og blande sig i debatten. Arrangementet afsluttes med et let traktement og tilmelding er derfor nødvendig.

Tilmelding inden 24.10. til tlf. +45 33 11 30 63 eller e-mail info@graenseforeningen.dk.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst Grænseforeningens generalsekretær Knud Erik Therkelsen +45 20 23 19 84